Et skridt på vejen mod en integrationspolitik

Et eksempel på integrationsindsats på trods af manglende integrationspolitik: Flygtninge fra Eritrea bosiddende i Rebild Kommune laver mad til fælles spisning med nogle af frivillige (foto Bertil Mortensen)
Rebild Kommune har ingen integrationspolitik, men den er nu under udarbejdelse og forventes vedtaget i april 2016. Som led i den proces har 60 repræsentanter fra foreninger, virksomheder, flygtninge, den kommunale forvaltning og byrådspolitikere været samlet til et temamøde for at give deres input til, hvordan en integrationspolitik kan komme til at se ud.
Ifølge Rebild Kommune var det et frugtbart møde med stor talelyst og iderigdom hos deltagerne. Forslag og ideer, som forvaltningen nu kan bruge i sit videre arbejde med at udarbejde et oplæg til en integrationspolitik.
Samme positive opfattelse af temamødet har bestyrelsesformanden for Frivilliggruppen for flygtninge Skørping/Nørager, Lisa Bendsen, som også deltog i mødet:
– Det var et glimrende møde, siger hun. – Og nu håber vi, at forvaltningen laver en opsamling på alle vores ideer og forslag.
Hun kunne dog godt have tænkt sig, at der havde deltaget flere repræsentanter fra det lokale erhvervsliv i mødet.

Et udsnit af de 60 deltagere i Rebild Kommunes temadag om den fremtidige integrationspolitik (foto Rebild Kommune)
Positive politiske toner
Også formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Christensen (S) er ovenud tilfreds med mødets forløb.
– Konstruktiv debat og rigtigt gode ting på bordet, roser han, og glæder sig over at Rebild Kommune om ikke så længe kan have en integrationspolitik klar.
– En integrationspolitik er nemlig et godt stykke værktøj at have, ikke mindst for vores medarbejdere og for de mange frivillige, understreger han.
Han håber, at den positive stemning også smitter af på lysten til, at Byrådet kan blive enige om at etablere et egentligt integrationsråd, som bl.a. kan være med til at skabe en god kommunikation mellem flygtningene/indvandrerne på den ene side og medarbejderne i kommunen og de frivillige på den anden.
Borgmester Leon Sebbelin (R) er også godt tilfreds med temadagen og fremhæver vigtigheden af, at alle aktører – dvs. kommune, institutioner, foreninger, virksomheder og frivillige – bidrager og samarbejder på kryds og tværs om integrationsindsatsen.
– På den måde får vi en integrationspolitik, der er mere end bare ord. En integrationspolitik som giver mening og skaber handling, siger han.

Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget Henrik Christensen (S) og borgmester Leon Sebbelin (R) (foto Bertil Mortensen)
Integrationsarbejde – med eller uden en integrationspolitik
Men selvom Rebild Kommune endnu ikke har udarbejdet en officiel integrationspolitik, foregår der rundt omkring i kommunen en bred vifte af integrationsindsatser, som udføres af frivillige. Rebildnetavis har i en tidligere artikel som eksempel på det arbejde beskrevet et cykelprojekt for flygtninge.
Et andet eksempel er søndagens fælles spisning i Skørping, hvor flygtninge bosiddende i hele kommunen laver mad og spiser sammen med nogle af de frivillige (se foto).
– Man kan også godt betragte spisningen som startskuddet til et nyt projekt om dansk fødevarekultur, som er det næste, vi har planlagt, fortæller Lisa Bendsen. – Det går ud på, at flygtninge og danskere sammen laver mad, som er baseret på danske råvarer. Ikke nødvendigvis med deciderede danske retter som resultat af anstrengelserne, men noget, man kan bikse sammen, og som passer os alle sammen.