Erik Schuldt (foto Bertil Mortensen)

– Denne by har en styrke, som tager én. Og det handler om at passe på den! Sådan lyder det bl.a. fra Erik Schuldt i Lise Nedergaards portrætartikel om en markant personlighed i Skørping.

Huset på Purkervej i Skørping er solgt og adressen flyttet til Skibsted, til downtown Skibsted – bogstaveligt talt til huset på den lille plads midt i byen, som alle veje mødes omkring.

Erik Schuldt har netop gjort en fødselsdagsgave klar til afsendelse til et barnebarn i London og er i gang med forberedelserne til aftensmaden, da Deres udsendte banker på. Forberedelserne får lov at vente. I stedet sættes der vand over, og efter en kort rundvisning og et kig ind i husets pæne stue sætter vi os med kaffen i de behagelige skaterstole i fjernsynstuen. På et lille bord står et billede, som endnu ikke har fundet sin plads på væggen, en smuk akvarel af en anden lille plads et sted i verden – et sydeuropæisk torv? Mærkeligt bekendt… Her er hyggeligt og godt at være, også selvom det kun er det mest nødvendige indbo, der er fremme. Resten er pakket ned og står i husets garage, klar til næste ryk: Bornholm sommeren 2017.

Dengang i 1970’erne

Erik Schuldt kom til Rebild fra København som 28-årig i 1970 og har følt sig hjemme i det østlige Himmerland og i særdeleshed i Skørping – måske ikke lige siden, men i hvert fald siden den dag, de andre bilister i køen ved bommene fik ham til at indse, at når der alligevel ikke var andet fornuftigt at gøre, kunne man lige så godt slukke motoren og stige ud og få sig en snak og på dén måde være i langsomheden sammen. Han taler varmt om det fællesskab, den ro og den overskuelighed, der blev hans indgang til Skørping og kaldte på hans engagement, og som sammen med naturen, institutionerne, foreningerne stadig binder ham til byen.

Snart kom han i bestyrelsen for Turistforeningen og sad så dér sammen med hotelejeren, postmesteren, stationsforstanderen, apotekeren og boghandleren. Og ikke at forglemme Kaj, naboen fra Cimbrervej, sammen med hvem han udgjorde de to unge. Ved bestyrelsesmøderne tiltalte man høfligt hinanden i tredje person: Hvad mener Postmesteren om dén sag? og Hvad siger Apotekeren? Og når de voksne så havde udvekslet synspunkter og afgjort sig, kunne de to unge føre beslutningerne ud i livet: Dét klarer Kaj og Erik!

Borgmesterens skrivebordsskuffe

Spørgsmålet melder sig, om ikke det alligevel blev temmelig langsommeligt for en ung københavner?

– Overhovedet ikke!

Erik Schuldt havde allerede dengang blik for det morsomme og underfundige i selve processen og for alt det, man kan, når man sætter sig sammen, ser hinanden i øjnene og lytter og taler ikke bare løsninger, men muligheder og visioner frem.

Og så var der faktisk grøde og ikke kun cigarrøg og adstadighed i Skørping Kommune dengang i begyndelsen af 70’erne. Ikke mindst i kraft af de forskellige kasser i borgmesterens skrivebordsskuffe. Da unge Erik barslede med idéen om at invitere DR’s Symfoniorkester til at give koncert i den nyopførte idrætshal og selv henvendte sig til borgmesteren om støtte til projektet, var der f.eks. ikke så meget i dét. Pengene blev bevilget og koncerten gennemført og orkestret efterfølgende trakteret med en fin middag på bålpladsen i Troldeskoven. Det var en smuk sommeraften, der var ild i bålstederne og hvide duge og kandelabre på bordene.

Sent samme aften jammede musikerne i Stalden under Rebild Park. En af teknikerne havde optageudstyr med og sørgede for, at denne impulsive event blev sendt på landsdækkende radio senere på året – i stereo! Og ovre i DR var de nu blevet så opmærksomme på grøden i det himmerlandske, at der et par år efter kom en henvendelse fra DR’s Kammerkor, som da også gerne ville slå vejen forbi! Herefter var den klassiske musik godt på plads i Skørping.

