En klub ud over det sædvanlige i Rebild

Del artiklen:
image_print

Triatlons tre discipliner

Mange ved det måske ikke. Men i Rebild Kommune findes der en idrætsklub, hvis unge udøvere befinder sig på eller lige under landsholdsniveau. Navnet er Skørping Triatlon Klub.

– Det er måske lidt udansk. Men vi tør godt sige, at vores ambitionsniveau er højt, siger Christian Thordal fra Skørping Triatlon Klub. – Vi vil blande os på det højeste nationale niveau – ja, gør det faktisk allerede – så længe klubbens børn og unge synes, det er fedt at træne for at komme på skamlen til de stævner, de deltager i.

Flotte resultater ved et DM-stævne i Ikast

Og på skamlen kom flere af klubbens unge medlemmer fornyligt ved sæsonens første DM-stævne i Ikast, hvor de bedste triatleter fra hele landet deltog.

Amelie Thordal kom øverst på skamlen i gruppen 12-13 år. Andreas Tange besteg skamlens næstøverste trin i aldersgruppen 12-13 år, og det samme gjorde Babette Thordal i gruppen 14-15 år.

Heidi Elung Henningsen opnåede som debutant en 7. plads i et meget stærkt besat felt, og samme placering fik Asbjørn Haaning i et felt bestående af landets bedste triatleter i gruppen 14-15 år.

– Det var fem toptrænede og motiverede talenter, som kæmpede flot i alle tre discipliner, lyder det fra Christian Thordal. – Ikke noget at sige til, at træner Lars Lauridsen tog glad og stolt tog imod de unge, da de krydsede målstregen i konkurrencens sidste disciplin.

Glade børn og unge fra DM-stævnet i Ikast

Ikke kun for eliten

At være med på det niveau kræver, at man træner meget, og de børn og unge, der har de største ambitioner, er oppe at træne alle ugens syv dage.

– Men der er naturligvis progression i træningen, understreger Christian Thordal. – Man starter f.eks. med træning én gang om ugen, og trænerne laver så et individuelt træningsforløb, hvor man arbejder henimod det mål, børnene og de unge har sat sig.

Men man kan også være med uden at have landsholdsambitioner. Som det formuleres på klubbens hjemmeside:

– Du bestemmer selv, hvor meget du vil træne… Hygger du dig med triatlon, kammeraterne i klubben og de konkurrencer du er med i, så vælger du selv, hvor meget du vil træne.

Hvorfor er triatleterne så gode?

Når Christian Thordal skal forklare, hvorfor triatleter fra en lille klub som Skørping Triatlon Klub kan klare sig så godt blandt landets bedste, peger han på, at klubben har en meget dygtig trænerstab, der har forstand på talentudvikling og på, hvordan man træner børn.

– Vore trænere har stor både praktisk erfaring og teoretisk viden. F.eks. er en af trænerne tidligere elitesvømmer, og en anden har selv gennemført flere Ironman. Desuden er vi så heldige at have knyttet den tidligere svømmelandstræner, Dag Stormark, til trænerstaben, forklarer han.

Næste opgave bliver en konkurrence i Haslev på Sjælland. Stævnet er det andet af sæsonens seks DM-stævner. Når alle seks er afviklet, kåres den samlede vinder i hver klasse.

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *