– Vi har allesammen talent for noget

Del artiklen:
image_print

Ulrik Wilbek, konferencens hovedtaler (foto Bertil Mortensen)

Fuldt hus med 200 stole besat, da Rebild Kommunes Fritidsråd afholdt en fritids- og idrætskonference på Comwell i Rebild i går aftes.

Uden at forklejne konferencens øvrige foredragsholdere var det nok Ulrik Wilbek, nuværende sportschef i Dansk Håndboldforbund og tidligere landstræner for både dame- og herrelandsholdet, der på forhånd havde vakt den største interesse hos konferencedeltagerne.

Et udsnit af de 200 konferencedeltagere (foto Bertil Mortensen)

Alle har talent for noget

Emnet for Wilbeks foredrag var talent og talentudvikling. Måske til lettelse for flere fremmødte mente Wilbek, at ”vi allesammen har talent for noget”.

En af hans hovedpointer er, at man ikke på forhånd kan vide, hvem der kommer til at tilhøre eliten inden for en sportsgren. Faktisk er det hans erfaring, at en meget stor del af de idrætsudøvere, der som børn og unge bliver betragtet som store talenter, aldrig bliver til noget inden for deres sport.

Han medgiver, at man skal have nogle særlige forudsætninger for at drive det vidt. Men det helt afgørende er, om man har lysten og viljen til at yde en særlig indsats. Man skal også kunne tåle modgang, for ellers giver man op, første gang man møder den.

(foto Bertil Mortensen)

”Kan og vil måske” eller ”vil og kan måske”

De to almindeligste typer af unge talenter er på den ene side dem, der har evnerne (”kan), men måske ikke har viljen for at lykkes som idrætsudøver (”vil måske”), og på den anden side dem, der har viljen (”vil”), men ikke som udgangspunkt har de helt exceptionelle evner (”kan måske”).

– Hvor har jeg brugt mange kræfter og tid på ”kan og vil måske” typerne, og hvor er jeg tit blevet skuffet, siger han. – Derfor bruger vi i håndboldforbundet nu mere tid på ”vil og kan måske” talenterne, fordi hvis du virkeligt vil det og har bare nogle nogenlunde fornuftige forudsætninger for at dyrke din idræt, så er der næsten ingen grænser for, hvad du langt du kan komme.

Undgå tidlig specialisering

Han advarer mod tendensen til at lade talentfulde børn specialisere sig i en enkelt idrætsgren i en alt for tidlig alder.

– Der er et hav af eksempler på, at et ensidigt og tidligt valg af idrætsgren ikke er godt for noget, påpeger han.

(foto Bertil Mortensen)

Han er også modstander af, at unge talenter i de små klubber flytter for tidligt til de store klubber. De skal ikke drage afsted som 9-10 årige, men vente til de er kommet dertil, at de ikke længere kan få noget ud af at dyrke deres idræt i deres barndomsklub.

– Hvis børn eller unge f.eks. spiller i en klub i Rebild Kommune og har det sjovt med klassekammeraterne og vennerne her, så lad dem for Guds skyld blive, indtil de ikke kan udvikle sig mere her, understreger han.

Foredrag og workshops

Den tre timer lange konference vekslede mellem foredrag og workshops. Blandt de øvrige foredragsholdere var DBU’s formand Jesper Møller – i øvrigt født og opvokset i Skørping – og formanden for DGI, Søren Møller.

Der var fire workshops, som konferencedeltagerne kunne vælge imellem. Temaerne for de fire var talentudvikling og bredde, individuel contra organiseret idræt, aktivering af seniorerne og fremtidens idrætshaller.

Fritidsrådet som arrangør

Formålet med at arrangere konferencen er ifølge formanden for Fritidsrådet, Carsten Mikkelsen, først og fremmest at give kommunens foreninger inspiration til deres arbejde.

– Så det er ikke fordi foreningerne i kommunen generelt er i krise, hverken økonomisk eller medlemsmæssigt, siger han.

(foto Bertil Mortensen)

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *