Byttemarked sætter punktum for klimaugerne
To intense klimauger med massevis af arrangementer afsluttes på søndag med et byttemarked på KulturStationen i Skørping. Med arrangørernes egne ord et marked, der signalerer: ”Nyt er yt – byt!”.
Princippet for byggemarkedet er, at man afleverer, hvad man kan undvære og tager, hvad man har lyst til. Der er ikke noget krav om et bytteforhold på 1 til 1 i den forstand, at man kun kan tage noget med hjem, der svarer nogenlunde til værdien af det, man selv er kommet med.
Det samme princip gælder for dette års nyskabelse – et særligt børnehjørne. Her vil der være fred for de voksne og plads til at afprøve legesager, som andre børn ikke længere bruger. Med det særlige børnehjørne håber arrangørerne at få endnu flere børnefamilier med til byttemarkedet
De forskellige byttevarer bliver inddelt i forskellige kategorier – tøj, sko, elektronik, bøger, værktøj osv. – og placeret på hvert sit bord, så det bliver nemt for deltagerne at skaffe sig et overblik.
Kanonstemning
Det er 3. år i træk, byttemarkedet finder sted. Det første år var der omkring 200, der dukkede op, næste år 350 og i år forventer en af initiativtagerne, Bitt Juul Jensen, at der møder endnu flere frem. Forventningen bygger på, at man i år på forskellige måder har gjort endnu mere reklame for markedet, og ikke mindst at det er blevet mere og mere kendt med mund-til-mund metoden.
– Folk, som har været med de foregående år, har nemlig oplevet den kanonstemning, der er omkring markedet, forklarer hun. – Jeg er også selv blevet grebet af den. F.eks. det der med at opleve, at den kjole, man har haft hængende i flere år, kan andre nærmest blive henrykte for. Men det går begge veje. Man bliver glad, hvis man finder noget, man selv kan bruge, og ligeså glad, når man finder ud af, at andre kan have gavn af noget, man ikke selv bruger.
Shop amok
– Et byttemarked er også en social og miljøvenlig begivenhed, hvor du kan gå shop amok, uden at det belaster klimaet eller din økonomi, understreger Bitt Juul Jensen.
Hun opfordrer til at gå skabe, kasser og pulterkamre igennem og finde ting frem, som man ikke længere har brug for, og tilføjer: – Og det drejer sig sandsynligvis ofte om ret mange.
Genbrug er populært
Genbrug bliver generelt mere og mere populært. Det kan man ikke bare aflæse af seersuccesser som f.eks. ”Antikduellen” og ”Skattejægerne”, men også se af det faktum, at genbrugsforretningerne oplever en markant stigende interesse for de varer, de sælger.
Når Bitt Juul Jensen skal forklare, hvorfor genbrug er kommet i vælten, peger hun på, at der er en øget bevidsthed hos mange om, at genbrug bla. begrænser CO2-udslippet, sparer miljøet for tonsvis af affald og på jordens ressourcer. Og så sparer den enkelte i øvrigt også penge på det.
Susanne Sangill runder af
Arrangørerne har inviteret Susanne Sangill – skuespiller, instruktør og meget mere – til at runde både byttemarkedet og årets klimakampagne af. Hun bor i Skørping og arbejder på Himmerlands Teater i Hobro, hvor hun har mange forskellige kunstneriske og administrative roller. Arrangørerne lader det – hemmelighedsfuldt – stå åbent, hvilken rolle hun vælger at spille ved byttemarkedet.
– Når arrangørerne nu er ret så kryptiske her, Susanne, vil du så ikke løfte sløret og fortælle, hvad du har tænkt dig?
– Nej, det kan jeg ikke, for det har jeg ikke lagt mig fast på endnu. Men hvis man er interesseret, må man møde op på søndag og ved selvsyn konstatere, hvilken rolle jeg spiller, lyder hendes svar.
TID: Søndag d. 20. marts kl. 10 – 15 STED: KulturStationen i Skørping ARRANGØRER: Skørping Borgerforening, Rebild Borgerforening, Internationalt Landsbysamarbejde/Skørping, KulturStationen, Bogby 9520 og Danmarks Naturfredningsforening, Rebild Man kan købe Kaffe og kager. Det er i øvrigt den eneste transaktion på byttemarkedet, hvor der er penge på bordet