En hjertesag for alle

(foto Bertil Mortensen)
”Thumbs up” fra byrådsmedlemmerne til Den Sociale Fælleslistes forslag om hjertestartere på alle Rebild Kommunes ældrecentre, men de var ikke enige med forslagsstilleren om, hvordan sagen skal håndteres.
Forslaget om hjertestarterne havde Allen Busk fra Fælleslisten oprindeligt stillet i Økonomiudvalget, men da et flertal her besluttede at sende sagen i Sundhedsudvalget, valgte han at bede om at få den behandlet i Byrådet.
Samtlige partier og lister udtalte sig på torsdagens byrådsmøde positivt om at få installeret hjertestartere på alle kommunens ældrecentre. I dag findes de kun på tre af de elleve centre.
Allan Busk begrundede bl.a. forslaget med, at det er her, der dagligt færdes mange mennesker: Foruden beboerne også medarbejdere og de pårørende.
– Ældrecentrene er den største arbejdsplads i mange af kommunens byer, påpegede han. – Det er lige så vigtigt at have hjertestartere her som på f.eks. vore rådhuse.

Forslagsstiller Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste (foto Bertil Mortensen)
Han begrundede også forslaget med, at han har fået flere henvendelser om de manglende hjertestartere fra ansatte på ældrecentrene.
Livsforlængende behandling?
Under debatten rejste politikerne flere spørgsmål. F.eks. hvad nu, hvis den ældre ikke ønskede at blive genoplivet? Den del af problematikken var Lene Aalestrup (K), Holger Pedersen (K), Jeppe Ugilt (løsgænger), Annette Søegaard (SF) og – også Allan Busk selv – inde på.

Holger Pedersen (K), som er en af de politikere, som ønsker det etisk aspekt inddraget i debatten (foto Bertil Mortensen)
Flere byrådsmedlemmer ønskede desuden at få belyst, hvordan man sikrer tilgængeligheden til hjertestarterne i alle døgnets timer. Om der er flere andre kommunale institutioner, som har behov for at få én sat op. Og hvor de skal placeres, så de dækker et så stort geografisk område som muligt.
Sundhedsudvalg eller Byråd?
En stor del af debatten drejede sig også om, hvorvidt sagen først skulle behandles i det relevante fagudvalg – i dette tilfælde Sundhedsudvalget -, inden Byrådet kom ind i billedet. Det var alle politikerne bortset fra forslagsstillerne tilhængere af. Argumentet var, at det sikrer en mere grundig og nuanceret sagsbehandling, således at Byrådet efterfølgende har et bedre grundlag at træffe sin beslutning på.
– Men baggrunden for at vi har ønsket om at få sagen behandlet i Byrådet i stedet for Sundhedsudvalget har været, at vi af nogle medarbejdere på centrene var blevet gjort opmærksom på, at der på udvalgsformand Annette Søegaards (SF) Facebookside foregik en debat, som de – fejlagtigt viste det sig – tolkede som om der her taltes imod hjertestartere på centrene, sagde Allen Busk. – Og så ville vi selvfølgelig ikke sende forslaget til et udvalg, hvor formanden ifølge nogle af medarbejderne var imod at opsætte hjertestartere.

Annete Søegaard (SF), formand for Sundhedsudvalget (foto Bertil Mortensen)
Det fik Annette Søegaard til tørt at bemærke:
– Jeg glæder mig over, at når vi snakker politik, så foregår det her i Byrådet og ikke på Facebook. Jeg var ved at få hjertekvababbelse, da jeg fandt ud, at der var nogle, der mente at vide, hvad jeg mente om hjertestartere på ældrecentre.
Enden på den over 20 minutter lange debat blev, at sagen sendes i Sundhedsudvalget til en nærmere behandling og drøftelse.
Som lokalformand for Hjerteforeningen i Rebild, er det med stor glæde at se Allan Busk’s forslag om hjertestartere på alle kommunens ældrecentre. Det bør naturligvis være 7 -24 hjertestartere, så også beboere i nærområderne i givet fald, kan bruge dem.
Desværre har vi måttet konstatere, at hjertestarteren i vort nye Rådhus sidder inde i forhallen, vi kan kun opfordre til, at den bliver flyttet udenfor. 7 -24 hjertestartere er et af vore kerneområder og det ville være perfekt, hvis kommunen gik i front og opsatte udendørs hjertestartere på større kommunale institutioner, som f.eks. rådhuse, kulturhuse, ældrecentre, skoler.
Kulturstationen, medborgerhuset i Terndrup og skolen i Skørping har allerede en 7- 24 hjertestarter.
Hjerteforeningen står gerne til rådighed med f.eks. kurser i livgivende førstehjælp/brug af hjertestarter.
På vegne af Hjerteforeningen i Rebild
Birthe Nielsen
Selvfølgelig skal det være 07-24 hjertestartere Birthe. Og helt enig med dig i at det ikke bør slutte ved ældrecentrerne. Der er mange andre steder i kommunen de skal op, og skal garantere dig vi holder i den. Lytter også til hvad du soger med tilbud om kurser og lign.