Skørpingdrengen, som blev superligaspiller
Jonas Brix-Damborg startede sin fodboldkarriere i Frem Skørping. I dag er han en af de vigtigste spillere på Hobros succesrige superligahold.
Han begyndte med at spille fodbold allerede som 3-årig. Det blev dog i første omgang en kort karriere, for han holdt op hurtigt igen, da han syntes, han havde fået tilstrækkeligt mange spark over benene. Men som 4-årig fik han lysten igen, og han har spillet lige siden.
– Hvis jeg skal beskrive min fodboldtid i Skørping med ét ord, vil jeg bruge ordet ”sammenhold”, siger han. – Det var virkeligt fantastisk. De fleste af os gik i samme klasse på Skørping Skole, og resten af holdet kom fra parallelklassen. Så vi var meget sammen uden for fodboldbanen. Vi havde det rigtigt hyggeligt.
Han drager en parallel til sin nuværende klub, Hobro.
– Det minder faktisk en hel del om det fællesskab, vi har i dag i superligatruppen.
Karrieren tager fart
Da der var udsigt til, at Skørping på et tidspunkt ikke havde spillere nok til at kunne stille et juniorhold, skiftede han til naboklubben Støvring IF. Det var en klub, som også tiltrak talentfulde spillere, fordi den på det tidspunkt havde et samarbejde med AaB.
– Jeg havde jo allerede dengang ambitioner om at drive det til noget mere, så jeg håbede, at jeg via Støvring IF kunne komme videre til en stor klub, fortæller han.
Det blev dog ikke AaB, men en anden stor klub – Randers FC -, som spottede ham i en træningskamp og inviterede ham til at træne med klubbens førsteholdstrup. De første to år uden en professionel kontrakt, men den blev indgået i 2005.
Fighteren
En af hans holdkammerater fra ungdomsårene i Skørping husker ham som en ”determineret og altid vildt kæmpende spiller”. Han smiler. Det billede kan han godt nikke genkendende til.
– Det var jo og er stadigvæk min spillestil, siger han. – Mine hovedopgaver som defensiv midtbanespiller på Hobros superligahold er lidt firkantet sagt at tackle, erobre bolde, lukke huller og spile bolden fornuftigt videre.
– Men er det ikke lidt frustrerende, Jonas, at det er de offensive spillere – specielt målscorerne – som løber med overskrifterne i medierne?
– Det har jeg det helt fint med, kommer det uden tøven fra ham. – Jeg har ikke det store behov for at se mig selv i overskrifterne. Vi udgør jo et hold, og de fleste er klar over, at hvis de offensive spillere skal kunne performe, er det vigtigt, at de mere defensivt orienterede spillere gør det godt. Hvis vi ikke gør det, spiller de offensive spillere heller ikke godt.
Personlig succes
– Hvad er baggrunden for den succes, du har i Hobro?
– Nøgleordet er kontinuitet. Lige fra da jeg startede i Hobro, har jeg spillet kontinuerligt og har haft en træner, som har troet på mig. Det betyder meget, at man ikke hele tiden ryger ind og ud af holdet, for så føler man, at man skal bevise noget, når man endeligt bliver indskiftet, og så kan ens spil godt blive forkrampet.
Uddannelse og job
Han færdiggjorde for 2 år siden sin uddannelse som finansøkonom og fik derefter en stilling i Nordea, hvor han har arbejdet 25 timer om ugen sideløbende med, at han har spillet i Hobro. P.t har han dog orlov fra jobbet.
– Det kan være svært at forene arbejdet som fuldtidsprofessionel fodboldspiller med det at være studerende, siger han. – Jeg har selv taget min uddannelse i en forholdsvis sen alder, og det skete først, da jeg gik fra at være fuldtidsprofessionel i Randers til halvprofessionel i Hobro.
Han opfordrer kraftigt de unge, professionelle spillere til at komme i gang med en uddannelse, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, uden at det kommer i karambolage med spillerjobbet.
– Der kommer et liv efter fodbolden, og det er de færreste danske spillere, som – når karrieren er slut – resten af livet kan leve af de penge, man har tjent og sparet op som spiller, vurderer han.
Det er noget sværere at forene et job med livet som professionel fodboldspiller.
– Det kræver under alle omstændigheder en forstående arbejdsgiver, understreger han. Det har jeg selv i Nordea, og det er jeg super taknemmelig for.
Men det kan faktisk være en stor fordel at have et arbejde ved siden af.
– Især i de perioder, hvor det måske ikke går så godt på fodboldbanen, er det rart at have noget helt andet at tænke på og fordybe sig i, siger han.
Hobro har imponeret
I sidste sæson overraskede og imponerede Hobro alt og alle og sluttede langt fra den nedrykningsplads, som mange på forhånd havde dømt klubben at ende på.
Det er især sammenholdet i klubben, som har været forklaringen på klubbens succes. ”Vi er mere en forening end en forretning”, som det fremgår af Hobros eget værdisæt. Det fællesskab både på og uden for banen tillægger Jonas Brix-Damborg da også stor betydning.
– Men jeg synes, man har overset, at vi faktisk har et rigtigt godt hold med mange teknisk dygtige spillere, der har mange superligakampe med sig i bagagen, påpeger han.
Han mener heller ikke, man skal underkende vigtigheden af den gejst, oprykningen har givet, og som har tilført holdet mere ekstra energi og dermed også ”ekstra” points i tabellen.
To store oplevelser
– Hvad er den største oplevelse som fodboldspiller, du har haft?
– Der er faktisk to. Oprykningen til superligaen – selvfølgelig helt vildt – men også da Randers FC blev pokalmestre i 2006, da vi i Parken slog Esbjerg efter forlænget spilletid.
Alder: 29 år Født og opvokset i Skørping, nu bosiddende i Randers Gift og har en datter på 2 år Uddannelse og arbejde: Finansøkonom hos Nordea. Har p.t. orlov. Læser til HD. Fodboldkarriere Frem Skørping med start som 3-årig Støvring IF som juniorspiller Randers FC fra 2003-11. Spillede i alt ca. 140 superliga-, pokal- og Europa League kampe for klubben. Hobro IK fra 2011. Har her spillet ca. 120 superliga og pokalkampe. 7 U-21 landskampe 7 Europa League kampe for Randers FC