– Måske skaber vi en ny trend
Sådan lyder det optimistisk fra Anne Voss, en af initiativtagerne til et nyt tiltag i Skørping: Træning i fællesskab for voksne løbere, både øvede, letøvede og begyndere.
Trenden på landsplan er nemlig, at den organiserede idræt, især holdidrætten, i de seneste år har haft svære vilkår. Mange fravælger at være medlemmer af idrætsforeningerne, fordi træningstider på bestemte dage og klokkeslet ikke passer til deres dagligdag. I stedet dyrker de deres sport, når det passer med familie og arbejde.
Men I Skørping sker der lige nu det modsatte. Her samles 30-40 løbere til fællestræning på to bestemte dage om ugen – tirsdag og torsdag.
– Vi fornemmer, at der er en hel del, der gerne vil være en del af et fællesskab, når de løber, siger Anne Voss. – Der er mange, der løber hver for sig, men vi tænkte, at det kunne være en del sjovere, hvis vi løber sammen med andre på nogle faste tidspunkter. Så måske skaber vi en ny trend, i hvert fald i Skørping.
At det er sjovere at løbe sammen med andre, bekræftes også af en af deltagerne i fællestræningen, Trine von der Hude, på den lidt råkolde aften ved Skørping Idrætscenter. Men noget andet spiller også ind.
– Det kan være svært at tage sig sammen og komme ud at løbe på hverdagene, erkender hun. – Derfor er det godt, at man ved, at der er mulighed for at træne sammen med andre på nogle faste tidspunkter.
Trine von der Hude og hendes mand, som også er med i løbefællesskabet, kan ikke just kaldes nybegyndere. Faktisk gennemførte de dagen før tirsdagens fællestræning en halvmaraton (ca. 21 km), men træningen og den smukke skov omkring Skørping trækker så meget, at de to gange om ugen tager turen fra Nørager, hvor de bor, og til Skørping.
Afvekslende træning
Fællestræningen starter med opvarmning og derefter fordeler man sig på tre forskellige hold: Et hold for begyndere, et 5,9 km hold og et 13,7 km/halvmarathon hold.
Minimum to DGI-uddannede løbetrænere følger med holdene rundt i skoven, og de har tilrettelagt et program, som veksler mellem løb og styrke- og udstrækningsøvelser. Øvelserne er beregnet for hele kroppen – ryg, arme, mave – og altså ikke kun for benene. Det mindsker også risikoen for skader.
– Det er en meget mere afvekslende sjovere at træne på den måde end bare løbe derudad, siger Anne Voss, som selv er en af de 12 trænere, der er tilknyttet projektet.
Fremtidig løbeklub?
Initiativtagerne til den fælles løbetræning lægger ikke skjul på, at ambitionen på sigt er at etablere en officiel løbeklub eller løbeafdeling under IF Frem Skørping, hvis interessen er til stede.
Men målet med træningen er i første omgang at klargøre løberne til at deltage i Rebildløbet, siger Patrick Lemonnier, som er en af arrangørerne til det efterhånden traditionsrige løb, som i år finder sted d. 11. juni. – Men vi håber selvfølgelig også, at fællestræningen inspirerer deltagerne til at holde fast i interessen for at løbe sammen med andre, så vi efterfølgende kan etablere en officiel løbeklub her i Skørping.
STED: Skørping Idrætscenter TIDSPUNKTER: Hver tirsdag kl. 18.30 og hver torsdag kl. 19.30 frem til 11. juni VARIGHED: Ca. 60 min. pr. gang PRIS: 150 kr. som samtidigt dækker startnummer for deltagelse i Rebildløbet d. 11. juni Læs mere om fællestræningen på: http://www.dgi.dk/loeb/arrangementer/201601068002 Nærmere oplysninger om Rebildløbet: http://www.rebildloebet.dk/