Fire grunde solgt ved Rebild Kommunes salgskampagne

Salgskampagnen resulterede bla. i salg af en grund i Haverslev (øverst), mens der ikke blev solgt nogen grund i Suldrup i denne ombæring (nederst) (fotos Bertil Mortensen)
Kampagnen for at sælge kommunale grunde i de dele af kommunen, hvor salget i lang tid er gået trægt eller slet ikke er gået, har resulteret i 4 solgte grunde.
Det er et resultat, som politikerne på gårsdagens byrådsmøde var glade for.
– Det er en rigtig positiv historie, sagde Søren Søe (Oplandslisten) – Den har stor værdi i forhold til at profilere Rebild som bosætningskommune.
Glæden var stor hele vejen rundt i byrådssalen. Det gjaldt også Thøger Elmelund Kristensen (S), men han manede alligevel til besindighed.
– Vi kan lige så godt være ærlige og sige, at vi ikke har solgt nogen grunde de steder, hvor salget længe har været gået i stå, sagde han. – Derimod ligger de solgte grunde i byer, hvor vi i forvejen har haft et håb om at kunne sælge nogle.

Thøger Elmelund Kristensen (S) (foto Bertil Mortensen)
f de fire solgte grunde ligger én i Haverslev, en anden i Sørup og de to resterende i Øster Hornum. Dermed var der ingen afsætning på ledige kommunale grunde i den østlige del af kommunen.
Thøger Elmelund Kristensen understregede, at det er meget vigtigt at forsøge at skabe øget bosætning både i Støvring, hvor det i øjeblikket går stærkt, og de steder i kommunen, hvor salget halter.
– Derfor skal vi blive ved med at finde på gode kampagnemåder, hvis vi skal nå vores målsætning om øget bosætning, pointerede han.
Borgmester Leon Sebbelin (R) kvitterede for den særlige salgsindsats, som fire af kommunens byer har ydet under kampagnen.
– Der er blevet udvist et stort gå-på-mod alle fire steder, sagde han.
Salg uden mindstepris
Kampagnen for at sælge de kommunale grunde blev sat i gang i juli af Økonomiudvalget efter forslag fra Den Sociale Fællesliste, Enhedslisten, Oplandslisten og Dansk Folkeparti. Forslaget gik ud på i en 3-måneders forsøgsperiode at fjerne de eksisterende mindstepriser på grundene i de byer, hvor salget ikke ligefrem boom’ede. Formålet var at se, om salg uden mindstepris kunne lokke interesserede til at give et bud.
Det drejede sig om udstykninger i Nørager, Bælum, Blenstrup, Mejlby, Ravnkilde, Rørbæk, Sørup, Aarestrup, Haverslev, Suldrup, Øster Hornum og Ådalen i Terndrup
Der har dog ikke været tale om ”tag-selv-bord” for køberne, for Økonomiudvalget har skullet godkende salget af hver af grundene for at sikre, at prisen ikke blev alt for lav.