Fællesskabet og byens liv

Samtidig med arbejdet i Turistforeningen engagerede Erik Schuldt sig i byens daglige liv. Han nød godt af fællesskabet og bidrog selv til det. Blev håndboldtræner i Frem, Og fik så, efter nogle år som rejsende i audiovisuelt undervisningsudstyr på landevejene mellem Skagen og Skanderborg, ansættelse som skoleleder ved Liberalt Oplysningsforbund i Skørping Kommune. Og lavede nu aftenskole rundt omkring i forsamlingshusene – engelskkurser f.eks. og landbrugskurser med lagkage på kaffebordene. Og det var alt sammen maarvelos, som en begejstret elev på et af engelskkurserne udtrykte det.

Medieproduktion i Gl. Skørping

Midt i halvfjerdserne og efter nogle år i aftenskolen var Erik Schuldt, som er uddannet elektroniktekniker, med til at grundlægge produktionsselskabet Avico i Gl. Skørping Skole. Herfra udgik DR’s serie om De Danske Skove, en række kirkeprogrammer for TV2 og meget mere.

Erik Schuldt var med på filmholdet, da TV2 bestilte selskabet til at tegne et portræt af den garvede globetrotter Jens Bjerre på en rejse tilbage til Kina. Og uden for arbejdstid fungerede studie og redigeringsrum såmænd som beboerhus og satte i flere år rammerne omkring et hyggeligt samlingssted i Gl. Skørping. Her har selskabet ikke til huse længere, men de fleste fra dengang er stadig med.

I øjeblikket produceres der bl.a. undervisningsmateriale til beredskabet og de nyansatte ved broforbindelserne over Øresund og Storebælt. Og Erik Schuldt kan ikke forestille sig andet, end at han også vil være på pletten, når Femern-forbindelsen engang står klar til at blive taget i brug og formidlet – om han så skal støtte sig til en rollator…

Hjertebarnet Kinorevuen

I 1995 købte Sparekassen Himmerland Skørping Biograf. Skørping Kommune forpagtede bygningerne, og forinden var der blevet dannet en forening af ildsjæle, som nu drev Kinorevuen videre på frivillig basis. Erik Schuldt har været med i stort set alle årene – lige indtil den seneste generalforsamling for mindre end en måned siden, hvor han takkede af som formand for Kinorevuens Venner og fortrøstningsfuldt gav stafetten videre.

Kinorevuen by night (foto Bertil Mortensen)

Det sidste, han har sat sit fingeraftryk på, er en ansøgning om lydmæssig godkendelse, så der kan transmitteres direkte fra Berliner Symfonikernes koncerter. Og et helt nyt projekt, en kombinationssal, hvori der både kan drives cafébiograf og f.eks. undervises, er netop sendt afsted til Rebild Kommune med ansøgning om økonomisk støtte.

Egentligt ikke sådan rigtigt til film

Erik Schuldt ser tilbage – på filmene, operaoplevelserne, forhandlingerne med politikere og forvaltning, samarbejdet med de forskellige foreninger – og fortæller om sammenholdet og gejsten hos de mange frivillige og tilfredsstillelsen ved at arbejde sammen med mennesker, der brænder for noget. Og kommer så med en forbløffende indrømmelse: Egentlig er han ikke sådan rigtigt til film – og slet ikke på den nørdede måde! For ham har det udfordrende, det interessante, altid ligget i at skabe nogle gode rammer, så folk kunne se film eller opera – eller være sammen om alt muligt andet for den sags skyld!

(foto Bertil Mortensen)

Altså igen: i at sætte sig sammen med andre og lytte og tale muligheder frem. Til gavn for den by, der, som han siger, har en helt særlig styrke, som tager én, og som han holder så meget af. Gennem årene har det mest af alt handlet om at passe på og udvikle dén og om at gøre den klar til fremtiden og det nye – og måske især til de nye, dem, der leder efter et godt sted at være.

Gøre byen til en totaloplevelse?

Erik Schuldt placerer os i tankerne øverst i Jyllandsgade og guider os ned ad hovedgaden, ned til svinget, gennem svinget og videre ned til Torvet… Dagligvarebutikkerne er væk, og her er stort set intet liv i hverdagen. På dét punkt har byen tabt. Men man kunne jo tage kampen op – ved simpelthen at handle lokalt! Dét er enkelt! Eller kunne man med en stærk satsning gøre Skørping til økologisk by? Og genskabe livet med øko-weekend-marked på Torvet for de voksne, mens børnene passes og ser film i Kinorevuen? Kunne man udvikle og gøre byen til en totaloplevelse ikke bare for dem, der bor her, men for hele kommunen og for turister – med marked og børneaktiviteter og Bogby og café og musik og skov og natur og … og …?

Byfesten som et stort vindue

Erik Schuldt tror på og taler medrivende om sådanne store tanker. Og det er da også dém, der har ligget bag hans vision for Skørping Byfest – ikke som stedet, hvor der skal tjenes en masse penge, men som ét stort vindue til byen og alt, hvad den byder på, og med institutioner og foreninger inde bag kulisserne.

Byfesten 2015, som Erik Schuldt har været stærkt medvirkende til at få på skinner igen (foto Bertil Mortensen)

Forberedelserne til dette års byfest er i øvrigt godt i gang, og Erik Schuldt har personlige aktier i åbningsarrangementet, som bliver en overdådig koncert med det berømte Sokkelund Sangkor og et nordisk program i Skørping Nykirke. En koncert, som han har drømt om og talt om, siden han første gang trådte ind i den nyrenoverede kirke med dens nye alterudsmykning, glasmaleriet af den færøske kunstner Tróndur Patursson.

Vandtårnet – et nyt projekt

Så selvom der er pakket i kasser, og det er tid til at runde af og takke af i de mange sammenhænge, hvor Erik Schuldt stadig er involveret, er der altså stadig planer at føre ud i livet, rammer at sætte og fylde ud inden flytningen til Bornholm.

Ud over åbningen af byfesten og Operaen i Kinorevuen, som Erik Schuldt vil holde fast i til det sidste, er der også den nye forening Vandtårnet, som han er medstifter af, og som har til formål at etablere en smuk belysning af vandtårnet i Skørping. Dén skal også på plads, inden han rejser videre med alt det i bagagen, som de sidste 46 år og livet i det hele taget har budt på.

Vandtårnet, der er store planer med (foto Bertil Mortensen)

Også alt det ufortalte. Venskaberne. Familien. Kærligheden. De nye begyndelser. Døtrene, der gjorde deres far den store glæde at flytte tilbage til Skørping. Og som sammen med deres familier stadig vil være livlinen tilbage, når han flytter til Solskinsøen sammen med sin Hanne og slår sig ned i Penalhuset – sommerhuset i den gamle fyrretræsplantage uden for Rønne.

Solskinsøen venter

Det bliver allerførst på sommeren 2017, så de kan være klar til Folkemødet. Derefter skal det gamle hus erstattes af et nyt, som kan rumme den store familie om sommeren og hver anden jul og fungere som B&B med indlagte kunst-, kultur- og naturoplevelser uden for sæson.

Et nyt sted, hvor mennesker kommer til at mødes; nye rammer om gamle og nye fællesskaber.

Mine aftener i Paradis

Pludselig bliver det klart: Den smukke akvarel på bordet! Torvet er jo torvet fra bagvæggen i Kinorevuens café! Og det er jo igen torvet foran Cinema Paradiso, Giuseppe Tornatores skønne film fra 1988 om en biograf og dens mennesker i en lille siciliansk by. Her mødes de for at se film, selvfølgelig, men også for at sove, ryge, drille, læse avis, elske. Mine aftener i Paradis…

Erik Schuldt ved Henrik Kjelds maleri fra torvet foran Cinema Paradiso (foto Bertil Mortensen)

Henrik Kjelds har udført både bagvæggen og akvarellen, som Erik Schuldt fik af Kinorevuen i forbindelse med sin sidste generalforsamling som tak for indsatsen. Den skal, når alle afskeder er taget, flyttes med fra pladsen i Skibsted til Bornholm og have sin plads i Penalhuset. I filmen sender den gamle operatør, Alfredo, sin unge elev, Salvatore, afsted fra byen med en opfordring til ham om aldrig at vende tilbage. For evigt ejes kun det tabte. Det kan vel være. Men inden for den tidsregning, vi kender og lever i, er gensyn nu godt.

Erik Schuldt og Kinorevuens direktør Flemming Jensen takker hinanden for et fantastisk, årelangt samarbejde (foto Bertil Mortensen)