Folkemøde med borgmesterdeltagelse
I modsætning til de fleste andre nordjyske borgmestre deltager Leon Sebbelin (R) i de kommende dages Folkemøde på Bornholm. Han er med for 5. år i træk. Men der er også andre repræsentanter fra Rebild, der tager aktivt del i mødet.
Når Leon Sebbelin sætter sig op på sin motorcykel sammen med sin ægtefælle Ingeborg og sætter kursen mod Bornholm, er det 5. år i træk, han deltager. De tre sidste som kommunens borgmester.
– Lige fra første gang, jeg var med på mødet, har konceptet tiltalt mig, siger Leon Sebbelin. – Jeg er pjattet med det liv, der udfolder sig, og med alle de vidt forskellige og spændende arrangementer, man har chancen for at opleve.
I år er han selv aktiv deltager i syv af dem. Bla. er han i panelet i et arrangement om, hvordan man får kanaliseret flere investeringer til turismeområdet og i et andet om, hvorvidt Nordjylland skal satse på at blive vækstregion i Europa eller i Danmark.
– Det er interessen, der driver mig, og hvis der er nogle, der opfordrer mig i at deltage i en event eller arrangement, stiller jeg gerne op, lyder det fra ham.
Betaler selv
Hvis en eller anden skulle spørge, om kommunens skatteydere får tilstrækkeligt meget for pengene ved at borgmesteren deltager i Folkemødet, vil svaret være:
– De penge, jeg bruger på Folkemødet, vil Rebild Kommune ikke kunne bruge til ret meget andet – for jeg betaler selv.
Ikke en fætter- og kusinefest
Folkemødet er af nogle blevet kritiseret for at være en lukket fest for den politiske elite i Danmark, hvor politikere, embedsmænd, mediefolk og toppen af erhvervslivet og interesseorganisationerne mødes og snakker om problemer, som ikke har så meget med almindelige menneskers hverdag at gøre.
Den kritik er Leon Sebbelin ikke enig i.
– Det er for det første ikke kun politikere, embedsmænd o.l. som man ser på mødet. Titusindvis af almindelige mennesker deltager også. For det andet er det en bred palet af emner, som tages op, og som er relevante for rigtigt mange borgere. F.eks. beskæftigelse, integration, uddannelse m.m.
Hvorfor netop Bornholm?
Der er også nogle, der kritiserer, at Folkemødet hvert år skal afholdes på Bornholm, som det er relativt dyrt og besværligt at komme til, og hvor overnatningsmulighederne er så få, at man skal bestille overnatning lang tid i forvejen. I stedet burde Folkemødet gå på skift mellem landets regioner, mener kritikerne.
– Det er jo Bornholm, der har fået den gode ide, siger Leon Sebbelin. – Så lad Bornholm løbe med det her. Der er såmænd mange andre ting, der går den modsatte vej.
Også andre fra Rebild aktive på Folkemødet
Det er ikke kun borgmesteren, som tager afsted. Syv folkeskoleelever fra Rebild Ungdomsskoles Ungeråd og tyve elever fra Støvring Gymnasium – samt ledere – gør det også.
Gymnasieeleverne udfordrer på en workshop med titlen ”Verden er lille, men der er langt til Nordjylland” andre unge fra resten af landet ved bla. at stille spørgsmålene: Er Udkanten virkelig så slem, som man gør den til? Er der slet ingen københavnere, der vil bo i Jylland?
Det er Støvringeleverne selv – i samarbejde med Businessregion North Denmark – der efter grundige forberedelser hjemmefra skal stå for afviklingen af workshoppen. Arbejdet er et led i undervisningen i samfundsfag.
De syv folkeskoleelever skulle have deltaget i et arrangement ”Fagenes Festival” – en forløber for et DM, som løber af stablen til efteråret, i forskellige skolefag. Men arrangementet er blevet aflyst, så eleverne skal finde noget andet at arbejde med på Folkemødet.
Folkemødet finder sted i Allinge på Bornholm d. 16-19. juni.
Et af hovedformålene med mødet er at skabe rammer for en udvikling af demokratiet. Det sker ved debatter, hvor politikerne møder borgere, erhvervsfolk og organisationsfolk under uformelle former.
Det første folkemøde blev afholdt i 2011, hvor der var omkring 10.000 deltagere. Sidste år var der rekordmange deltagere med over 100.000.
I år bliver er der planlagt ca. 3000 events/arrangementer, som udspiller sig på og i området omkring Allinge havn.