Ulla Pedersen

Ulla Pedersen anmelder Herning Kirkes Drengekors koncert på Kulturstationen i Skørping.

Herning Kirkes Drengekor har som erklæret vision 2015 at opnå en folkelig og professionel forankring i Danmark. Det er en flot vision, og det var derfor med forventning, jeg satte mig i en fyldt sal på KulturStationen i Skørping lørdag eftermiddag den 6. december.

Og allerede helt fra starten lovede det godt for den folkelige forankring: Koret valgte nemlig bogstavelig talt at omringe publikum og synge den første fællessalme Vær Velkommen sammen med os. Vi blev holdt på sporet af de yngste kormedlemmer, som synger sopranstemmen, mens de ældre sang de alternerende stemmer. Alt sammen tydeligt dirigeret af korets mangeårige dirigent Mads Bille, som ikke havde problemer med at holde publikum i gang. Som vi da følte os velkomne!

Herefter indtog de knap 50 drenge og unge mænd scenen og tog fat på et potpourri af salmer, fornemt bundet sammen af en oplagt Kristian Marius Andersen bag flyglet. Den næste fællessalme var Blomstre som en rosengård. ”Og det er usportsligt ikke at synge med på sidste vers, ” sagde Mads Bille med et glimt i øjet, for her skulle drengesopranerne nemlig synge en skøn overstemme, som jo gør sig bedst, når der er nogen til at synge melodistemmen. Man kunne jo ellers fristes til bare at læne sig tilbage og nyde de klokkeklare stemmer.

Og så gik Kristian Marius Andersen ellers amok på flyglet i en forrygende improvisation over Juletræet med sin pynt! Der var næppe den stilart, som ikke blev rundet undervejs i dét, som bagefter benævntes ”et clash mellem Rachmaninov og Den Danske Jul” af en lattermild Mads Bille. Der er ingen tvivl om, at Kristian Marius Andersen er en vigtig og skattet del af koret, og at hans niveau er meget, meget højt.

Midtvejs i koncerten trakteredes vi med solosang af den unge baryton Nikolaj Rønholm, som med fyldig stemme og afslappet sikkerhed gav os samtlige vers af juleklassikeren When you wish upon a star. Man kunne kun bøje sig i støvet, da Mads Bille efterfølgende sagde: ”Ja, hvad skal det ikke blive til, når han bliver 17?!”.

 Så var det tid for en skøn, jazzet afdeling, hvorefter Mads Bille havde valgt af afvige fra programmet og kaste koret ud i en bluesagtig komposition spækket med smukke, skæve akkorder, hvor alle stemmer på skift præsenteredes i melodistemmen.

Da det lakkede mod enden, sluttede koret atter ring om os i en, i Skørping meget velkendt, udgave af Dejlig er jorden – det er nemlig den samme, som Skørpingkoret plejer at synge med publikum ved den årlige julekoncert i Nykirken. Denne koncert er i år henlagt til Suldrup Kirke, men med Herning Kirkes Drengekors mellemkomst fik Skørping således alligevel muligheden for at være en del af den smukke sats.

Koret har et særdeles højt niveau. Ikke bare er de enkelte stemmer klokkerene, men koret som helhed arbejder særdeles disciplineret, og man kunne ikke andet end blive imponeret over de mindstes koncentration. En lille fyr kæmpede ganske vist undervejs med træthed, men ikke desto mindre sang han troligt med hele vejen og missede, så vidt jeg kunne vurdere, ikke en eneste indsats. Måske blev han holdt oppe af den humor og sangglæde, der ligger som en aura omkring Mads Billes kor.

Drengene afsluttede koncerten med Händels Hallelujakor, som fik taget på vores gamle KulturStation til at løfte sig! Mon det kun var mig, der sad og ønskede, at man var en dreng fra Herning og på den måde havde muligheden for at være en del af Mads Billes ambitiøse projekt? I hvert fald indkasserede korsangere, dirigent og akkompagnatør langvarig stående applaus for en overbevisende flot koncert. Den folkelige forankring i Skørping er hjemme!

/Ulla Pedersen