– Forkælelse for alle sanser

Del artiklen:
image_print

(privatfoto)

Sådan karakteriserer arrangørerne selv lørdagens Rebildløb. Det har eksisteret i flere år, men det er kun anden gang, løberne kan vælge den krævende maratondistance.

Den kom nemlig på programmet for første gang i 2014, men løberne kan også tilmelde sig en af de mere humane distancer på ca. 21 km (halvmaraton), 13,7 km eller 5,9 km. Der er også en børnerute på 1 km. Men fælles for ruterne er, at de er lagt i den smukke natur i Rold Skov og Rebild Bakker.

Der er kommet flere og flere deltagere i alle løbsklasserne hvert år. I fjor toppede deltagerantallet foreløbigt med 516 deltagere, og arrangørerne – Frem Skørping og Aalborg Atletik & Motion – forventer også, at der møder mange frem denne gang. Nøjagtigt hvor mange ved de først på selve løbsdagen – hvor det stadigt er muligt at tilmelde sig -, men de får et stærkt fingerpeg allerede på torsdag, som er sidste chance for at forhåndstilmelde sig og dermed også deltage i lodtrækningen om sponsorpræmierne, bl.a. et weekendophold på Comwell Sport Rebild Bakker.

At deltagerantallet stiger år for år, kan ikke komme som den store overraskelse for arrangørerne, for – som de beskriver det på løbets hjemmeside:

– I Rebildløbet er der forkælelse for alle sanser: Skoven byder på alt fra smukke udsigtspunkter, flotte skovsøer, krogede træer med lysegrønne blade, fuglekvidder og festlig musik – og ikke mindst lækker forplejning og væskedepoter forskellige steder på ruten. Rebildløbet er ikke bare et løb. Det er en oplevelse for krop og sjæl.

(privatfoto)

Kendetegnende for Rebildløbet er, at løberne på flere af ruterne undgår at løbe på asfalt, som kan være hårdt for bl.a. bentøjet, men i stedet løber på et underlag af grusstier og blød skovbund. Til gengæld stiller det bløde underlag andre krav til løbernes fysik. Børneløbet afvikles på græsbanerne omkring målområdet ved Skørping Idrætscenter.

Den hurtigste blandt mændene på maratondistancen sidste år var i mål efter 3 timer og 11 minutter, og den hurtigste kvinde løb på 3 timer og 45 minutter. Når løbstiderne vurderes, skal man tage i betragtning, at ruten består af 560 højdemeter, hvilket gør Rebildløbets maraton til en af de hårdeste i Danmark.

Men man behøver ikke at være superløber for at deltage – og det gælder alle fem løbsklasser.

– Rebildløbet er for alle, understreger arrangørerne.

(privatfoto)

INFO om Rebildløbet

STED: Start og målområde: Skørping Idrætscenter

TIDSPUNKT: Lørdag d. 13, juni.

10.00: start på maraton (fra 16 år)

12.00: start på halvmaraton (fra 16 år)

12.15: start på børneløbet (1km, op til 9 år)

12.45: start på 13,7 km

13.00: start på 5,9 km

Yderligere info: www.rebildloebet.dk

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *