Hjertestartere… igen, igen

Hjertestartere. Den til højre hænger udenfor Kinorevyen i Skørping. Den til venstre er placeret på rådhuset i Terndrup, men indenfor, så det ikke vil være muligt at få fat i den, hvis der ikke er noget personale til stede på rådhuset (foto Bertil Mortensen)
Et enigt byråd besluttede på sit seneste møde, at der skal opsættes syv nye hjertestartere rundt omkring i kommunen. Men inden man nåede så langt, udspandt der sig en livlig debat om, hvor de skal placeres, og hvem der skal have kompetence til tage den beslutning.
Spørgsmål om opsætningen af syv hjertestartere må siges at have fået en særdeles grundig behandling i både forvaltning og blandt politikerne, selvom indkøbet af hjertestarterne kun beløber sig til en kommunal udgift på ca. 60.000 kr.
Den lange vej til en politisk beslutning
Det hele begyndte i august med et forslag i Økonomiudvalget fra Den Sociale Fællesliste om at placere hjertestartere på de syv af kommunens ti ældrecentre, der ikke allerede har anskaffet sig en. Herefter blev forslaget behandlet i Byrådet, der sendte det videre til Sundhedsudvalget (SU), som havde det på sin dagsorden i september. Derefter vendte sagen samme måned tilbage til Økonomiudvalget, som endnu engang sendte den tilbage til Sundhedsudvalget. I november kom så SU’s nye indstilling, som Økonomiudvalget behandlede i sidste uge, og som til sidst endte på politikernes bord på torsdagens byrådsmøde.
Sundhedsudvalgtes forslag under beskydning
I Sundhedsudvalgets indstilling til Byrådet hedder det, at det bør være de pågældende byers lokalråd, som skal beslutte, hvor hjertestarterne skal placeres.
Det var udvalgsformand Annette Søegaard (SF), som fremlagde SU’s indstilling for Byrådet. Det viste sig – efterhånden som debatten skred frem – at være et temmeligt utaknemmeligt job. For på trods af, at det var et enigt SU, som stod bag indstillingen, var tre af udvalgtes øvrige fire medlemmer – Per Vilsbøll (R), Jeanette Sagan (V) og Henrik Christensen (S) – helt tavse under debatten, selvom udvalget kom under stærk beskydning fra især Allan Busk (Den Sociale Fællesliste). Kun det femte medlem af udvalget, Jens Laurits Pedersen, tog ordet for en kort bemærkning.

Annette Søegaard (SF), formand for Sundhedsudvalget (foto Bertil Mortensen)
SU’s begrundelse for at anbefale at lade lokalrådene tage beslutningen om placering af hjertestarterne var ifølge Annette Søegaard, at rådene har det bedste lokale kendskab til, hvor hjertestarterne vil gøre mest gavn.
Hvem skal bestemme?
Allan Busks kritik gik bl.a. netop på, at der var lagt op til, at det var lokalrådene, og ikke politikerne, der skulle bestemme, hvor hjertestarterne blev placeret. Og den naturlige placering er uden for hvert af ældrecentrene, mente han.
– Sagen drejer sig først og fremmest om arbejdsmiljøet for vores personale på ældrecentrene, sagde han. – Og den arbejdsgiveropgave kan vi ikke uddelegere til nogle lokalrådsmedlemmer, som nok også gerne vil have sig frabedt at få den.
Han mente endvidere, at lokalrådene i givet fald naturligt nok ville placere hjertestarterne ud fra, hvad der var i byens interesse og ikke det enkelte ældrecenters.

Viceborgmester Allan Busk, Den Sociale Fællesliste (foto Bertil Mortensen)
Han undrede sig desuden over, at kommunen har opsat hjertestartere på alle tre rådhuse, men ikke på ældrecentrene.
– I min verden er en social- og sundhedsassistents liv lige så meget værd som en et liv på rådhusenes direktørgange, lød det fra ham.
Enigt byråd
Allan Busk tilføjede, at hvis Byrådet besluttede sig for at følge Sundhedsudvalgets indstilling, ville han tage sagen op igen.
Om det var den ”trussel”, der fik byrådspolitikerne til i sidste ende at blive enige, skal være usagt. Men i hvert fald var Thøger Elmelund (S) tilhænger af at få sagen afsluttet og foreslog derfor, at hjertestartere blev placeret uden for alle ældrecentrene.
– For de penge, som det indtil nu har kostet at lade forvaltningen arbejde på den her sag, kunne vi have sat hjertestartere op på hvert andet gadehjørne i alle kommunens byer, sagde han.
Hans forslag blev varmt støttet bla. Anders Norup (V), og efter borgmester Leon Sebbelin (R) havde kigget rundt på politikerne og set dem nikke, konkluderede han, at Thøger Elmelunds forslag var vedtaget i enighed.
Det fik Søren Søe (Oplandslisten) til undrende at spørge ud i forsamlingen:
– Undskyld, men er Thøgers forslag egentlig ikke helt identisk med Allans?
Og den tolkning var der ikke nogen, der modsatte sig.
Allan Busk udtrykte da også efter debatten sin glæde over resultatet.
– Jeg er ovenud tilfreds, sagde han. – Kun beklager jeg på personalets vegne, at det har taget så lang tid at få sagen afgjort.