Valgflæsk til valgkampens første vælgermøde

Del artiklen:
image_print

Mødeleder Aage Langeland byder velkommen

Rebilds første vælgermøde, som foregik i Rebildcentrets nyligt indviede Café Gefion, blev afviklet på en anden måde, end vælgermøder normalt gør. Det faldt både i vælgernes og folketingskandidaternes smag.

Den politiske debat på vælgermødet, som var arrangeret af Gravlevforeningen, foregik nemlig hovedsageligt ved fem borde, som blev besat dels af vælgere og dels af de indbudte fem folketingskandidater. De flyttede hvert tiende minut til det næste bord.

Det er en form, vi har brugt før, siger Aage Langeland, mødets dirigent. – En af fordelene er, at borgere, som måske ikke er så glade for at rejse sig og debattere i en større forsamling, får mere lyst til at deltage, når debatten foregår i en lille gruppe ved nogle små borde som her.

Politikerne glade for formen

Den måde at afholde et vælgermøde på var også noget, der vandt genklang hos de fem deltagende folketingskandidater: Flemming Møller Mortensen (S), Per Bisgaard (V), Thomas Klimek (SF), Kjeld Lundager Jørgensen (RV) og Erik Høg-Sørensen (DF), hvoraf de fire første er opstillet i Himmerlandskredsen.

Det giver en meget bedre dialog mellem politikere og vælgere, siger Kjeld Lundager Jørgensen.

Kjeld Lundager Jørgensen (RV)

Thomas Klimek er inde på noget lignende.

– Jeg synes, det er en fremragende form. Man får virkeligt testet sine synspunkter og får faktisk også nogle gange kam til sit hår.

Thomas Klimek (SF)

– Nogle har dømt vælgermøder ude, påpeger Flemming Møller Mortensen. – Det synes jeg et møde som det her modbeviser. Og jeg tror det skyldes, at det en by, som arrangerer mødet og ikke en interesseorganisation som f.eks. en landboforening eller fagforening, hvor nuancerne i diskussionen ofte går tabt.

Flemming Møller Mortensen (S)

Debatten var så godt i gang ved de forskellige borde, at det undertiden var vanskeligt for Aage Langeland at få politikerne flyttet hen til det næste bord.

Per Bisgaard (V)

Unge deltagere

Noget usædvanligt for vælgermøder – med mindre de foregår på en folkeskole eller ungdomsuddannelse – var, at der også var dukket nogle unge op.

En af dem, 15-årige Freja Breinholm, kedede sig bestemt ikke under mødet, selvom det egentligt var hendes far, som havde opfordret hende til at tage med. Det var første gang, hun deltog i et vælgermøde.

– Det har faktisk været spændende at være med til. Jeg kunne sagtens finde på at deltage en anden gang, bedyrer hun.

Freja Breinholm, en af mødets unge deltagere

På mødet blev der ikke overraskende diskuteret nogle af de samme emner, som i øvrigt er oppe i valgkampen, bl.a. integration, arbejdsmarked, økonomi, sundhed, folkeskolereform og forholdene i ”Udkantsdanmark”.

– Så er vi kommet til valgflæsket, afsluttede Aage Langager vælgermødet med. – I kan selv vurdere, hvor meget af det, vi har fået hidtil, men nu skal vi i hvert fald have noget rigtigt flæsk med persillesovs.

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *