Et slag for læselysten

Del artiklen:
image_print
Sommerbog Jeanette T. Villadsen

Bibliotekar Jeanette T. Villadsen (foto Bertil Mortensen)

Bibliotekerne i Rebild er sammen med ca. 100 andre af landets biblioteker med i læselystkampagnen ”Sommerbogen”, som skal inspirere børn i alderen 7-14 år til at læse flere bøger.

Kampagnen løber fra 19. juni til 22. august. Formålet er at motivere og inspirere børn til at læse bøger i deres sommerferie. Og for at øge læselysten, er kampagnen ledsaget af en konkurrence, hvor børnene skal læse og anmelde mindst tre bøger. Anmeldelserne kan enten skrives eller filmes, og børnene bestemmer selv hvilke bøger, de vil læse og anmelde. Der er frit valg på alle hylder på bibliotekerne.

Der trækkes lod om hovedpræmien mellem alle de børn, der laver mindst tre anmeldelser, og der gives desuden en præmie til den bedst skrevne anmeldelse, den bedste videoanmeldelse og til det barn, der laver flest anmeldelser. Desuden uddeles der bogpræmier fra en lang række danske forlag hver dag i hele konkurrenceperioden.

– Det er tredje år, Rebild Bibliotekerne deltager, fortæller bibliotekar Jeanette T. Villadsen, som er tovholder for kampagnen på Rebild Bibliotekerne. – Sidste år var der 54 anmeldelser, og vi forventer, at der kommer flere i år.

Forventningerne bygger på, at der er mere fokus på kampagnen denne gang, og at der i det hele taget er mere fokus på læsning, både fra bibliotekernes og skolernes side.

Det er også mit indtryk, at der generelt er en stigende lyst til at læse bøger blandt børnene i Rebild, siger Jeanette T. Villadsen. – Det kan vi bl.a. se på vore afleveringshylder, hvor det nu næsten bugner af børnebøger.

Sommerbog Plakat 2

Som noget nyt i årets Sommerbog-kampagne kan en 4. – 6. klasse deltage samlet i konkurrencen. Den klasse, der laver flest anmeldelser, får besøg af TV-værten og forfatteren Jacob Riising.

Men Sommerbog-konkurrence eller ej:

– Biblioteket har altid fokus på den gode læseoplevelse, siger Jeanette T. Villadsen og understreger. – Vi vil under alle omstændigheder rigtigt gerne hjælpe med at finde en god bog til sommerferien.

Info.

Hvis man ønsker flere oplysninger om kampagnen kan man henvende sig til Rebild Bibliotekerne på tlf: 99 88 77 40 eller til Jeanette T. Villadsen på e-mail: ijtvi@rebild.dk

Man kan også læse nærmere om kampagnen og konkurrencen på:

https://www.pallesgavebod.dk/boeger/sommerbogen2015/

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *