Klima Rebild 2015 tager form
Programmet for Rebild Kommunes ambitiøse klimaevent – Klima Rebild 2015 – i uge 12 og 13 ligger nu i store træk klart og byder på en række klimaarrangementer af vidt forskellig karakter.
Når borgmester Leon Sebbelin (RV) d. 15. marts ved St. Økssø afslører en skulptur, skabt af den lokale kunster Michael Sasserson, er det samtidigt startskuddet til to ugers intense klimaaktiviteter og arrangementer rundt i hele kommunen.
Det bliver to uger, som involverer en bred vifte af aktører, bl.a.: Erhvervsudviklingsrådet, virksomheder, Rebild Ungdomsskole, Kulturskolen, folkeskoler, Rebild Produktionsskole, Renovest’s Skraldeskole og Støvring Gymnasium, Naturstyrelsen, Skørping Varmeværk, Kinorevyen og Pavilloncafeen i Skørping, Himmerlandsbyen i Årestrup, lokale restauranter, den økologiske Brunholm Gårdbutik, Superbrugsen i Støvring, Salon 2B, Sejlstrup og Fræer Borgerlaug samt foreninger og organisationer bag det store byttemarked på KulturStationen.
Men rækken af aktører kan vokse inden klimaugerne starter. Hvis man nemlig har en ide til et klimaarrangement og har lyst til at være med, kan man stadigvæk nå det ved at oprette sit klimaarrangement på www.kulturen.net.
Klimaprojektets tovholder, Sussie Handberg, har store forventninger til Klima Rebild 2015.
– Der er virkeligt blevet sammensat et spændende og bredt program, siger hun. – Det tror jeg er udtryk for en voksende erkendelse af, hvor vigtigt klimaspørgsmålet er for os allesammen.
Sussie Handberg peger på, at deltagelsen af unge er meget større end ved sidste års projekt Klima 14:14. Erhvervslivet fylder ligeledes meget mere end sidste år.
Et af klimaugernes store arrangementer bliver netop erhvervskonferencen Green Business om grøn omstilling, bæredygtighed og klima. Det er Erhvervsudviklingsrådet i samarbejde med Det Grønne Råd, som står for arrangementet, der finder sted på Comwell d. 18. marts.
– I år deltager foruden de virksomheder, som arbejder med vedvarende energi, også nogle inden for andre brancher, fortæller Sussie Handberg. – Man kan måske sige, at det mere etablerede erhvervsliv nu også er kommet med.
Erhvervskonferencen vil sætte fokus på de konkrete muligheder, virksomhederne har for at arbejde med en grøn omstilling. Første del af konferencen vil bestå af oplæg fra både folk fra universiteter og erhvervsliv med efterfølgende debat. Anden del af en erhvervsmesse, hvor en lang række virksomheder vil demonstrere, hvad de kan, når det gælder klimatiltag.
Oplægsholderne er tidligere administrerende direktør for DONG Energy Anders Eldrup, Brian Mathiesen fra Aalborg Universitet, Uffe Jørgensen fra Foulum/Aarhus Universitet, samt administrerende direktør Jens Højer, Højer Møbler A/S & NBE. Desuden vil forretningsudvikler Niels Chr. Zinck, RN Solutions, holde oplæg i forbindelse med starten på konferencens anden del, erhvervsmessen.
Det er Byrådet, som har valgt at sætte fokus på klimaproblematikken i samarbejde med borgere, virksomheder og foreninger og afsat kr. 100.000 til formålet. Meningen er, at et klimaarrangementet skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.