Mit bedste sted: En urskov indenfor byskiltet – Nøragergaard skov

Del artiklen:
image_print

A panorama bøgetræer 2

Gert Rubæk, naturvejleder på Boldrup Museum, fortæller her i rebildnetavis’ serie ”Mit bedste sted” om en urskov i Nørager. – Se, det synes jeg, er et rigtigt dejligt sted! Det er fantastisk, at man i det ene øjeblik kan stå i Eurospar og lægge varer i indkøbsvognen og fem minutter senere stå i nærmest en dansk jungle

Mange kender nok Nørager som byen med hjortefarmen. Byen man kører gennem, når man rejser mellem Aars og Hobro. Om sommeren er der faktisk en del gennemrejsende, der stopper op og spiser deres madpakke ved siden af indhegningen med hjortene. Desværre er det de færreste, der oplever det flotte stykke natur- og kulturhistorie, der ligger i skoven lige bag hjortene. 

Nørager virker ved første øjekast som en meget flad by, men inde i skoven finder man meget høje og meget stejle skrænter – nogle af dem så stejle, at selv ikke de modigste knægte kan forcere dem… og heller ikke en halvgammel naturvejleder, der ellers har prøvet. I skoven finder man også ældgamle og imponerende store bøgetræer – nogle af dem taget lige ud af HC Andersens eventyr Fyrtøjet. Skoven gennemskæres af en markant allé med tårnhøje lindetræer, som rummer en af Nordjyllands største rågekolonier med mere end 500 rågereder. Nogle af de gamle træer er bukket under for alderen og et stigende antal storme, og mange steder ligger de enorme kæmper og er med til at give skoven et næsten urskovsagtigt udtryk.

Alleen med de høje lindetræer og mange rågereder

Inde midt i skoven ligger Nøragergård, som området hører til. Den gamle hovedbygning, som faktisk var en sidefløj i en meget gammel herregård, brændte i 2005, men er siden blevet genopført, næsten som en kopi af den oprindelige bygning. Hovedbygningen er i dag privatbolig.

Nogle få meter fra Nøragergaard finder man også en gammel runesten. Stenen er oprindelig fundet ved Durup kirke, men er altså på et tidspunkt blevet flyttet til herregårdens haveanlæg. Den nuværende ejer af Nøragergaard sørger hvert år for, at stenen bliver overdækket, så den ikke frostsprænges. Stenen er en del af en større runesten, og man kan derfor ikke læse hele teksten, men det fremgår i hvert fald, at den er rejst til minde om en vis Toke.

Går man på opdagelse i skoven, finder man resterne af det ret omfattende voldgravsanlæg, der vidner om herregårdens – og før den, middelalderborgens – mangeårige eksistens i en ikke altid fredelig verden.

Gennem skoven slynger sig også Torsdals Møllebæk, som tidligere har forsynet både voldgrave og mølledammen på Torsdals Mølle med vand. Bækken løber ud i Simested å, og efter at forskellige spærringer de seneste år er forsvundet, ligger bækken nu åben for, at Simested ås vægtige havørreder kan svømme op i bækken og gyde deres æg. Desværre skal bækken aflede overfladevandet fra et meget stort område, så der er ofte flomme med enorme vandmasser, der eroderer bredder og efterlader bækken som et meget fladvandet vandløb med sandbund – langt fra de grusbanker, som de kærlighedslystne ørreder har brug for. Men smukt og mystisk ser det ud, hvor bækken snor sig og næsten slår knuder på sig selv gennem urskoven.

Torsdals Møllebæk

De væltede træer, de store mængder kvas, de selvsåede træer, det kuperede landskab og efterladenskaberne efter de mere end 1000 råger ligner måske nok for nogle noget værre rod. Men det kan også kaldes for rig natur. Der er et spændende dyre- og fugleliv i skoven. Træløber, grønspætte, utallige flagspætter og spætmejser, sågar en enkelt sortspætte nyder de gamle træer. Om vinteren vil en gåtur i vildnisset langs bækken næsten altid resultere i et møde med den charmerende lille vandstær, og en vimsende ørred fortæller om bækkens potentiale som barselsstue for ørrederne. Pattedyr i alle størrelser bor forskellige steder i skoven, og i nogle af de stejle skrænter har både ræv og grævling været i gang. En kold vinterdag for nogle år siden rodede jeg i en gammel træstub og stod pludselig med en imponerende stor salamander, der havde bestilt overvintring i det rådne træ.

Se, det synes jeg, er et rigtigt dejligt sted. Det kan være svært at færdes i området. Der kan både være sumpet, ujævnt, rodet, ja, næsten ufremkommeligt. Man risikerer at få en rågelort i knolden og våde fødder, men det er fantastisk, at man i det ene øjeblik kan stå i Eurospar og lægge varer i indkøbsvognen og fem minutter senere stå i nærmest en dansk jungle. Fik jeg sagt, at vi sådan set stadig er indenfor byskiltet?

Del artiklen:

You may also like...

1 Response

  1. Erik Palvig siger:

    Skøn og god artikel om en privat grund, der trods alt ligger i landzone.

    Apropos runestenen, så står der: Tove satte denne sten efter Toke sin gade (husbond/mand).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *