– Det er gået kanon godt
Sådan lyder det fra en glad Svend Bråten, Rold24race’ stævneleder, i denne fotoreportage fra weekendens 24 timers mountainbikeløb i Rold Skov.
Flere end 100 personer har været involveret i forberedelsen og afviklingen af løbet, som i år kunne fejre sit 10 års jubilæum med 650 ryttere til start.
– Fedt, at der er så mange frivillige – ryttere fra de lokale cykelklubber Rold Skov MTB og TeleVOM, rideklubben, Taekwondoklubben og spejderne – der er parat til at tage et ansvar og løfte opgaven, kommer det anerkendende fra stævneleder Svend Bråten.
Foruden at give rytterne og tilskuerne en god oplevelse vurderer han, at løbets betydning rækker videre endnu.
– Jeg er helt sikker på, at løbet er med til at sætte Rold Skov og områdets MTB-muligheder på landkortet, siger han. – Selve løbet har f.eks. gjort, at der nu er etableret et permanent 24-timers spor, som alle kan benytte og som bliver passet og plejet, i en del af skoven, hvor der før ikke rigtigt var nogen aktiviteter. Der kommer virkeligt mange ryttere her, ikke kun fra lokalområdet, men fra hele landet.
Han fortæller, at 50.000 kommer forbi de tællere, som er opstillet i skoven for at få et billede af ”trafikken”, og skønner, at ca. halvdelen af registreringerne stammer fra 24-timers sporet.
– Det kunne jo også være – selvom man rigtigt kan vide det med sikkerhed – at det kan betyde en øget bosætningen i området, at der er så meget MTB-aktivitet og i det hele taget så mange andre udendørs aktiviteter i området.
Rebild Kommune – nu som medspiller
I de første år af løbets levetid synes Svend Bråten, at Rebild Kommune nærmest fungerede som en modspiller til løbsarrangørerne.
– Kommunen løftede ikke en finger for at hjælpe os, tværtimod, fastslår han. – Men nu har kommunen sadlet om, og det er rigtigt dejligt at have en medspiller i stedet for som før en modspiller.
Han glæder sig også over at se borgmester Leon Sebbelin vise sin interesse for arrangementet ved at besøge stævneområdet både lørdag og søndag.
Løbet i billeder
Læs mere om løbet i en tidligere artikel i rebildnetavis.dk: http://rebildnetavis.dk/nyheder/10-aars-jubilar-kaempesucces/