Bilvask i en god sags tjeneste

Del artiklen:
image_print

rebildnetavis.dk’s udsendtes bil blev skinnende flot – trods dens høje alder (foto Bertil Mortensen)

Søndag kan man i Støvring få vasket sin bil og samtidigt glæde sig over, at pengene for bilvasken går til et godt formål.

Det startede for et par år siden med en taxavognmand i Århus, som syntes. at han selv og hans chauffører var lige kraftige nok. Løsningen på det problem blev at danne et cykelhold – Tour de Taxa – med det mål at køre på cykel fra Århus til Paris i forbindelse med Tour de France. Og det gjorde de så, første gang i 2013.

Samtidigt ville de gerne gøre noget for nogle, hvis situation mindede om deres egen. Derfor besluttede de at donere de penge, som de kunne rejse via deres cykelprojekt, til Julemærkefonden og Julemærkehjemmet i Hobro.

Tommy Hvilsom fra Støvring var med på holdets første tur til Paris– selvom han ikke er taxachauffør – og opdagede, at der på holdet også var en del himmerlændinge.

– Derfor fik jeg og en anden deltager, Knud Erik Høeg, den ide, at vi kunne danne vores egen, lokale afdeling af holdet, siger Tommy Hvilsom. – Og den gav vi så ikke overraskende navnet Tour de Taxa Himmerland. Vi blev 45 ryttere, hvor hovedparten kom fra Støvring-Skørpingområdet, der sidste år cyklede til Paris.

Tommy Hvilsom fra Tour de Taxa Himmerland (foto Bertil Mortensen)

Holdet afholdt for nyligt i Skørpinghallens fitnesscenter en marathon-spinning, (også omtalt i rebildnetavis.dk), hvor hele omsætningen gik ubeskåret til Julemærkehjemmet.

Men denne gang rejser Tour de Taxa Himmerland penge ved i samarbejde med Top Vask og OK-benzin at tilbyde at vaske biler. Det foregår søndag i den store vaskehal på OK-tanken ved afkørsel Støvring Syd fra kl. 9-15, hvor bilerne bliver taget under kærlig behandling. Prisen er 70 kr. pr. vask. Også her går hele fortjenesten til Julemærkehjemmet.

Glad leder af Julemærkehjemmet

Lederen af Julemærkehjemmet i Hobro, Lise Claësson, sætter meget stor pris på indsatsen fra Tour de Taxa.

– De folk laver et kanon stykke arbejde for os og er enormt gode til at samle penge ind på alle mulige måder. De har virkeligt hjertet med i det, de udretter.

Lise Claësson, leder af Julemærkehjemmet i Hobro (privatfoto)

Hun fortæller, at holdet også består af forældre, hvis børn har opholdt sig på Julemærkehjemmet, og desuden deltager en af hjemmets tidligere elever også i projektet.

Der er allerede tilmeldt 37 ryttere til dette års cykeltur til Paris. Maksimumgrænsen for deltagerantallet er 45, så der er stadigvæk nogle få pladser tilbage. Betingelsen for at komme med på Paris-turen er ”bare”, at man inden afrejsen i uge 29 har kørt minimum 2500 km.

Både i 2013 og 2014 donerede Tour de Taxa 400.000 kr. til julemærkehjemmet.

I øvrigt gentager Tour de Taxa Himmerland d. 8. marts i samarbejde med Frem Skørping marathon-spinningen i fitnesscentret i Skørpinghallen.

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *