Togstop: Det blev Skørping

(foto Bertil Mortensen)
Et stort flertal i Rebild Byråd besluttede på torsdagens byrådsmøde at anbefale, at Skørping har 1. prioritet og Støvring 2. prioritet som IC- togstop by i kommunen.
Det tog Byrådet ca. 1 time at nå frem til beslutningen efter en afstemning, hvor 21 stemte for, 3 imod og 1 undlod. Det vedtagne forslag blev et kompromis på baggrund af to forslag, fremsat af henholdsvis Ole Frederiksen (V) og Leon Sebbelin (R). Beslutningen blev modtaget med stor tilfredshed af de ca. 100 tilhørere, som for størstedelens vedkommende kom fra Skørping og den østlige del af kommunen – i hvert fald efter bifaldet at dømme efter indlæggene fra nogle af de politikere, som gik ind for Skørping.
(se det vedtagne forslag i Faktaboksen sidst i artiklen)

Ca. 100 tilskuere var på plads til byrådsmødet i Terndrup
De to separate forslag lignede på flere punkter hinanden, men en pæn del af debatten gik alligevel på, hvordan man skulle tolke ordlyden i dem. Ole Frederiksen mente, at hans forslag udtrykte tingene klarere end borgmesterens, og at det ikke skabte nogen tvivl om, at Skørping skulle have IC-togstoppet, når der kun blev ét i kommunen.
– Det er helt ærligt talt ikke realistisk at blive ved med at arbejde for to stop. Det er spild af ressourcer, lød det fra Ole Frederiksen.
Men borgmesteren mente også, at hans forslag ikke efterlod nogen tvivl om, hvad Byrådet signalerede, hvis det vedtog det forslag.
– Mit forslag betyder ikke uklarhed. Det er klokkeklart. Det betyder, at det er Skørping, der har 1. prioritet. Punktum, sagde han.
Livlig debat
Flere politikere tog ordet og anbefalede enten det ene eller andet forslag. Ole Frederiksens forslag blev bla. støttet af Søren Konnerup og Gert Fischer fra Venstre, Annette Søegaard (SF), Jeppe Ugilt (løsgænger), Lars Hørsman og Allan Busk (Sociale Fællesliste), Lise Bech (DF, Mikkel Hofmann (S) og Bent Skovgaard Olsen (EL). Det gennemgåede argument var her, at det nu er klart, at transportministerens beslutning om, at der kun skal være ét IC-stop i kommunen i fremtiden, står helt fast. Byrådet kunne derfor lige så godt kunne bide til bollen og anbefale Skørping som togstop-byen, bla. fordi det er her, de fleste passagerer står af og på, og fordi Skørping ift. Støvring er underforsynet med busruter.
Andre politikere var tilhængere af Leon Sebbelins forslag, mens Anders Norup (V) argumenterede for Støvring som byen, hvor IC-toget skal standse, når der kun bliver ét stop i kommunen.
– Støvring er kommunens hovedby, sagde han. – Og for tiden foregår der en kæmpestor byudvikling øst for banen, der betyder, at der vil komme til at bo 2000 flere indbyggere lige op ad jernbanen. Desuden er Støvring det centrale trafikknudepunkt, hvorfra man kan komme med busser til andre områder i kommunen.
Enden på det hele blev dog, at Ole Frederiksen og Leon Sebbelin efter en kort suspension af mødet strikkede det kompromisforslag sammen, der blev vedaget med 21 stemmer for. Kun Anders Norup, Jeanette Sagan (V) og Lene Aalestrup (K) stemte imod, mens Klaus Anker Hansen (S) undlod at stemme.
Ole Frederiksen var godt tilfreds med, at kompromisforslaget blev vedtaget:
– Nu er det klart udtrykt af et stort flertal i Byrådet, at Skørping er 1. prioritet. Det er vigtigt, påpegede han.
Leon Sebbelin fik i øvrigt fra flere byrådskolleger stor ros for, at han ihærdigt havde forsøgt at skabe opbakning hos bl.a. landspolitikerne til to IC-togstop i kommunen, selvom han altså ikke har vundet gehør for synspunktet.
Byrådets vedtog følgende:
Byrådet anbefaler at Rebild Kommune får to ordinære IC-togstop således: 1. prioritet Skørping 2. prioritet Støvring
Da trafiktal, lokal planlægning og udviklingen i øvrigt tilsiger det, forbeholder Byrådet sig ret til stadigt at arbejde for yderligere et IC-togstop i kommunen

Tilhørere iklædt togkasketter (foto Bertil Mortensen)
Tak Leon og alle i andre, for den logiske og på alle måder rigtige anbefaling om Skørping som IC3 stoppested, masser af glade glade turister vil sammen med lokalbefolkningen glæde sig over den beslutning!