10-års jubilar med kæmpesucces

Del artiklen:
image_print

(foto Andreas Gudum)

Når 24-timers mountainbikeløbet – Rold24race – på lørdag skydes i gang i skolegården på Skørping Skole, er det 10. gang, der sker. Løbet har lige fra starten været en forrygende succes.

Omkring 650 ryttere i forskellige klasser giver sig på lørdag i kast med at gennemkøre den 13,3 km lange og udfordrende rute på Naturstyrelsens arealer i Rold Skov. Tilsammen kommer rytterne til at tilbagelægge 50.000 km.

Start og mål er skolegården på Skørping Skole. Her vil være der rig lejlighed for tilskuerne til at heppe på rytterne og vurdere, hvem af rytterne, der på dagen har ”go’e ben”. Der er måske en ekstra grund til at hylde nogle af rytterne fra det lokale Team Hanevang fra Skørping, fordi holdet topper listen over ryttere, som har deltaget i samtlige de 10 år, løbet har eksisteret.

(foto Andreas Gudum)

Det er også muligt at studere – og afprøve- de sidste nye cykler og grej hos de cykelproducenter, som har en stand i stævneområdet.

Men det er ikke bare i start- og målområdet, der er noget at se for tilskuerne. Et godt publikumsspot ligger tæt på målområdet ved Naturstyrelsens bålhytte på ”Naturbasen Brændeskoven”, hvor man lørdag eftermiddag også kan købe pandekager i ”verdens bedste Mountainbike Drive In pandekagehytte”, som arrangørerne kalder den. 

Studerende fra Fysioterapeutuddannelsen i Aalborg i arbejde under løbet (foto Andreas Gudum)

Mange klasser at vælge imellem

Rytterne har kunnet vælge mellem 11 forskellige klasser at stille op i. Den mest krævende er klassen for soloryttere, hvor sidste års hurtigste på den distance i alt tilbagelagde 339 km inden for de 24 timer.

Men man kan også vælge at tilmelde sig f.eks. et 8-mandshold. Det kræver i sagens natur knap så meget af deltagerne, men man begår en fejl, hvis man undervurderer strabadserne, som man især får at føle, når man kører om natten, og/eller hvis regnen kommer væltende ned.

Aftenstemning i skolegården (foto Andreas Gudum)

Forskellige ambitioner

Rytternes ambitioner er ikke de samme. For nogle gælder det om at køre så stærkt som muligt og allerhelst bestige en af de tre podiepladser i deres klasse, nogle forsøger at forbedre deres tidligere tider, nogle er debuttanter i løbet og vil prøve at se, om et 24 timers løb overhovedet er noget for dem, og andre vil have en sjov og hyggelig oplevelse med holdkammeraterne. Som en af sidste års deltagere formulerede det:

– Det går godt for vores hold. Vi ligger ganske vist blandt de sidste, men det er som forventet. Vi er et hold, der mest kører for at have det sjovt.

Men stævneleder Svend Bråten lover under alle omstændigheder, at ”høj puls, adrenalin ad libitum og træthedsgaranti er med i prisen”.

Sidste omgang (foto Andreas Gudum)

Støtte til foreninger

Det er to af de efterhånden mange, lokale cykelklubber – Televom og Rold Skov MTB – der står som arrangør af løbet.

En del af løbets overskud bruges til at støtte lokale foreninger, som arbejder med børn- og unge. Fra sidste års overskud er der f.eks. blevet uddelt 25.000 kr. Desuden anvendes nogle af løbsmidlerne til at vedligeholde MTB-sporene i skoven til glæde for alle – lokale og udefra kommende -, som cykler MTB i Rold Skov.

(foto Andreas Gudum)

Naturstyrelsens strategi

Men i øvrigt er der mange muligheder for at røre sig i Rold Skov – udover at køre mountainbike. Naturstyrelsen har nemlig i de seneste år sat fokus på, hvordan motion og friluftsliv kan fremme sundheden generelt hos befolkningen. Initiativerne er altså ikke kun rettet mod MTB-sporten, men omkring Skørping by har man f.eks. mulighed for at udfolde sig på en naturfitnessbane, på et såkaldt sundhedsspor og på en skirute, når vejret er til det. Men man kan selvfølgelig også ”bare” gå tur i skoven.

Infoboks

TID: Løbet skydes i gang lørdag d. 21. maj kl. 12.00 og slutter søndag d. 22. maj kl. 12.00. Derefter præmieoverrækkelser.

STED: Start og mål i skolegården på Skørping Skole

LINKS: 1) Flere informationer på løbets hjemmeside www.rold24race.dk,

2) Information om alle aktivitetsmulighederne i Rold Skov på www.RoldSkovTrailCenter.dk

3) Mere om mountainbike-mulighederne i bl.a. Rold Skov på www.10spir.dk

4) Rebild Kommunes facebookside ”Triatland Rebild”- https://www.facebook.com/triatlandrebild/timeline – om forskellige sportsaktiviteter i Rebild Kommune

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *