Anette Bruun Hansen fortæller i Rebildnetavis’ serie “Mit bedste sted i Rebild Kommune” – som hun har valgt at omdøbe til ”Mit særeste sted” – om Djævlesvinget i Gravlev: “En sær blanding af noget hengemt, noget eventyrligt og noget giftigt. .. Det er som om noget lurer på os”.

I 1994 købt vi Gravlev gamle skole. Da min farfar modtog nyheden, udbrød den ellers formælte gamling: “Gravlev er et dejligt sted. Jeg husker udsigten over ådalen, da Signe og jeg cyklede ned ad bakken på vej hjem til mine forældre i Stenild. Det var dengang, vi lige var blevet forlovet oppe i Store Restrup”.

Kortet ovenfor er tegnet i 1925 – få år inden mine bedsteforældre susede ned ad bakken til Gravlev. De nyforelskede skulle passe på ikke at blive for kåde, for vejen slog et skarpt sving, lige hvor den krydsede en sidedal. Tilbage i istiden løb smeltevand ind i Gravlevdalen fra vest og skabte denne dybe slugt. Her gjaldt det om at holde cykelhjulene inden for kørebanen, for allerede i 1925 krydsede man dalbunden på en menneskeskabt forhøjning. Og der var langt ned til højre men især til venstre for vejen, hvor helligkilden sprang. Den gamle dæmning er markeret på kortet med små streger tegnet vinkelret på vejbanen – ligesom børn tegner ben på en larve.

Da jeg selv kom til Gravlev næsten 70 år senere, var området stadig pragtfuldt, men alligevel ændret markant. Farfar og farmors cykelrute var blokeret på tværs af en vejdæmning 3-4 gange højere end den, de havde cyklet på. Og der oppe fra sendte bilernes vejgreb bølger af støj ud over landsbyens tage og over kilden. Den havde i mellemtiden været nødt til at genopfinde sig selv, fordi den ikke var så hellig som den hellige bilisme.

Luftfotoet ovenfor er fra 1945. Den gamle vej ses stadig tydeligt, men den nye hovedvej fra 1937 skærer sig tværs igennem og har ændret både landskab og færdselsstruktur. Historien om vejdæmningens tilblivelse kan læses i “Hanen”. (Nr. 1, 2008, Støvring Lokalarkiv)

Man gravede noget af bakketoppen og fyldte jorden i helligkilden, hvorpå dæmningen rejste sig som en anden Berlinmur. Det var et ambitiøst projekt, men uden særlig tanke for arternes spredningsveje og menneskers glæde ved landskabet. Den slags værdier er der heldigvis kommet mere fokus på siden. Naturbeskyttelseslovens §3 sørger for, at naturtyper som moser og vandløb ikke ødelægges, og i dag ville man have sikre oplevelsen af det geologisk værdifulde landskab ved at bygge en bro over slugten i stedet for en dæmning.

Eller hvad? Under et lukket punkt på dagsordenen i september 2015 besluttede byrådets udvalg for teknik og miljø, at der skal bygges en lignende dæmning over Mastrupdalen til den planlagte Ny Nibevej. Anlægget vil få 19.200 m2 §3-beskyttet natur til at forsvinde.

Vi havde boet i Gravlev et par måneder, da jeg første gang hørte om Djævlesvinget. Det kaldte man åbenbart mine bedsteforældres kærlighedsrute omme bag vejdæmningen, og der blev talt på en måde, som straks fik romantikken til at fordufte. I stedet væltede grusomme billeder frem for det indre blik. Billeder af heste med brækkede ben, der tumler ned af skrænten med vogn og kusk efter sig. Og motorcyklisten som ikke kunne ramme Haverslevvej, svævende i slow motion hen over ”hullet” for at ende sine dage i en trætop.

Vi havde travlt med at indrette os og bygge om i den gamle skole, derfor nåede jeg ikke selv derned, før Djævlesvinget stod indprentet i bevidstheden som et sært og lidt uhyggeligt sted.

En af de første dage i 2016, finder jeg kamera, hue og handsker frem for at tage dig, kære netavislæser, med til Djævlesvinget. Vi kommer derned fra Haverslevvej ca. 30 meter efter, at vi har forladt hovedvejen. I 1990’erne gik man på den gamle asfalt, og børnene kunne endda færdes på løbehjul. Nu er asfalten helt skjult under mos, græs og andre planter, men vejen kan stadig anes fra luften, som en pause i bevoksningen.

Så snart vi er kommet ind på den gamle stump vej, befinder vi os i en lomme. Udsynet er blokeret hele vejen rundt, også mod vest, hvor høje graner sørger for, at vi ikke falder i svime over geologiens mesterværker.

Efter mange ekspeditioner hertil virker Djævlesvinget stadig mystisk. En sær blanding af noget hengemt, noget eventyrligt og noget giftigt. Ligesom Fangorn Forest i Ringenes Herre. Det er som om, noget lurer på os.

Den giftige fornemmelse skyldes vel alt det affald, som man efterhånden får øje på under blade og nedfaldne grene. Meget af det lå nøjagtig på samme måde for 20 år siden. Nu er mosset, der gror på murbrokkerne, bare blevet mere langhåret. Men vognen er forholdsvis ny. Den stod pludselig der ved svinget for 5-6 år siden og så ganske brugbar ud. Men siden er den vist kun blevet brugt som kulisse for en, der legede modefotograf. Da kæmpebjørnekloen dukkede op i “vejkanten” sidste sommer, var det ingen overraskelse. Den invasive skærmplante passer perfekt i scenografien.

Hvis vi fortsætter ad den overgroede vejstump, ender turen brat ved dæmningen. Går vi i stedet ned ad den stejle skrænt lige efter vognen, kommer vi ned i “hullet”. Vi står på en lille åben plads med nogle overgroede anlæg, som er muret op for at transportere smeltevand gennem området og ned under vejdæmningen. Men ellers er det ren Mikado af væltede stammer i et pragtfuldt, sammenvokset vildnis.

Uhyggen er stadig med, for hvem ved, hvornår de sidste oprette stammer vælger at lægge sig? Rare mennesker suser forbi på dæmningen ovenover dagen lang, men ingen vil opdage, hvis vi kom i klemme under et væltet træ. Og mobilen redder os ikke, for der er elendig mobildækning i hele Gravlevområdet og sandsynligvis slet intet signal her nede i “hullet”.

Djævlesvinget er den blinde plet, hvor ingen længere kommer – ikke engang drankerne. Under buskadset ligger flasker, som kan dokumentere stilhistorien inden for emballage til husholdningssprit. Men det eneste nye affald, der nu kommer til, er det der blæser herned oppe fra hovedvejen. Der er trods alt ikke længere nogen, der læsser affald af i naturen, sådan som det tidligere er sket her. Eller hvad?

Når det er nødvendigt, kan vandet nordfra stadig løbe i det gamle anlæg under Haverslevvej og ind i “hullet”. Vi følger det udtørrede leje, og konstaterer snart, at dalbunden ikke er helt forladt, selvom her sjældent kommer et menneske. I sandet, som vandet har efterladt, er der aftryk efter rådyr og ræv. Eller er det en ulv?

Et stykke derfra har et rådyr for nylig skrabet i jorden for at finde spirer og rødder. En gren med nok livskraft til at yde modstand har mistet barken oppe i gevir-højde, og hvis vi bevæger os videre gennem urskoven, finde vi sikkert dyrenes leje.

Om sommeren forsøger fuglene tappert at overdøve støjen fra bilerne på Hobrovej. Herude sikres bosætning og integration ved at gøre så lidt som muligt. Nogle fuglearter foretrækker at bosætte sig i krattet tæt på jorden og andre i de rådne stammer, som der er så mange af.

Djævlesvinget er et godt sted at besøge, hvis man vil studere de forskellige stadier i træers nedbrydningsproces, eller hvis man blot er forfalden til forfaldets æstetik, ligesom mig. De fleste træer i “hullet” har sandsynligvis sået sig selv, og der er mange forskellige arter, men nogle stubbe og stammer er så langt i processen tilbage mod nul, at jeg umuligt kan afgøre, hvilken familier de tilhører. Det døde ved hober sig op, hvor det er faldet og må gøre stedet til et Eldorado for svampeentusiaster og insekteksperter.

Jeg må ned på alle fire for at komme under tornede kviste og ind for at vise dig et par Tøndersvampe på en væltet stamme. Overalt ligger hvide sneglehuse som konfetti efter en nytårsfest. Så opdager jeg de gullige “istapper”, der strømmer fra den frønnede stamme og ned mod jorden. Jeg har vist set for mange film, for jeg tør pludselig ikke undersøge tappernes konsistens nærmere. Det kunne jo være Alien-slim, og jeg vil nødig sprede invasive arter fra det ydre rum i den danske natur.

Efter at have kravler rundt et stykke tid for at finde de mest fotogene vinkler, er tæerne så kolde, at de føles hule. Op af skrænten, over hovedvejen og hjem til computeren for at vælge billeder til denne artiklen om Djævlesvinget – mit bedste, særeste sted.

Djævlesvinget ligger inden for fredningen af Gravlevdalen, Rebild Bakker og opstrøms dele af Lindenborg Å. Fredningskendelsen rummer dog ingen bestemmelser for netop denne plet, og efter 10 år mangler kommunen stadig at udarbejde den plejeplan, som skal sikre, at naturen i det fredede område udvikler sig som ønsket. “Hullet” og det tidligere vejareal ligger lige uden for Natura 2000-området, arealerne er hverken fredskovpligtige eller beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3, derfor er der ingen sikkerhed for, at naturværdierne i området bevares endsige forbedres.

—-

Andre artikler i rebildnetavis’ serie ”Mit bedste sted”:

Kjeld Thomsen om Skadsholm i Rold Skov – http://rebildnetavis.dk/?p=269

John Mønsted om Frendrup Skov – http://rebildnetavis.dk/?p=580

Gert Rubæk om Nøragergaard Skov – http://rebildnetavis.dk/?p=823

Karsten Vestergaard om Fællesheden ved Gerding – http://rebildnetavis.dk/?p=1426

Else Mortensen om Mastrupsøerne i Støvring – http://rebildnetavis.dk/?p=2090