Lys for enden af (fodgænger)tunnellen
Nu går arbejdet med fodgængertunnellen ved Skørping Station ind i sin sidste fase.
Det har længe været muligt for fodgængere at krydse jernbanesporene i Skørping ved at bruge den ny fodgængertunnel, som er placeret ved den gamle overkørsel – af de lokale kaldet ved ”bommerne”.
Og det varer ikke længe, før det sidste stykke arbejde er færdigt: Belægningsstenene i tunellen og fliserne ved de to nedgange er lagt, men mangler blot at blive justeret helt på plads. Udfyldning af trinmarkeringerne på trapperne bliver sat i gang, så snart vejret tillader det. Endeligt mangler vendepladsen på vestsiden af tunnellen blot det øverste asfaltlag.
Oprindeligt blev tunellen projekteret med slisker på trapperne for at gøre det muligt at trække cykler gennem den. Sliskerne røg en overgang ud af projektet, men er nu tilbage og er ved at blive specialfremstillet til formålet. Barnevogne o.l. vil ikke kunne benytte sliskerne, men henvises til de to elevatorer på hver side af nedgangene.
Sliskerne vil nok også betyde, at cyklister, der kommer vest fra, uden større besvær kan trække deres cykler igennem tunellen og derfor ikke føler sig fristet til at efterlade dem oven for den vestlige nedgang, så der dannes en ”uautoriseret” P-plads for cykler her.
De to elevatorer bliver slutstenen på arbejdet med fodgængertunnellen. De forventes færdigmonteret i slutningen af marts/først i april. De øvrige tre elevatorer, som etableres i tårnene i den nordlige del af stationen, og som skal bringe passagerer til og fra perronerne, forventes færdige til ibrugtagning et par uger senere – den sidste af dem i slutningen af april.
Nogle af beboerne på Himmerlandsvej – den vestlige tilkørselsvej til fodgængertunelen – har udtrykt bekymring for, om deres vej vil blive (mis)brugt som P-plads af de bilister, som vælger at bruge fodgængertunnellen for at komme over på den østlige side af sporene og dermed ned på perronerne. Det problem er der dog taget højde for, idet der er placeret parkering-forbudt-skilte på hele vejen fra den ny rundkørsel til tunellen.
Oprindeligt var der – ligesom i den nordlige ende af stationen – planlagt en trappe med elevatortårne for at komme over på den anden side af banen. Det protesterede mange Skørpingborgere imod af æstetiske grunde, og det fik det daværende Byråd til at bevilge de ekstra 3 mio., som det kostede at etablere en tunnel i stedet for en trappe. Derimod lykkes det ikke en kreds af borgere at få trappen og elevatortårnene i den nordlige ende af stationen erstattet af en tunnel.
For det første må det undre, at elevatorerne til hele projektet først kan tages i brug i slutningen af april måned når man betænker projektets lange tilløb. Det er hårdt arbejde for handicappede og ældre at forcere både tunnelen og trapperne til de to perroner.
For det andet – så ville det være oplagt hvis et hold fra Kulturskolens billedhold fik til opgave at dekorere tunnelens vægge med tidens graffiti. Erfaringer fra andre steder viser, at en kvalitetsdekoration forhindrer at “amatører” og “vandaler” slår sig løs med obskøne dekorationer.
Og så må vi håbe, at de unge mennesker vil undlade at male mere grafitti i den fodgængertunnel.
I øvrigt syntes jeg Erik Schuldt er en fornuftig mand, så hans forslag kanjeg gå ind for.
(jeg havde ikke set Erik Schuldts forslag da jeg sendte ind.)