Endnu en chef stopper i Rebild Kommune

Del artiklen:

(foto Bertil Mortensen)

 

Rebild Kommune skriver i en pressemeddelelse i dag, at Lars Peter Schou – Rebild Kommunes direktør for Natur og Miljø, Plan, Byg og Vej, Borgerservice, Kultur og Fritid samt IT og digitalisering – fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning efter indgåelsen af en fratrædelsesaftale ”i gensidig forståelse”.

Fratrædelsen af Lars Peter Schou er den seneste af en lang række af udskiftninger af chefer i Rebild Kommune. Nogle er blevet afskediget, andre er gået selv. Uden at have et sikkert videnskabeligt sammenligningsgrundlag er det rebildnetavis’ vurdering, at Rebild er den kommune i Nordjylland – måske endda i hele landet – hvor der i forhold til forvaltningens størrelse er sket den største udskiftning af chefer i de senere år.

Lars Peter Schous fratrædelse betyder, at Teknik- og miljøforvaltningens chefkontorer på godt en måned har været udsat for en veritabel åreladning. I februar måned blev den ene af forvaltningens to centerchefer, Bo Lodbjerg, afskediget, og den anden – Per Schriver – har sagt sin stilling op pr. 1. april for at tiltræde et job som kontorchef i Miljøministeriet.

I pressemeddelelsen siger kommunaldirektør Jes Lunde:

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige Lars tak for mange års stor indsats for Rebild Kommune.

Susy Lauesen, der er chef for HR og Udvikling, er indtil videre konstitueret som direktør for Teknik- og miljøforvaltningens to centre, mens direktør Ulrik Andersen vil fungere som direktør for Center Kultur og Fritid. Direktør Anne Krøjer tager foreløbigt direktøransvaret for Center It og Digitalisering, mens kommunaldirektøren midlertidigt tager sig af Fællescenter Sekretariat.

Del artiklen:

You may also like...