– Det er godt for byen og lokalsamfundet
Formanden for Rebild Borgerforening Annette Cabalzar glæder sig til den 14. udgave af julemarkedet i Rebild.
Mellem 45 og 50 stadeholdere vil nemlig søndag kl. 10.00-15.00 fylde hele P-pladsen ved indgangen til Rebild Bakker med deres boder, når julemarkedet i Rebild for 14. år i træk løber af stablen.
– Ligesom i de senere år forventer vi omkring 5000 besøgende, fortæller formanden for Rebild Borgerforening Annette Cabalzar. – Besøgstallet afhænger lidt af vejret. For nogle år siden blæste det så kraftig, at stadeholderne havde svært ved at hindre deres telte i at flyve væk, men i år ser vejrudsigten fornuftig ud.
Det er en koordinationsgruppe under Rebild Borgerforening og Rebild Turistforening, som står for markedet. Derudover hjælper en gruppe af byens borgere, hvoraf nogle har været med i mange år, med den praktiske afvikling på selve dagen. I de første år var det Rebild Kommunes turistbureau, som var arrangør, men for tre år siden blev julemarkedet overtaget af de to lokale foreninger.
Antallet af stadeholdere er oppe på samme antal som sidste år. Betingelsen for at få en stadeplads er, at man sælger varer, der har noget med julen at gøre. På markedet vil man derfor kunne finde en bred vifte af juleting, som f.eks. hånddyppede julelys, dekorationer, juleæbler, pyntegrønt samt smykker og håndstrikkede sweatere, der kan tænkes anvendt til julegaver.
– Julemarkedet skal ikke give overskud, men bare løbe rundt, understreger Annette Cabalzar. – Det er baggrunden for, at en stadeplads kun koster 175 kr. Vi får også nogle indtægter fra vores tombola, som lokale erhvervsdrivende og stadeholderne har doneret præmier til. Alt i alt skal vi blot have dækket vore udgifter til annoncering – som ganske vist ikke er billig – og til reparation af skilte o.l.
Der vil finde mange andre aktiviteter sted i forbindelse med julemarkedet. Spillemandsmuseet og de lokale butikker vil have åbent, man kan prøve en tur i hestevognen, og det vil også være muligt at få noget at spise, både på markedspladsen og i de omkringliggende restauranter.
Weekenden byder også på andre lokale julearrangementer.
Spillemandsmuseet i Rebild holder lørdag fra kl. 10-17 julestue med husflidsfolk og håndværkere og underholdning af Rebildspillemændene.
På Kulturstationen i Skørping er der samme dag fra kl. 13.40 ”gammeldags juletræsfest” med julemand, nisseorkester m.m.
På søndag arrangeres der juleskovtur i Rold Skov, hvor der samles kogler, mos og gran til adventskrans og juledekorationer. Turen starter kl. 10.00 fra Mosskovgård, Møldrupvej 26, og ledes af skovløber Claus Guldbæk og Kim Øbro fra Naturstyrelsen.