Fuldt drøn på skolegården

Del artiklen:
image_print

 

Glæde, latter, hurraråb, musik, sang, kager, taler og balloner var der masser af, da Skørping Skoles ambitiøse skolegårdsprojekt ”Drøn På” blev officielt indviet.

Elever, lærere, forældre, byrådspolitikere og andre interesserede var mødt op for at fejre begivenheden, da det ny skolegårdsmiljø fredag eftermiddag blev indviet på Skørping Skole. Der manglede ikke noget: Der var flotte kager og 500 grønne (biologisk nedbrydelige) balloner, som blev sendt afsted op mod den lidt grå himmel. Der var musik og sang af nogle af skolens elever. Der var taler af skoleleder Peter Hansen, borgmester Leon Sebbelin, skolebestyrelsesformand Jens Roesdahl og Per Schultze, programschef hos partnerskabet ”Drøn på Skolegården”, som består af Realdania, Lokale- og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse, og som er med til at finansiere den landsdækkende kampagne for mere spændende skolegårde.

Svært at vælge mellem de mange forskellige kager (foto Bertil Mortensen)

Første skridt til skolegårdsprojektet blev allerede taget i sommeren 2015 med byggeriet af skaterbanen ”Forest Bump”. Andet skridt blev taget, da skolens elevrådsformand og næstformand tog de første spadestik til hele skolegårdsprojektet i september sidste år, og nu er det hele altså færdigt.

Visionen

Visionen bag projektet er at skabe et skolegårdsmiljø, som stimulerer eleverne til at bevæge sig mere i skoletiden. Men visionen stopper ikke her, fordi den også omfatter et ønske om at flette skole og naboskov sammen og yderligere at skabe et område, som ikke bare skolens elever nyder godt af, men som også kan benyttes af de mange, som i deres fritid færdes i skoven. F.eks. består projektet af et serviceområde, hvor skovens mange mountainbikeryttere kan klargøre og vaske deres cykler.

Skov-loop og stationer

Centralt i det ny skolegårdsmiljø ”skov-loopet” er en sti i form af en slangeagtig trækonstruktion, der omkranser og gennemløber hele aktivitetsområdet. På dens vej igennem området er der placeret forskellige ”stationer”, hvor der kan foregå forskellige aktiviteter. Skaterbanen ”Forest Bump” er den mest markante af stationerne, men undervejs møder eleverne også andre motoriske udfordringer og gode “hæng-ud-steder”. Rundt om loopet er der anlagt diverse boldspilsbaner, forskellige små “øer”, som kan inspirere til fordybelse og ophold i skoven – bl.a. et trætophus og et område med fuglekasser og et insekthotel.

Aktivitet på loopen (foto Bertil Mortensen)

Udvalgt blandt mange

Skørping Skoles skolegårdsprojekt blev i 2014 sammen med 6 andre skoler i landet udvalgt blandt 106 skoler. For udvælgelsen har stået Lokale- og Anlægsfonden, Realdania og Kræftens Bekæmpelse. Med udvælgelsen er der fulgt 2 mio kr. med til at realisere projektet, mens skolen har selv bidraget med 2 mio.

Skoleleder Peter Hansen i spidsen for en rundvisning på “loopen” (foto Bertil Mortensen)

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *