Arbejdet med gangtunnel og elevatorer snart færdigt

Del artiklen:
image_print

Slisken er placeret helt ude ved muren og lige under rækværket. Lamperne på muren sidder også i vejen for en trækkende cyklist (foto Bertil Mortensen)

Mange Skørpingborgere har i den sidste tid spurgt sig selv og hinanden om, hvornår sidste hånd bliver lagt på den ny gangtunnel under jernbanesporene og på stationsområdets elevatorer. Nu er der udsigt til, at det snart sker.

Et af problemerne med selve gangtunnellen er de slisker, der skal gøre det muligt at trække cykler op og ned i tunnellen. Sliskerne er nemlig placeret helt ude i siden under rækværket (se foto). Det har betydet, at cyklerne enten skraber langs muren og i værste fald rammer dens lavt placerede lamper, når de trækkes op og ned, eller også bliver cyklisterne nødt til at holde deres cykler så skrå på sliskerne, at ting og sager på bagagebærerne falder af.

I øjeblikket er det derfor kun cyklister med veludviklede armmuskler, der reelt kan bruge sliskerne.

Meget besværligt – jan næsten umuligt – at trække sin cykel op og ned i tunnelen (foto Bertil Mortensen)

Men byggeleder Bent Jensen fra Banedanmark siger til rebildnetavis.dk, at problemet står lige foran sin løsning.

– Vi flytter sliskerne 10-15 cm væk fra muren, og det regner vi med sker i næste uge, fortæller han.

Affald i gangtunnellen

Det har også ærgret flere af byens borgere, at der har ophobet sig en del affald i tunnellen.

– Det er entreprenørens ansvar at holde tunnellen ren, siger Bent Jensen. – Men vi sender en mand derned og skal nok sørge for, at der bliver ryddet op.

Affaldet samler sig (foto Bertil Mortensen)

Han gør dog også opmærksom på, at det ikke er affald fra entreprenøren, der ligger dernede, men affald, der primært stammer fra nogle af tunnellens brugere.

Så snart projektet er færdigt, bliver det overdraget til Rebild Kommune, og derefter er det kommunens ansvar at holde tunnellen ren.

Elevatorerne snart i gang

Færdiggørelsen af elevatordelen af stationsprojektet sker senere end planlagt. Men Bent Jensen oplyser, at de tre perronelevatorer – dem der skal bringe passagerer fra stationspladsen til og fra perronerne – forventes godkendt i slutningen af denne måned og er klar til at blive taget i brug derefter.

De to elevatorer ved gangtunnellen – beregnet til bl.a. barnevogne og dårligt gående – regner han med vil være klar til brug et par uger senere.

Del artiklen:

You may also like...

7 Responses

  1. Vivi Hensel siger:

    Dejligt og så vil det selvfølgelig være rart om affaldskasterne fremover vil benytte skraldespandene i stedet

  2. Jørgen Jessen siger:

    Kunne de ikke have lavet de slisker i midten af trapperne, for nu kommer næste problem med at nå gelænder

  3. Joan Groth siger:

    Ja, jeg er enig i, at jeg også tror, det bliver et problem, at nå gelænderet for dem som har brug for det, hvis i flytter slisken længere ud. Jeg kan godt se for mig, at især nogle ældre vil kunne komme til at “falde over den”.

  4. Torben Andersen siger:

    Det er da været en fantastisk dårlig planlægning fra Bane Danmarks side – tænk at der skal gå så lang tid. Jeg ved ikke om jeg tror på cykelsliskens placering, der skal laves nogle afprøvninger og en prøveperiode.
    Der skal skilte op med anmodning om at holde tunnellen ren og naturligvis affaldsbøtter – og alle der ser folk smide affald bør reagere.

  5. Lene Samuelsen siger:

    jeg har en klage over gelænderne:
    1. er enig i at sliskerne er fejlplacerede i forhold til gelænderne
    2. og gelænder fæsterne er meget generende, hvis man er afhængig af at holde fast i gelænderet når man går op eller ned af trapperne, man får revet sine fingre til blods af beslagene, jeg har desværre selv behov for at holde fast,så jeg taler af erfaring,
    det er de samme problemer ved trapperne til perronerne .

  6. Vivi Hensel siger:

    Halløjsa Bane Danmark
    det er da vist det, man kalder en ommer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *