På gaden i den tabte højborg

Del artiklen:
image_print

Ved kommunalvalget i november 2013 fik Socialdemokratiet i Terndrup en vælgermæssig lussing. Partiet faldt fra 588 stemmer ved kommunalvalget i 2009, svarende til en andel på 43,1 % af stemmerne, til 146 stemmer (9,9 %) ved valget i 2013. Den ny liste, Den Sociale Fællesliste, der stillede op for første gang i 2013, fik til gengæld et særdeles godt valg specielt i Terndrup og tog her halvdelen af samtlige stemmer.

Men det er ikke det valgnederlag, der iflg. det mangeårige socialdemokratiske byrådsmedlem Henrik Christensen har fået socialdemokraterne på gaden i Terndrup en kold og blæsende novemberdag. Det er nemlig en gammel tradition, at Socialdemokraterne i Rebild Øst har et gadearrangement op til jul.

 – Jeg tror, at hovedårsagen til vort dårlige valg i 2013 er, at rigtigt mange vælgere var trætte af, at Socialdemokraterne i sidste byrådsperiode den ene gang efter den anden indgik alliancer med Venstre. Så opstod der et grundlag for, at mange mennesker måske især her i den østlige del af kommunen så en mulighed for forandring ved at stemme på Den sociale Fællesliste.

Henrik Christensen understreger, at den socialdemokratiske byrådsgruppe i den nuværende byrådsperiode på flere områder har et godt samarbejde med Den sociale Fællesliste, men på andre er der stor uenighed. Det gælder f.eks. på miljøområdet og på ønsket om sende nogle af de kommunale opgaver i udbud, hvor Fælleslisten iflg. Henrik Christensen ofte går sammen med den borgerlige blok i Byrådet.

I et læserbrev for nyligt har formanden for Socialdemokraterne i Rebild Øst, Hanne Kock, skrevet, at Socialdemokraterne vil holde øje med, at Rebild Kommune både søger og udmønter de penge til en ekstra pulje til de ældre, der er afsat i finansloven for 2015.

– Det er ikke udtryk for, at vi frygter, at Rebild Kommune ikke vil agere som der i finansloven er lagt op til på det her område, men det er et udtryk for, at vi er ”obs” på, at de muligheder, vi har, også bliver udnyttet, siger Henrik Christensen. – På næste møde i Sundhedsudvalget forventer jeg, at forvaltningen har en plan for, hvordan vi skal søge de her penge hjem. Derefter må vi fordele pengene efter, hvad der i Byrådet er politisk enighed om eller flertal for.

– De kommunalt ansatte skal ikke frygte noget til forårets overenskomstforhandlinger

Flere hundrede tusinde offentligt ansatte skal til foråret have forhandlet deres overenskomster. Det har fået flere fagforeningsformænd – bl.a. Bente Sorgenfrey fra FTF og Dennis Kristensen fra FOA – til på baggrund af forløbet af lærerkonflikten sidste år, at frygte for, at man – som Dennis Kristensen formulerer det i Politiken – ”laver et regeringsindgreb, der er nøje afstemt med arbejdsgiversiden uden at lønmodtagerne får lov at deltage”.

– De kommunalt ansatte skal ikke frygte noget til forårets overenskomstforhandlinger, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen, som også er på gaden i Terndrup. – De offentligt ansatte er helt uundværlige for vores samfund. Jeg tror, vi får nogle gode overenskomstforhandlinger. Men i øvrigt mener jeg ikke, at der under lærerkonflikten blot var tale om pseudoforhandlinger, hvor alt var aftalt på forhånd mellem regeringen og KL.

Blandt mange byrådsmedlemmer – også socialdemokratiske – har det vakt frustration, at SR-regeringen har fortsat VK-regeringens politik med at holde kommunerne i stramme økonomiske tøjler. Det gælder for både de kommunale udgifter og kommunernes muligheder for at skaffe sig flere indtægter via skatteforhøjelser. Og straffen for at overskride de snævre rammer, er økonomiske sanktioner.

– Kommunerne har faktisk samlet set ikke brugt de penge, de har måttet, siger Flemming Møller Mortensen. – og det har skabt dyb frustration hos os landspolitikere, at der er mia., der ikke er kommet ud.

– Men er det netop ikke kommunerenes frygt for de økonomiske sanktioner, der er forklaringen på, at kommunerne ikke har brugt pengene fuldt ud?

– Jo, men her er det, vi skal have tingene til at balancere, siger Flemming Møller Mortensen. – Jeg kan ikke sige, at vi skal slække på sanktionerne, Men jeg er meget opmærksom på, at den kollektive afstraffelse, der har kunnet iværksættes over for kommunerne, hvis de ikke overholdt de aftalte rammer, ikke er af det gode.

Folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen og byrådsmedlem Henrik Christensen (foto Bertil Mortensen)

DSC04792

(foto Bertil Mortensen)

DSC04773

(foto Bertil Mortensen)

DSC04780

(foto Bertil Mortensen)

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *