Rød løber og fuldt hus til Bond-premiere

Rød løber til Bond-premiere i Kinorevyen (foto Bertil Mortensen)
Totalt udsolgt til premieren på den ny Bond-film ”Spectre” i Kinorevyen. Blandt publikum sad der også en borgmester, som lover ikke at behandle sine politiske modstandere, som Bond gør med sine.
Kinorevyen i Skørping havde rullet den røde løber ud for over 100 forventningsfulde tilskuere til premieren på den ny Bond-film ”Spectre”.
Lidt som at se en ”Far til fire” film
To Bondfans, Stig Jonstrup Pedersen og Lars Løcke, var kommet i god tid og sad og ladede op inden til filmen i biografens foyer.

Stig Jonstrup Pedersen og Lars Løcke (foto Bertil Mortensen)
– Jeg er nok kun en semi-inkarneret fan, indrømmer Stig Jonstrup Pedersen. – Jeg stod lidt af i en periode, fordi filmene var blevet noget urealistiske, men nu er jeg med igen.
– Men skabelonen for filmene er vel den samme. Der er ikke meget, der kan overraske?
– Nej, men det er måske det, der er det gode ved det, siger han. – Der er en vis tryghed over filmene, og det er lidt som at se en Far til fire film med sine børn.

Forventningsfulde biografgængere inden filmstart (foto Bertil Mortensen)
Borgmesterløfte
Borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin, kan man ikke nøjes med at kalde semi-inkarneret fan. Han mener, han har set samtlige 24-25 Bondfilm.
– Kan man blive inspireret af noget af det, der sker i Bondfilmene og overføre det til politik, Leon Sebbelin? F.eks. den måde han behandler sine modstandere på?
– Jeg tror ikke, Bonds metoder er nogle, jeg har i sinde at anvende i det politiske arbejde, forsikrer borgmesteren
– Er noget af det tiltrækkende ved Bond-filmene ikke, at det altid er de gode, der overvinder de onde? Sådan er det jo ikke nødvendigvis i politik?
– Det er rigtigt. Her er det flertallet, der vinder, svarer han.

En stolt biografdirektør Flemming Jensen (foto Bertil Mortensen)
Fra Silkeborg til Skørping
Jonna og Jørgen Lægdsgaard var kommet helt fra Silkeborg for at overvære premieren. Især Jørgen Lægsgaard havde store forventninger til filmen, selvom han erkendte, at der i den ny film nok ikke ville være ændret ret meget ved konceptet.

Jonna og Jørgen Lægdsgaard
– Man ved jo på forhånd, at der altid vil være nogle pæne damer med, pointerer han.
Netop på det punkt var han dog efter at have set filmen en smule skuffet.
– Der var lidt for få Bond-piger med, men ellers levede filmen fuldt ud op til mine forventninger, lød det fra ham.

Bond-fans (foto Bertil Mortensen)
Drinks og Bond-musik
Efter filmen var der dækket op til Bond-drinks, spisning og Bond-musik af jazzorkestret Kiss Kiss Bang Bang. Den del af festen stod Kulturstationen og Musikstationen for.

En fyldt biograffoyer inden filmstart (foto Bertil Mortensen)