(foto Pixabay)

Naturvejleder Søren Risborg fortæller i sin faste klumme i Rebildnetavís om, hvad der sker ude i naturen netop nu. Denne gang om muldvarpen.

Hvert forår popper der muldvarpeskud her og der og alle vegne, og det er til irritation for mange mennesker – rigtigt mange, og de fleste danskere ønsker især om foråret det lille dyr hen, hvor peberet gror.

Ved nærmere studie af det lille møgdyr får de fleste dog et anderledes syn på den – måske synes man ligefrem, at det lille dyr er spændende og ganske fantastisk i sit formørkede liv under jorden.

Og som det fremgår af mit videoklip her, er muldvarpen faktisk et hurtigt dyr over jorden, hvor den kan løbe ca. 5 – 7 km/t. Hastigheden nede i gangen ligger på ca. 4 km/t.

Mange muldvarpe skud netop nu

Grunden til, at det netop er lige nu, der er mange muldvarpeskud, skyldes, at hannerne er aktive i sin søgning efter en hun til at parre sig med. Normalt lever de i deres revirer og tåler ikke andre muldvarpe i territoriet, og skulle det ske, at der er besøg af en rival i gangsystemet, så kæmpes der til døden. Netop nu graver hannerne nye gangsystemer for af få kontakt til en hun, og det er al den nye grave aktivitet, vi kan se med alle de nye muldskud.

Hvad kan vi gøre ved dem?

De færreste kan nyde synet af muldskud i haven eller bare være ligeglade, så spørgsmålet er ofte, hvad kan vi gøre ved det?

En metode er at lade andre dyr spise synderen, og der er en hel række dyr, der gerne spiser muldvarpe, hvis de altså tilfældigt kan få fat i dem.

Muldvarpen har sine fjender i arter som stork, fiskehejre, ræv, grævling, musvåge, ugle og lækat – alle sammen ikke lige dyr der normalt lever i vore haver, men den største fjende er dog mennesket, som afliver dem målrettet med sakse, gas og gift.

Inden du farer ud med bål og brand er lidt viden om dens helt specielle levevis på sin plads.

Søren Risborg: “Ved nærmere studie af det lille møgdyr får de fleste dog et anderledes syn på det…” (foto Bertil Mortensen)

Historikken

Muldvarpen er et dyr, med en lang stamtavle i Danmark. Den var her allerede 4-5.000 før Kristus, mens vi havde varmere klima, og en lysåben egeblandingsskov dækkede landet, og er stadig den dag i dag under udbredelse i landskabet. Med 3-4 unger om året, en levetid på ca. 3 år og en spredning gennem landskabet ved at grave sig frem er den først de senere år nået ud i Thy.

Hvad gør den speciel?

Formen på kroppen er cylindrisk, og alt i dyret er indeni, dvs. arme og ben, så kun hænderne og fødderne stikker udenfor. Den er bygget til og har form som de gange, den graver.

Sanseapparatet er udviklet lidt anderledes i forhold til dyr, der lever oven på jorden. Synet er ikke så vigtigt, men den har dog meget nærsynede øjne, der kan skelne lys og mørke, så den ikke uforvarende kommer op i dagens lys. Lugtesansen er god – den kan lugte en regnorm gennem jorden, og hørelsen er også OK, selvom den ikke har noget ydre øre.

En vigtig sans vi selv ikke registrerer, men som muldvarpen bruger i udpræget grad, er den kinaesthetiske sans. Det er den, vi benytter, når vi vågner om natten og rækker ud for at tænde natlampen og sikkert rammer kontakten i total mørke, og det er den, muldvarpen bruger i gangene. Den kender sit gangsystem til mindste detalje og husker det. Det er derfor, den kan være så svær at fange i en saks, fordi enhver lille ændring i gangene registreres af meget følsomme sansehår på siden af snuden og gør den mistroisk.

(foto pixabay)

Pelsen er helt speciel – hårene står vinkelret op, så den kan bevæge sig frem og tilbage gennem gangen, uden at få jord i pelsen. Den tætte pels er uden dækhår, hvilket giver den en fløjlsblød overflade og er god til at isolere dyret i den kolde jord. Den er tidligere brugt til pelsværk, og i årtiet inden første verdenskrig var muldvarppels på mode, og 1 mio skind blev handlet, inden 1. verdenskrig satte en stopper for det. I tyverne blomstrede handlen op igen og i 12 mio skind blev handlet i Amerika, og priserne toppede i vinteren 1920 – 21, hvor ét skind i Montreal kunne indbringe 1 dollar på auktion.

Der er husmandssteder i England, der er bygget for de penge, en landarbejder kunne tjene ved salg af skind ved siden af sit normale arbejde. I 1959 stopper eventyret, og muldvarpskind har herefter ingen værdi mere.

Imponerende graveaktiviteter

Muldvarpens grave aktivitet er enestående sammenlignet med et menneske. Den kan grave 90 m. gang på en nat. Sammenlignet med en kulminearbejder på 80 kg. skal han grave 5 tons på 20 minutter for at følge med muldvarpen – selv med vores teknologi kan en minearbejder få ca. et ton kul op i timen.

Grunden til, at den kan udføre denne præstation, er, at den er i stand til at løfte og skubbe jord 7-8 gange sin egen vægt frem i gangen og op i muldskuddet. Sammenlignet med et menneske på 70 kg. betyder det en præstation på ½ tons. Den kan flytte 21 m³ pr. hektar engjord om året, og russiske videnskabsmænd har målt, at den i skov kan den flytte 8 tons mineraljord op til overfladen om året. Mineraljorden dækker frø og blander de organiske planterester med mineraljorden – så derfor er den et nyttedyr i skoven.

Et muldvarpeskud kan blive temmelig stort (foto Søren Risborg)

Er de da slet ikke til gavn for noget?

Jo – Måske vi skal forsøge os med muldvarpen som en føderessource – de unge muldvarper smager i retning af kanin, hvorimod de gamle muldvarpe skulle være uspiselige, uanset hvilken tilberedning de får.

Overtro og muldvarpe

Selvfølgeligt har et sort dyr, der lever under jorden gennem tiden været genstand for overtro. Den kunne bringe varsler fra underverdenen, og smurte man øjnene med frisk muldvarpeblod, kunne man se spøgelser. Slugte man i det gamle rom et endnu bankende hjerte, kunne man efterfølgende spå og varsle, og i Danmark skulle muldvarpen flås levende for at den kunne bruges til trolddom. Gravefoden er tidligere brugt til amuletter mod tandpine og feber. Alt sammen sikkert virksomt mod et eller andet.

Selv i poesien har muldvarpen fået plads – Halfdan Rasmussen giver det gode råd i digtet “Noget om helte”:

Og hvis jeg er træt og gnaven

og det sker jo af og til,

kan vor muldvarp grave haven,

hvad den sikkert også gerne vil.

Vh. Søren Risborg, naturvejleder i Rebild Kommune