Ved julelampens skær
I rebildnetavis’ serie om ”Månedens Bog” har Bogby9520 meget apropos for december måned valgt julebogen ”Ved julelampens skær – 1960”. Hans Gullestrup fra Bogby9520 fortæller her hvorfor:
”Ved Julelampens Skær – 1960” er måske ikke en ”rigtig” bog, idet den præsenteres som et ”Julehæfte for Hjemmet”. Men alligevel er den i forskellige udgaver i en række år blevet betragtet som julemånedens bog i mange hjem.
Ved Julelampens Skær rummer en række julerelaterede fortællinger af forskellige danske forfattere, og alle med fine illustrative tegninger, ligeledes af forskellige danske kunstnere. Såvel teksterne, som illustrationerne bringer uvilkårligt én tilbage i tiden, og i alle tilfælde sådan en som jeg, kan ikke undgå at tænke på, hvordan livet mon egentlig var i vores bedsteforældres og oldeforældres tid. Ikke mindst i og omkring julemåneden.
Fortællinger med titler som f.eks. ”Kongen og grågårdskonen”; ”Den gamle brosche”; ”Kærlighedens magt” og ”Da Syverin stod brudgom” kan i sig selv næppe undgå at lede os tilbage i tiden.
Hæftet er på 112 sider og kunne købes såvel indbundet som i hæfteudgave. Hæftet kostede 4,85 kr. og den indbundne udgave 6,00 kr. Så når den i dag koster 10,00 nutidskroner i Bogby9520, Jyllandsgade 23 i Skørping, kan det vel ikke siges at være for meget. Der er fortsat eksemplarer af ”Ved Julelampens Skær” fra forskellige årgange i Bogby9520, hvis butik har åben torsdage 19.00 – 21.00, fredage 14.00 – 17.00 og lørdage kl. 10.00 – 13.00.
/Hans Gullestrup