Nu starter klimaugerne

Del artiklen:
image_print

Jesper Theilgaard deltager i et seminar om klimaændringer under klimaugerne (foto’et af Theilgaard: Susanne Voigt)

På lørdag lyder startskuddet til 2 ugers intense klimaaktiviteter i Rebild Kommune med udstillingen ”Klimakunst” i Rebildcentret. Det er 3. år i træk, at Klima Rebild afholder klimakampagnen. Temaet for i år er: ”Hvad kan du selv gøre for at mindske udledningen af CO2?”

Et kig på klimaugernes program kan godt tage pusten fra en og anden. Her finder man ikke mindre end 30 forskellige begivenheder, som igen dækker over flere underarrangementer.

– Vi startede med bare en håndfuld arrangementer i 2014, sidste år var tallet vokset til 25, og i år nærmer vi os de 100, siger Sussi Handberg, tovholder for Klima Rebild, og gør samtidigt opmærksom på, at der, foruden at antallet af aktører er steget markant, er sket andre ændringer.

– Selve spændvidden og viften af arrangementer er også øget, siger hun.

Hovedtemaet for klimaugerne veksler også. Sidste år var der ret meget fokus på erhvervslivet og grøn omstilling her. I år er temaet, hvad man som borger selv kan gøre for at nedbringe CO2-udslippet.

– Det er et mere konkret tema, som vi håber sætter noget i gang. Når jeg f.eks. er ude på skolerne, udtrykker mange af eleverne, at der er behov for, at den enkelte også selv handler i klimaspørgsmålet.

Sussi Handberg, tovholder for Klima Rebild (foto Bertil Mortensen)

Lokale aktører i massevis

Feltet af lokale aktører, som deltager, er imponerende stort:

Børnehaver, SFO’er og skoler, Rebild Ungdomsskole, Rebild Produktionsskole, Rebild Efterskole, Rebild Kulturskole og Rebild Naturskole er med.

Videre er Rebildcentret, Midthimmerlands Folkeuniversitet, Naturstyrelse Himmerland, Rebildbibliotekerne, Bogby9520, Pavillon Cafeen og Skørping Idrætscenter også med.

Desuden organisationer og foreninger som Danmarks Naturfredningsforening og som noget nyt en grundejerforening, nemlig Mølhøjvangen i Haverslev.

Også det lokale erhvervsliv er blandt deltagerne i skikkelse af lokale restauranter og hoteller, SuperBrugsen i Støvring og Fakta i Skørping, fjernvarmeværkerne og Rebild Erhvervsudviklingsråd.

Endeligt – og med fare for at have overset nogle af de mange aktører – naturligvis også Rebild Kommune og kommunens Grønne Råd, hvor hele klimaprojektet er forankret.

Borgmester Leon Sebbelin (R) afslører Michael Sassersons skulptur ”Moder Jord” ved starten på klimaugerne i 2015 (foto Bertil Mortensen)

Kræfter udefra

Men det er ikke kun lokale aktører, der er på banen. Arrangørerne har også hentet kræfter udefra. Den mest kendte er nok DRs klimaekspert og meteorolog Jesper Theilgaard, som deltager i et seminar om bla. de globale klimaændringer.

Desuden får Klima Rebild besøg af direktøren for non-profit organisationen FødevareBanken, Karen Inger Thorsen, som vil fortælle om, hvordan FødevareBanken arbejder med at indsamle de store mængder af overskudsmad fra bla. supermarkeder for at uddele den til socialt udsatte grupper i dagens Danmark.

Også samfundsdebattørerne Kjeld Hansen og Jan Holm Ingemann vil møde op til et arrangement og vise, hvordan vi selv og i fællesskab bedre kan bidrage til en bæredygtig omstilling.

Endeligt deltager en række kunstnere i det arrangement i Rebildcentret lørdag d. 5. marts kl. 14.00, der indleder dette års klimauger. Der er tale om ikke mindre end Danmarks første udstilling af klimakunst med 15 nordiske billedkunstnere, lysmagere, fotografer, keramikere, musikere, komponister og forfattere.

Værdien af klimaugerne

Det understreges fra arrangørenes side, at det ikke er målet at skabe enighed om, hvad man skal gøre for at forhindre klimaforværringen, men at sætte gang i diskussioner, aktiviteter og handlinger med udgangspunkt i den hverdag, man som borger i Danmark befinder sig i.

Byrådet har i alle de tre år, klimaugerne har eksisteret, støttet med 100.000 kr. pr. år. Bevillingen af de kommunale penge til dette års klimakampagne foregik dog ikke uden sværdslag blandt byrådspolitikerne, idet Venstres byrådsgruppe, Søren Søe (Oplandslisten) og Jeppe Ugilt (løsgænger) var modstandere af at tildele Klima Rebild 100.000 kr. for 2016. Et solidt flertal i Byrådet stemte dog bevillingen igennem.

Borgmester Leon Sebbelin (R) var en af de politikere, som var parat til at støtte klimaugerne økonomisk. Han udtrykker da også stor tilfredshed med klimaprojektet i en pressemeddelelse, hvor han bla. siger, at Rebild Kommune ”får værdi for pengene” og at ”den kommunale støtte får mangedoblet sin værdi, fordi klimaugerne formår at involvere en hel masse frivillige, som lægger et stort arbejde i at udbrede viden og handlemuligheder”.

Fra sidste års byttemarked på Kulturstationen (foto Rebild Kommune)

Infoboks

Klimaugernes starter lørdag d. 5. marts kl. 14.00 med indvielsen af udstillingen ”Klimakunst” i Rebildcenteret og slutter – efter en lang række arrangementer – søndag d. 20. marts kl. 10.00-15.00 med et byttemarked på KulturStationen i Skørping.

Se nærmere om arrangementerne på Rebild Kommunes hjemmeside http://rebild.dk/borger/miljoe-klima-og-natur/klima-rebild-2016 og på facebooksiden for Klima Rebild https://www.facebook.com/Klima-Rebild-330973820371592/?fref=ts og for Rebild Kommune https://www.facebook.com/rebildkommune/?fref=ts

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *