Togstop på dagsordenen på borgermøde

Det var måske ikke overraskende, at det var spørgsmålet om, hvor IC-togene i fremtiden bør stoppe, som fyldte meget i debatten på borgermødet i Støvring om byens fremtid. Men der var også andre emner på dagsordenen.
– Støvring er den største by med den største købekraft. Og så vil de lukke stationen. Det er en katastrofe, hvis det sker, sagde Niels Drevsholt, som arrangørerne af borgermødet, Støvring ID, havde indbudt til at holde et oplæg om branding.
Andre af deltagerne på borgermødet var enige.
– Det kan godt være, der står flere passagerer af og på i Skørping nu. Men vi må se på den fremtidige udvikling, sagde Vagn Kristensen.
Byrådsmedlem Anders Norup (V) påpegede, at regionaltoget under alle omstændigheder vil stoppe i Støvring, og at kernespørgsmålet er, om IC-toget for fremtiden skal stoppe i Skørping eller i Støvring, hvis ikke det ikke lykkes at få togstop igennem begge steder. Han gjorde også opmærksom på forskellen i mobiliseringen af borgerne i de to byer.
– I Skørping kunne man på under en uge samle over 100 mennesker til et borgermøde med togstop på dagsordenen og efterfølgende sende en delegation på 30 til det byrådsmøde, hvor spøgsmålet blev behandlet. I Støvring kunne man mande sig op til at skrive et par læserbreve.
At rejse en folkestemning her i byen skulle man blive bedre til, mente Anders Norup.
Støvring som lokomotiv
Niels Drevsholt fokuserede i sit oplæg på, hvordan Støvring gøres mere attraktiv – f.eks. for unge, karrieremindede og pengestærke familier. Men der skal mere til, for det er det samme, som stort set næsten alle byer og kommuner gerne vil.
– Men allerede efter at have været i Støvring en halv time, kunne jeg konstatere, at man i Rebild Kommune kører på sognerådsmanér, sagde han. – Jeg forstår ingenting af, at den største by, der ligger tæt ved motorvejen og har alle udviklingsmulighederne og dermed muligheder for flere skattekroner i kassen, ikke kan få lov, fordi der kun bor fire af byrådsmedlemmerne i byen.
Han mener, at Støvring i forvejen har mange kvaliteter. Opgaven består i at få det formidlet ud. Det afgørende er, om budskabet er relevant og kan appellere til folks følelser. Den gode historie skal fortælles af dem, der allerede bor i byen. De skal være en slags ambassadører.
Iflg. Niels Drevsholt er det nødvendigt at få hele Rebild Kommune med på vognen. Man må indse, at det er Støvring, der er lokomotivet.
– Vi bliver nødt til at prioritere og sige: Vi tror på, at det er nemmere at få folk til at flytte til Støvring end f.eks. til Terndrup. Så ved at koncentrere vores indsats her, får vi størst effekt af de kroner, vi investerer, sagde han.
Flemming Christensen, som inden for de sidste 20 måneder har solgt 69 grunde i Støvring, kunne godt give en opskrift på, hvordan man får folk til byen: Bla. har han haft 75 spots på TV2-Nord, hvor budskabet bla. var, at Støvring lå tæt på motorvejen, og at der var gode børnehaver og smuk natur.
Men han rettede skarp kritik mod kommunens administration
– Rebild Kommune er utrolig træg, vi møder utrolig meget modstand, sagde han.
Heller ikke de fire lokale byrådsmedlemmerne gik ram forbi, fordi de efter sidste kommunalvalg havde peget på en borgmester ”udefra”.

Tre af de fire lokale byrådsmedlemmer: Klaus Anker Hansen (S), Lene Aalestrup (K) og Anders Norup (V). Det sidste af de fire er Lise Bech (DF)
– Ved næste kommunalvalg bliver vi nødt til at stå sammen, så Støvring by får det antal byrådsmedlemmer, som vi tilkommer. Ellers ender det med, at det rådhus vi har, kommer til at ligge i Terndrup, mente Flemming Christensen.
Hvad sker der i byen i øjeblikket
På mødet gennemgik tre af de lokale byrådsmedlemmer – Klaus Anker Hansen (S), Lene Aalestrup (K) og Anders Norup (V) – nogle af de projekter, der er i gang i Støvring
Det drejer sig bla. om nye udstykninger i Høje Støvring syd for den nuværende bygrænse, en ny Nibevej, kunststofbane, nyt bibliotek og ungdomshus, udvidelse af svømmehallen, renovering af højskolens hovedbygning, bytorvet, skydebanen og Støvring Ådale
– Der sker så ufatteligt meget i Støvring i øjeblikket, som Klaus Anker Hansen formulerede det.
Valg til lokalråd
På borgermødet blev der også valgt et lokalråd for Støvring/Sørup. Mødedeltagerne faldt ikke ligefrem over deres egne ben for at stille op, men det lykkedes alligevel relativt hurtigt at få valgt 7 medlemmer og 2 suppleanter til lokalrådet.