En rejse i tiden

Del artiklen:
image_print

Sølvskatten fra Rebild og seletøjet fra Bækkedalsfundet (foto Nationalmuseet)

Torsdag den 16. april tager museumsinspektør Torben Sarauw fra Nordjyllands Historiske Museum deltagerne i arrangementet ”Gravlevdalens arkæologi” ud på en arkæologisk tidsrejse. Turen går dels til Danmarks yngre bronzealder o. 2800 f. Kr., dels til vikingetiden o. 900 år e. Kr.

Unikke fund i Gravlevdalen er udgangspunktet for tidsrejsen, fordi de giver eftertiden vigtige oplysninger dels om de to tidsperioder i Danmarkshistorien generelt, dels om de aktiviteter, der fandt sted dalområdet.

Fundet fra yngre bronzealder blev gjort i efteråret 2014 ved Bækkedal i Gl. Skørping. Det drejer sig om et meget stort bronzefund. Man skal forestille sig, at en gruppe mennesker var samlet her for at nedgrave en stor samling bronzegenstande, herunder kvindesager, mandsudstyr og dele af et pragtseletøj til et hesteforspand – flere af fundtyperne bl.a. et velbevaret seletøj af læder er aldrig set før. Det forhold, at selve læderseletøjet er bevaret, giver nogle enestående muligheder for at rekonstruere sele- og hovedtøjet. Fundet indikerer, at man i yngre bronzealder i Skørping-området, måske via Lindenborg Å, indgik i et stormandsmiljø, der havde forgreninger ud i det øvrige Europa, og som gjorde at genstande og råmetaller af guld og bronze fandt vej til Himmerland via komplekse netværk.

Fundet fra vikingetiden består faktisk af to fund: Fra Gravlev og Rebild findes nemlig to vældige skattefund, der vidner om kontakter og nok især plyndringer i øst. Fra Gravlev Kirke stammer således en sølvskat på ca. 100 arabiske mønter, mens Rebild-skatten indeholder ca. 5 kg sølv bl.a. sølvbarrer og smykker.

Sydøst for Buderupholm ligger Snekkens Dall, som er et stednavn, der går tilbage til vikingetiden eller perioden før, og som har forbindelser til det maritime. En snekke var et skib af en vis størrelse. Også i vikingetiden spiller Lindenborg Å måske en rolle i forbindelse med sejlads og transport af varer fra Limfjordsområdet og ned i Himmerland.

De to tidsrejser illustrerer, at man dengang på ingen måde levede afsondret på kanten af Gravlevdalen, men derimod havde kendskab til og var en del af, hvad der foregik ude i Europa.

Torben Sarauw, Nordjyllands Historiske Museum (privatfoto)

 

Info

Torsdag d.16. april kl. 19.00-21.00 på Spillemands-, Jagt- og Skovbrugsmuseet i Rebild: Gravlevdalens arkæologi.

Pris: Kr. 125,00 (for medlemmer af Rebild Turistforening dog kun kr. 85,00). Inkl. kaffe og kage i pausen.

Tilmelding: Senest mandag den 13. april til Folkeuniversitetet på www.fuaalborg.dk eller 9816 7500 — hold nr. 15192.

Yderligere oplysninger hos RebildPorten på 9988 9000.

Arrangør: Folkeuniversitetet i Aalborg og Rebild Turistforening

Spillemandsmuseet vil være åbent fra kl. 18:30 og ½ time efter foredraget

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *