Velbesøgt møde med Lamia Almsetef – flygtning fra Syrien
På et velbesøgt møde på Kulturstationen i Skørping fortalte den syriske flygtning, Lamia Almtesef, om sin og familiens tilværelse i Syrien, om flugten til Danmark og om livet her både før og efter, hun for få måneder siden blev forenet med sin mand og tre små sønner her i landet.
Lamia Almtesef har endeligt fået en vis ro over sit liv. Hun flygtede til Danmark for lidt over et år siden – alene – fordi hun blev skilt fra sin mand og sine tre sønner på 2 år, 4 år og 6 år under en farefuld flugt fra hjembyen i Syrien til nabolandet Libanon. De måtte i stedet blive tilbage i en flygtningelejr Libanon.
Lamia og hendes familie havde et godt liv i Syrien, inden borgerkrigen brød ud. Hun arbejdede som skolepsykolog på en ungdomsuddannelse, og hendes mand var forretningsmand. Men nu har de mistet alt: Hus, forretning, job, samvær med forældrene, som stadigvæk bor i Syrien. De håber at kunne få vished om, hvad der er sket med Lamias bror, som pludseligt forsvandt for et par år siden.
Det fortalte hun på næsten flydende dansk i en fuld besat Veranda på Kulturstationen. Mødet var arrangeret af Flygtningegruppen Skørping/Nørager i samarbejde med Pavilloncafeen i Skørping, Cafeen stod for tilberedningen og serveringen af mellemøstlig bønnesuppe, kufte (arabiske frikadeller) og brød – bagt af syriske kvinder fra asylcentret i Skørping.
Lamia boede først i Sandholm-lejren, derefter i starten af 2014 i tre måneder på asylcentret i Skørping, indtil hun af flygtningemyndighederne fik anvist en bolig i Middelfart, hvor hun nu bor.
– Jeg husker, at jeg var meget bange, da jeg flyttede fra Skørping, fortæller Lamia. – Jeg var alene og kendte ikke nogen i Middelfart, men i dag har jeg heldigvis venner i både Skørping og Middelfart. Og allervigtigst: Jeg har endeligt fået mine mand og mine drenge til Danmark.
Lamia har fået opholdstilladelse i 5 år, men hendes mand og de tre sønner kun i 2 år. Forklaringen på den forskel kender hun ikke, men hun er glad for, at familien i hvert fald de næste to år kan være sammen.
– Jeg siger tusind tak til Danmark for at tage imod os, fordi jeg ved, hvor forfærdeligt de mange syriske flygtninge, som befinder sig i Syriens nabolande, har det, siger Lamia.
Lamia håber, at hendes uddannelse som psykolog kan blive godkendt i Danmark, så hun kan bruge den her.
– Men hvis det ikke sker, vil jeg prøve at få noget andet arbejde, måske noget rengøringsarbejde eller køkkenarbejde.
Lamia er pessimistisk, når hun vurderer Syriens fremtid.
– Efter flere års grusom krig mellem Assad-regimet og Den Frie Syriske Hær har vi nu også fået Islamisk Stat. Mange af deres folk er ikke syrere, men kommer fra andre lande. Fremtiden for Syrien og befolkningen ser mørk ud.
Lamia er en dygtig kvinde og et godt eksempel på, hvordan kan man integre sig i et nyt samfund, hvis man selv vil.
Jeg har læst om hende på nogen anden avis. Hun er en stærk kvinde.