Kunst, tapas og musik i Rebild

Et udsnit af de besøgende på udstillingen i 2014 (privatfoto)
Galleri Zimmerart er igen i år hovedkraften bag en kunstudstilling på Rebildhus lørdag og søndag. Menuen står på kunst, tapas og musik.
Næsten 1000 kunst- og madinteresserede fandt vej til sidste års udstilling. Det håber arrangøren Susanne Zimmer fra Galleri Zimmerart også bliver tilfældet i år.
Kunsten er repræsenteret ved 9 kunstnere inden for forskellige kunstretninger: Maleri, skulpturer, smykkedesign, keramik, glaskunst og installation.
Ca. halvdelen af udstillerne bor i Himmerland og et par stykker kommer fra andre dele af Nordjylland. Men udstillingen har også et internationalt snit i form af den italienske maler Valeria Rizzo og den i Spanien bosiddende smykkedesigner Karina Zimmer.
Det er ikke tilfældigt, at Susanne Zimmer samarbejder med Rebildhus om arrangementet.
– Ideen er at få de besøgende til at dvæle lidt længere på udstillingen, når de samtidigt kan få lidt godt at spise, forklarer Susanne Zimmer. – Og pga. Rebildhus’ beliggenhed ved Rebild Bakker er der jo også mulighed at for supplere besøget på udstillingen med f.eks. en gåtur i Rebild Bakker og måske også benytte lejligheden til at kigge inden for i Rebildporten, på Roldhøj og Spillemandsmuseet.

Susanne Zimmer (privatfoto)
Gæsterne har ikke blot mulighed for at fordybe sig i kunstværker og mad. Ved udstillingens officielle åbning lørdag kl. 12 spiller Tine Lilholt og Klaus Thrane på fløjte og cajon et potpourri af deres yndlingsmusik, bl.a. numre fra DVD´en Dreamscapes og et par numre af Rasmus Storm.

Tine Lilholt og Klaus Thrane (privatfoto)
På omtrent samme tidspunkt holder formanden for kommunens Kultur- og fritidsudvalg Lene Aalestrup åbningstalen.
Trafikforhold
Man skal være opmærksom på, at på udstillingens anden åbningsdag – søndag – er der nogle særlige trafikale forhold omkring Rebildhus, fordi rytterne i amatørverdensskabet i landevejscykling passerer igennem Rebild. Det betyder, at vejene omkring Rebildhus er lukket fra kl. 10.30 til kl. 12.30.
Tidspunkt: Lørdag d. 5. sept. kl. 11-16 (officiel åbning kl. 12.00) og søndag d. 6. sept. kl. 10-16.
Sted: Rebildhus v. Rebild Bakker
Entré: Fri
Galleri Zimmerart har eksisteret i 5 år og ligger på Purkervej 1 i Skørping. Galleriet udstiller primært kunst af galleriejer Susanne Zimmer selv og af udvalgte kunstnere.
Galleri Zimmerart glæder sig til at åbne udstillingen.