– I må gerne sige, det er noget l…, hun har hængt op

Susanne Sangill ved “Next Stop”
Den opfordring fra Susanne Sangill selv var der bestemt ingen af de fremmødte ved ferniseringen af hendes udstilling ”Øjeblikke” i Kulturstationens pavillon, som havde lyst til at følge. Tværtimod.
Det er første gang, Susanne Sangill udstiller sine malerier. Hun er kendt som skuespiller, instruktør og leder af Himmerlands Teater – og bor i øvrigt i Skørping. Men for syv år siden fik hun lyst til også at arbejde med pensel og farver for at fortælle historier på en anden måde, end den foregår i teatrets verden.

Et udsnit af gæsterne ved ferniseringen i Pavillonen
– Men det har været lidt af en overvindelse at udstille mine malerier, siger hun. – Det har slet ikke været meningen. Men så er der nogle, der har set malerierne og opfordret mig til at udstille dem.
Eller sagt på en anden måde:
– Det er lidt som at stå højt oppe på en trapez med sine åndelige gymnastikbukser nede om hælene, og så er der pludselig én der råber: SPRING!
Maleriernes motiver er mennesker i forskellige situationer.
– Jeg prøver at fange et udtryk eller en bevægelse hos et menneske, siger hun. – Et eller andet, der har sat sig fast på min nethinde. Man kan også sige, at jeg maler snapshots. Det er også baggrunden for, at jeg har kaldt udstillingen ”Øjeblikke”.
Hun er inspireretaf impressionismen og af malere især af den polske, i Sverige bosiddende, kunstner Danka Jaworska.

“August” 90 x 70
Det betyder ikke så meget for hende, om man kan lide hendes billeder eller ej.
– Hvis alle kan li’ det samme, hvor er forskelligheden så henne, spørger hun.
Og så er vi tilbage ved Susanne Sangills fyndige opfordring i artiklens overskrift – en opfordring, som hun også formulerer på en lidt anden måde:
– Grin, græd, peg fingre, ryst på hovedet eller tænk: Hvad pokker har hun gang i – bare et øjeblik.
INFO:
Man kan se Susanne Sangills malerier i Pavillonen, Kulturstationen i Skørping, indtil d. 31. august.
Rebildnetavis har tidligere bragt en artikel om Susanne Sangills teaterliv: http://rebildnetavis.dk/?p=838