Billede,- lys,- og skulpturkunstner Søren Lyngbye gik løs på isklumpen ved middagstid, og nu er det spændende, hvor længe Is-pingvinen holder. Punk Frog, der cykler på den solenergi, der hentes ned i tasken på bagagebæreren, kører imens. I baggrunden, ved indgangen til minen, ses Jakob Fuglsang Mikkelsens CO2 3D (foto Lise Nedergaard)

Flagene var hejst ved Rebildcentret, da Klima Rebild 2016, Rebild Kommunes tredje klimakampagne, åbnede med fernisering af en ambitiøs udstilling af lokal og international klimakunst.

I begyndelsen var ordene …

Indehaver af Rebildcentret, Niels Moes, bød velkommen til de mange besøgene, inden borgmester Leon Sebbelin åbnede Klima Rebild 2016 med et tilbageblik på kommunens klimaindsats gennem de sidste 4 år og takkede de mange ildsjæle, der har medvirket undervejs og op til dette års kampagne.

Flagene er hejst ved Rebildcentret i god tid inden selve indvielsen af udstillingen Klimakunst (foto Lise Nedergaard)

Herefter åbnede Jakob Hartman udstillingen. Som seniorrådgiver i Københavns Kommune har han i mange år arbejdet med at inddrage kunst og kultur i miljø- og teknikforvaltningens arbejde, og han var imponeret over denne vistnok første samlede udstilling af klimakunst uden for hovedstaden og for den måde, hvorpå Klima Rebild 2016 i det hele taget sætter klimaproblematikken på dagsordenen:

– Det kræver vildskab og kreativitet at kunne brage igennem det mediebillede og den kommunikative forurening, der omgiver os. Og kunst, oplevelser og følelser kan forankre oplevelser og budskaber og kommunikere på måder, der når dybere ind i os alle.

Endelig lagde Ingeborg Sebbelin stemme til Thorkild Bjørnvigs digt Energien fra 1975 og stillede skarpt på vores truede planet:

– Paradisplaneten, som den ses med rumkabinens fotoøje, – astronautens blik, oasen i rummet i hvidt og blåt, – hvælvet bag månestøv- og sten, oasen blandt mineral- og metal-, brint- og ammoniakplaneter, – ulmer og ryger, brænder her, brænder der som celluloid under et brændglas, der flyttes uroligt.

Kunst handler om at kommunikere om det, man ikke kan sige med ord

Så var der ikke flere ord! Til gengæld uropførte fire elever fra Skørping Skole, sammen med komponist Ane Østergaard og land art- og lydkunstner Tulle Ruth, et fælles værk for vinddreven lirekasse og skraldeinstrumenter, næsten taktfast akkompagneret af et gammelt vækkeurs sprøde tikken… Efter klapsalverne blev der skålet i vin, CO2-neutral juice og lokalt kildevand. Klar til klimakunst!

Eleverne fra Skørping Skole har, sammen med musiklærer Jacob Graae Hansen, arbejdet på skralde-kompositionen siden i tirsdags. Fra venstre er det Magnus på kontrabøtte, Karoline på kærlighedsæske og æggedeler, Thomas på musikskuffe og mælkeskummer og Villiam på instrument uden navn bygget af alt godt fra garagen, bl.a. fjederen fra et gammelt skak-ur. Fra højre er det Tulle Ruth og Ane Østergaard, og i baggrunden anes en mindre kopi af Jens Galschiøts Unbearable og tre værker af Vibeke Sunde, bl.a. And the winner in the worldwideclimat-changesurvivelcompetition is ….. the rat. (foto Lise Nedergaard)

Eftermiddagen sluttede med et veloplagt foredrag af og om Jens Galschiøt, billedhugger med mange dagsordener og, med egne ord, uforbederlig pladderhumanist. Galschiøt har de sidste snart 25 år lavet etiske happenings overalt på kloden – først Min indre Svinehund i 1993, 20 tons-tunge sorte betonsvin spredt uden varsel rundt i europæiske storbyer, senest Unbearable, en kobberisbjørn i naturlig størrelse, spiddet på en 6 meter høj graf over menneskets CO2-udledning og opstillet midt i Paris sidste år i december i forbindelse med COP21, klimatopmødet. Hans kunst er, igen med hans egne ord, drevet af frustration over den forråelse og ondskab, han ser i den vestlige verden, og som ord ikke kan hverken udtrykke eller gøre noget ved: den skal ud af kroppen – og vi skal have den lige i ansigtet!

Jens Galschiøt i Rebildcentrets biograf. På lærredet bag ham kigger en af hans indre svinehunde med (foto Lise Nedergaard)

Klimaflygtninge, is-pingviner, punkfrøer, birketræer og små sole

– Kunst handler om det, man ikke kan sige med ord… Det kan fint være den forudforståelse, man har med, når man betragter overskuddet i den samlede klimaudstilling eller bare en enkelt håndfuld af dens mere end 80 værker:

– Jens Galschiøts egne Flygtninge fra Flygtningeskibet M/S Anton, som i udstillingens sammenhæng naturligvis bliver til klimaflygtninge og møder den besøgende ved indgangen og bogstaveligt ikke er til at komme uden om.

– Søren Lyngbyes smeltende is-pingvin, som står bag centret sammen med den energiske Punk Frog og taler sit eget tavse og tydelige sprog. – Så længe det varer!

– Charlotte Mengs Birketræerne: Jeg mærker bag mine lukkede øjne det mistede…

– Olafur Eliasons Little Suns, små solcellelamper, som oplyser Anders Bundgaards Sneen smelter et sted langt inde i kalkminens gange. Denne eftermiddag spilles man derind af et lille velsmurt band fra Hasseris Gymnasium og Beatles’ Here comes the sun …

Nytter det? Det nytter!

Ifølge Jens Galchiøt er det alene kunstnerens opgave at stille spørgsmålene og vise forråelsen og forfaldet; kunsten hverken kan eller skal give svar eller anvise løsninger, heller ikke på verdens klimaproblemer. En vis vedholdenhed fra salen lokker ikke desto mindre et lakonisk bud ud af ham:

– det eneste, der virkelig vil gøre en forskel, er nok, hvis vi helt lader være med at forbruge og i stedet finder sammen om at spille kort eller lærer at spille guitar…

Sussi Handberg, tovholder for Klima Rebild og utrættelig drivkraft bag Rebild Kommunes klimaarbejde i det hele taget, tager ordet og henleder insisterende opmærksomheden på det, der indledes denne eftermiddag og løber af stablen rundt om i hele kommunen de næste to uger: En stort anlagt kampagne, som er båret frem i fællesskab af frivillige ildsjæle, en lang række institutioner, virksomheder og interesseorganisationer, og som netop stiller skarpt på, hvad vi selv kan gøre for at mindske udledningen af CO2, sammen og hver for sig, og insisterer på, at der er noget at gøre!

Sussi Handberg og Jens Galschiøt i kalkminen foran Oksen, hulemaleri udført af elever fra Rebild Kulturskole – som ses uforstyrret til højre (fotos Lise Nedergaard)