Mange Rebildborgere vil gerne sortere deres affald noget mere
Det viser en undersøgelse, som Rebild Kommune har foretaget blandt dens borgere. Lidt over 3000 har svaret på spørgsmål om deres holdning til yderligere affaldssortering ved deres bolig
Knap 60 % af brugere, der har svaret på spørgsmålene i undersøgelsen, vil ”meget gerne” både sortere pap, papir, plast, glas og metal med henblik på genbrug, 33 % synes det er ”OK” at skulle gøre det, mens kun 7 % helst er ”fri for” at sortere de affaldstyper ved boligen.
Når borgerne bliver spurgt om, hvad der kan motivere dem til mere genbrug, er det nemheden ved at affaldssortere og miljøgevinsten, der har størst betydning.
Omkring 2/3 af respondenterne er også villige til at betale mere for kunne sortere affaldet, mens den resterende del siger nej til merbetaling.
Beholdere
Undersøgelsen viser også, at langt de fleste foretrækker at aflevere deres affald til genbrug ved husstanden, i stedet for f.eks. på genbrugspladsen. Der er dog grænser for, hvor mange beholdere, man vil have stående ved sin bolig. 27 % vil have maksimalt 2 beholdere, 37 % maks. 3 og 25 % maks. 4 beholdere.
Umiddelbart kan det jo lyde vanskeligt at kildesortere 5 typer affald – pap, papir, plast, glas og metal – hvis man kun vil have et begrænset antal beholdere stående, men da den enkelte beholder kan opdeles i flere rum, kan problemet løses ad den vej.
Hvordan er undersøgelsen lavet?
Undersøgelsen er blev gennemført som en kombination af en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse og kvalitative såkaldte voxpops (korte interviews med tilfældige personer). Der deltog 2093 personer i spørgeskemaundersøgelsen, som blev lanceret på Facebook og via sms/mail, og 34 voxpops under Klima Rebild i marts 2016.
Selvom lidt over 3000 borgere umiddelbart kan se ud til at være et relativt lille tal i forhold til det samlede antal indbyggere i Rebild Kommune, er svarprocenten ganske pæn sammenlignet med andre lignende undersøgelser. Aldersspredningen blandt respondenterne har også været forholdsvis stor, og det faktum kombineret med, at undersøgelsesmetoden både har været kvalitativ og kvantitativ gør, at forvaltningen og det konsulentfirma, som har stået for undersøgelsen, anser undersøgelsesresultatet for at være validt, dvs. repræsentativt for borgerne i Rebild Kommune.
Brugerundersøgelsen som politisk beslutningsgrundlag
Den konkrete anledning til, at borgerne er blevet spurgt om deres holdning til yderligere sortering af deres affald til genbrug er, at RenoNord, som Rebild Kommune sammen med andre nordjyske kommuner ejer og leverer affald til, påtænker at anskaffe et sorteringsanlæg til plast og metal. Derfor har RenoNord et ønske om at få kendskab til, om bl.a. Rebild Kommune vil forpligte sig til at levere kildesorteret plast- og metalaffald til et nyt anlæg på RenoNord.
Inden Byrådet tager en beslutning, har politikerne gerne villet vide, dels hvad udgifterne for borgerne ved en sådan kildesortering skønnes at blive, dels hvad holdningen blandt kommunens borgere er til en sådan yderligere affaldssortering. Brugerundersøgelsen skal altså ses i forlængelse af dette byrådsønske.
På sit seneste møde godkendte Teknik- og miljøudvalget undersøgelsesresultatet som en del af det politiske beslutningsgrundlag for en kommende affaldssortering.