MÅNEDENS BOG: Sultegrænsen

Del artiklen:
image_print

Peter Riismøller, leder af Aalborg Historiske Museum fra 1936 til 1970, blev født nær Gl. Skørping i 1905 i en fattig husmandsfamilie. Med erfaringerne fra sin barndom her på egnen, skrev han sit historiske hovedværk, Sultegrænsen, som siden udgivelsen i 1966 er genoptrykt flere gange. Bogen beskriver levende den armod, der dengang var et livsvilkår for vor egns fattigste.

Den består af en række essays om især bøndernes – for det meste – håbløse kamp mod naturkatastrofer og sult. Den indeholder også fortællinger om dem, der ikke udvandrede til Amerika, og som heller ikke kunne få noget ud af den forpinte hedejord. Det var de såkaldte ”børster”, der arbejdede som jernbanearbejdere, vejarbejdere eller daglejere på herregårdene.

Riismøller bekriver f.eks., hvordan de jordløse fra egnen strømmede til Skørping Station i den hårde vinter 1900 for at få arbejde med at rydde jernbanesporene for sne og for at ”..få del i denne Guds gave, for der blev budt tre kroner i dagløn..”. Meget apropos fortæller Riismøller også om arbejdet med underføringen under jernbanen, dengang ved Mosskov Holdeplads ved St. Øksø – det første store anlægsarbejde udført alene med lokal arbejdskraft.

Bogen er rigt illustreret med fotos af ”almindelige” mennesker og af forskellige lokaliteter og steder fra Nordjylland – flere af dem fra vor egn.

Peter Riismøller forestod et utal af udgravninger, hvoraf Lindholm Høje nok er den kendteste, men også som skribent og foredragsholder var han ualmindelig flittig. ”Aalborgs Hukommelse”, blev han kaldt.

I en lang årrække boede han med sin familie i Gl. Skørping præstegård. Han døde i 1973. Hans gravsted kan ses på Skørping Kirkegård.

 

Et eksemplar af Sultegrænsen kan købes i Bogby9520 på Jyllandsgade 23 i Skørping for 50 kr.

Åbningstider torsdag 19-21, fredag 14-17, lørdag 10-13

IMG_0016 IMG_0015 FullSizeRender
Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *