Måske afgørelse om togstop på byrådsmødet i aften

Del artiklen:
image_print
Skørping+Støvring Station

(foto Bertil Mortensen)

Det er ikke sikkert. Men muligvis vil den efterhånden langvarige debat om, hvorvidt IC-togene i fremtiden skal stoppe i Skørping eller Støvring, hvis der kun bliver ét stop i Rebild Kommune, finde sin afslutning på torsdagens byrådsmøde i Terndrup.

Efter forslag fra borgmester Leon Sebbelin (R) behandles togstopsagen på aftenens byrådsmøde i Terndrup. Sagsfremstillingen til dagsordenpunktet indeholder en orientering om, hvad der hidtil er sket i sagen og især hvilke politiske initiativer, der er taget fra Rebild Kommunes side for at bevare IC-togstop både i Skørping og Støvring i fremtiden. Bl.a. har Leon Sebbelin haft foretræde for Folketingets Trafikudvalg for at forsøge at gøre gældende over for udvalgets medlemmer, hvor vigtigt det er for kommunen, at IC-toget kommer til at stoppe i begge byer. Det var en opgave, som Byrådet gav ham på byrådsmødet i oktober sidste år.

Dagsordenpunktets sagsfremstilling lægger ikke op til en afstemning om, hvilken løsning Byrådet i Rebild foretrækker, hvis der kun bliver ét IC-togstop i Rebild Kommune. Alt tyder nemlig på, det bliver tilfældet på baggrund af dels den aftale, der tidligere på året er indgået mellem Transportministeriet og Region Nordjylland, om håndteringen af den fremtidige regionaltrafik i landsdelen, dels transportminister Magnus Heunickes (S) svar til Lisbeth Bech Poulsen (SF) i Folketingets spørgetid i sidste uge.

I begge tilfælde peges der på Skørping, men der ligger også i aftalen og i transportministerens svar i Folketinget, at det kan ende med, at Støvring erstatter Skørping, hvis Byrådet i Rebild anbefaler det, og Region Nordjylland følger anbefalingen.

Afstemning eller ej

Det store spørgsmål er derfor, om det på byrådsmødet torsdag aften i Terndrup vil komme til en egentlig afstemning om, hvorvidt Byrådet peger på Skørping eller Støvring som den by, hvor IC-toget fra 2016 skal standse.

To byrådsmedlemmer – Lars Hørsman (Sociale Fællesliste) og Bent Skovgaard Olsen (EL) – som begge er aktive på Facebooksiden ”Skørping Station”, der som navnet antyder støtter Skørping som togstopstation, siger, at de ikke ved, om nogen vil foreslå en afstemning.

– Men jeg tror, der er nogen, der vil gøre det, og hvis det kommer til en afstemning, vil jeg og de to øvrige byrådsmedlemmer fra Den Sociale Fælleslistes stemme for Skørping, siger Lars Hørsman. – Og det er ud fra en holdning om, at vi skal arbejde for en udvikling i hele Rebild Kommune.

Også Bent Skovgaard Olsen vil stemme for Skørping, hvis der kommer en afstemning.

– Fordi alle argumenter, der har været fremme – bortset fra det med at Støvring er kommunens største by – taler for Skørping, lyder det fra ham.

Udfaldet af en eventuel afstemning

De fleste byrådsmedlemmer har indtil nu holdt kortene ind til kroppen.

Rebildnetavis har kigget på byrådsmedlemmernes Facebook-sider for at se, om man her kunne finde nogle tilkendegivelser fra politikerne om spørgsmålet, men det er ikke rigtigt lykkedes.

Bla. derfor kan det være svært at forudsige, hvordan en eventuel afstemning vil falde ud, også fordi det sandsynligvis ikke kun vil være et politisk, men også et geografisk tilhørsforhold, som vil have indflydelse på den enkelte politikers stemmeafgivning. Eller med andre ord: Politikerne vil sikkert stemme på kryds og tværs af partierne.

Debat blandt borgerne

Togsagen er noget, som mange borgere diskuterer i øjeblikket. F.eks. er der på rebildnetavis’ menupunkt ”Debat” adskillige indlæg og kommentarer, som argumenterer for de forskellige scenarier. Også Nordjyske har bragt læserbreve om spørgsmålet.

Og på Facebook-siden ”Skørping Station” er der mange, der deltager i debatten.

Det ser i hele taget ud til, at togsagen mest optager Skørping-borgerne. Byrådsmedlemmerne kan da også vente et stort rykind på torsdagens møde, bl.a. fordi der arrangeres samkørsel fra Skørping til byrådssalen i Terndrup.

Info:

Byrådets dagsorden kan ses her: http://rebild.dk/politik/dagsordener-og-referater/120/4611.

Dagsordenpunktet har nr. 78 og hedder: ”Endelig aftale om regionaltogstrafik og initiativer til bevarelse af to togstop i Rebild Kommune”

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *