Borgmester optimist

Del artiklen:
image_print

Borgmester Leon Sebbelin (RV)

Trods en lidt deprimerende prognose fra Danmarks Statistik om befolkningsudviklingen i Rebild Kommune er borgmester Leon Sebbelin (RV) optimist.

I artiklen ”Rebild – et fremtidigt udkantsområde?” i lørdagens rebildnetavis.dk omtales en prognose fra Danmarks Statistik om befolkningsudviklingen i Rebild Kommune frem til 2025. Prognosens tal ligger temmelig langt fra den forestilling om befolkningsudviklingen, som Byrådet i sin ”Vision 2025” fra 2014 har. Prognosen forudser nemlig et befolkningstal på 29.300 i 2025, mens visionen opererer med hele 32.000.

Men borgmester Leon Sebbelin (RV) gør opmærksom på, at kommunens indbyggertal aktuelt viser nogle meget positive tendenser.

– Det seneste tal her pr. 1. august var 29.072 eller ca. 220 flere end ved året begyndelse, påpeger han. – Så ved jeg godt, at der traditionelt sker et fald hen over efteråret. Sidste år var det på netto 31 i årets sidste 5 måneder, så 2014 endte med en samlet tilvækst på 85. Bliver faldet det samme i 2015, vil det betyde en samlet tilvækst i 2015 på omkring 180-190. Det giver et forventet indbyggertal ved udgangen af dette år på ca. 29.040.

Og han fortsætter.

– Et delmål for befolkningstallet i ”Vision 2025” er, at der ved udgangen af 2017 skal være 29.500 indbyggere i Rebild Kommune. Kan vi opretholde det forventede 2015-væksttal i både 2016 og 2017, vil vi komme meget tæt på det delmål. Det er i hvert fald ikke uden for rækkevidde.

Borgmesteren henviser også til, at kommunen med forskellige tiltag forsøger at skubbe til udviklingen og brede den ud til hele kommunen. F.eks. har Byrådet besluttet i en forsøgsperiode at sætte kommunale byggegrunde til salg uden mindstepris for at få gang i salget.

Ledige kommunale byggegrunde til salg uden mindstepris. Her i Suldrup og Haverslev

– Næste weekend er der 4 steder (Bælum, Blenstrup, Suldrup og Øster Hornum), hvor man laver forskellige tiltag for at understøtte forsøget med at sælge grundene uden mindstepris, uddyber han.

– Så vi tager både vores vision og målsætningerne alvorligt og forsøger på mange forskellige måder at få dem opfyldt.

Udsnit af annonce fra søndagens boligtillæg i Nordjyske med nærmere information om de 4 arrangementer i den kommende weekend, Leon Sebbelin omtaler

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *