Har du en cykel tilovers?

Del artiklen:
image_print

Tre unge mænd fra Eritrea på cykler fra cykelprojektet: Mohamed, Abraham og Berhane (foto Bertil Mortensen)

Et cykelprojekt for flygtninge i Rebild kører så godt, at der er mangel på cykler. Så hvis man ligger inde med en cykel, som ikke længere er i brug, vil den blive modtaget med stor tak af projektets tovholdere.

Nogle medlemmer fra Frivilliggruppen for Flygtninge Skørping/Nørager har i længere tid haft et projekt kørende. De sætter cykler i stand – sammen med nogle unge mandlige flygtninge, som har fået asyl, og som bor rundt omkring i Rebild Kommune. De unge mænd får så en af cyklerne, når den er klar, til brug for bla. at komme frem til sprogcentret i Støvring.

Peter Gustafsson er sammen med Jørgen Bendsen, Kirsten Hansen og Lisa Bendsen fra Frivilliggruppen en af initiativtagerne og tovholderne til cykelprojektet.

– De unge mænd kunne godt cykle, inden de kom til hertil, så her har det været et spørgsmål om at få fat i tilstrækkeligt mange cykler, så vi sammen kunne gøre dem helt køreklare, fortæller Peter Gustafsson.

Faktisk var nogle af dem så godt kørende, at de gennemførte den længste af de tre ruter i det store familiecykelløb ”Skørping Rundt” under byfesten.

Det interimistiske cykelværksted har ligget i Ungdomshusets gård og har fungeret udmærket.

– Men i øjeblikket sker der ikke rigtigt noget i værkstedet, fordi vi mangler cykler, siger Peter Gustafsson. – Derfor vil vi blive meget glade, hvis der er nogle, som har lyst til at donere en herrecykel, som de ikke længere bruger.

Peter Gustafsson foretager det indledende check af en cykel, der lige er indleveret til cykelprojektet (foto Bertil Mortensen)

Det hele startede med…

Hele cykelprojektet startede, da asylcentret åbnede for godt to år siden i det tidligere Hotel Rebild Park i Skørping med 60-70 flygtninge – kvinder med og uden børn og uledsagede piger under 18 år. Det blev nemlig hurtigt klart for nogle af de frivillige, at der var behov for at lære kvinderne og børnene at cykle, så de lettere kunne komme rundt til de aktiviteter, de deltog i. Cykle kunne meget få af dem nemlig i forvejen.

– Vi efterlyste cykler rundt omkring hos venner og bekendte, og det lykkedes faktisk at skaffe cykler nok, så vi kunne begynde at lære dem at cykle, siger Peter Gustafsson.

På et tidspunkt mistede de ganske vist alle cyklerne, da DSB ved en fejltagelse fjernede dem fra cykelskuret på stationen, hvor de var midlertidigt anbragt. Men det lykkedes at opspore, hvor de var bragt hen, så de fleste vendte tilbage igen.

Da asylcentret lukkede i september i år – kun for en kort periode viste det sig senere – og de tilbageværende beboere blev placeret andre steder, fik de cyklerne med.

Nyt cykelprojekt for beboerne på det genåbnede asylcenter?

Om man på det ny børneasylcenter, der åbnede for en måned siden, skal eller kan lave et cykelprojekt a la det på det lukkede center, ligger ikke helt klart.

– Hvis vi skal have gang i et nyt cykelprojekt, skal vi jo i hvert fald have fat i nogle nye brugte cykler, siger Lisa Bendsen, bestyrelsesformand for Frivilliggruppen. – Jeg tror også, det vil være en god ide, hvis der vil være nogle yngre frivillige, gerne helt ned i gymnasiealderen, som vil være med til at lære dem at cykle, der ikke kan. Vi andre er jo på alder med deres bedsteforældre.

Hun peger også på, at nogle af de flygtninge, som er bosat i Skørping og omegn, måske kan træde til.

Men i første omgang gælder det cykler for de unge mandlige flygtninge. Så hvis man har en herrecykel tilovers, kan man kontakte Peter Gustafsson på tlf. 30 48 70 71.

(foto Bertil Mortensen)

 

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *