Det hele starter med Moder Jord
Startskuddet til Klima Rebild 2015 lyder søndag kl. 14.00 ved St. Økssø, hvor Michael Sassersons skulptur ”Moder Jord” afsløres af borgmester Leon Sebbelin.
Skulpturen er lavet af aluminium fra ikke mindre end 565 øl- og sodavandsdåser, som blev samlet op fra kommunens vejkanter af Danmark Naturforenings medlemmer på foreningens Affaldsdag i 2014. Skulpturen vejer 9-10 kg og er ½ m høj. Den placeres ved overgangen mellem P-pladsen ved Mosskovpavillonen og St. Økssø oven på en granitsokkel, der krævede seks fuldvoksne mænds kræfter at bære på plads.
– Jeg er utrolig stolt over, at den kan få lov til at få plads i et af Danmarks smukkeste naturområder, siger en glad Michael Sasserson, som er godt kendt med området, da han selv er bosiddende i St. Brøndum. – Der har bare været velvilje over hele linjen fra både Naturstyrelsen, Rebild Kommune og alle de andre instanser, der har været inde over projektet.
I en årrække har Michael Sasserson ellers mest brugt fedtsten som materiale til sine skulpturer. Det er ikke tilfældigt.
– Da jeg begyndte at arbejde med unge grønlændere i Aalborg, fandt jeg ud af, at de egentligt ikke vidste så meget om deres egen kulturelle bagrund, forklarer han. – Så købte jeg forskellige materialer hjem, som man traditionelt bruger på Grønland, heriblandt fedtstenen, som jeg selv faldt for. Den har lige den udtryksform, jeg godt vil have i min kunst.
På det seneste er han også begyndt at anvende bronze og træ i sine skulpturer, men aluminium, som Moder Jord er skabt af, er et nyt materiale for ham at arbejde med.
– Aluminium har den fordel, at den smelter allerede ved ca. 600 grader, men ulempen er, at den ikke kan pudses af og få samme glød som bronze, uddyber han.
Han ser en klar kobling mellem sin skulptur og klimaet, fordi ”Moder Jord” er symbolet på et frugtbart, frodigt, levende, men også skrøbeligt væsen, som vi skal passe på – akkurat som med vores jord.
– Men der er jo også en åbenlys forbindelse mellem klima og ”Moder Jord” ved at skulpturen er lavet af genbrugsmaterialer, siger Michael Sasserson.
Et af dagens øvrige arrangementer er en skovtur, hvor skovrider Bendt Egede Andersen fra Naturstyrelsen Himmerland fortæller om skovens betydning for klimaet og omvendt.
Der er nemlig en nær sammenhæng mellem skov og klima. Knap 20 % af den globale CO2-udledning skyldes skovfældning. Under vandreturen vil der blive mulighed for at drøfte, hvilke muligheder der er både i Danmark og globalt for at hindre yderligere skovrydning og få flere arealer plantet til med skov.
Men der er også andre aktiviteter på tapetet. Efter borgmesterens åbningstale og afsløringen af Michael Sassersons skulptur uropfører Kulturskolens talentklasse nemlig et stykke musik komponeret netop til lejligheden. Et kor af 4.-klasses elever fra tre af kommunens skoler og et band fra Rebild Kulturskole bidrager med musikalske indslag. Desuden bliver der mulighed for at nyde Mosskovpavillonens ”klimadrik” og ”klimagodter”.
De næste to uger vil der være en række klimaaktiviteter og arrangementer rundt om i hele kommunen med en bred vifte af deltagere. Læs mere på http://rebild.dk/nyhed/klima-rebild-aktivitetsspaekkede-uger-et-bedre-klima og på Klima Rebilds Facebook side https://www.facebook.com/pages/Klima-Rebild/330973820371592?fref=ts