Breaking News! Hundeposestandere harmoniseres

Del artiklen:
image_print

En af de hundeposestandere, som snart må lade livet (foto Søren Jespersen)

En byrådspolitikers arbejde spænder vidt. Én dag skal man tage stilling til Rebild Kommunes budget på omkring 2 mia kr., en anden dag befinder politikerens arbejdsopgave sig på et lidt andet niveau.

Hundeposestanderne fjernes i den gamle Støvring Kommune. Det besluttede politikerne i Teknik- og miljøudvalget på gårsdagens møde. De kunne også have valgt en anden løsning, nemlig at lade standerne blive stående og sætte nye op i de gamle Skørping og Nørager kommuner, hvor der i dag ikke findes nogen. Men politikerne valgte det første.

Forhistorien

Forhistorien er denne: Da de tre gamle kommuner i 2006 blev slået sammen til Rebild Kommune, blev der på en lang række serviceområder indledt en harmoniseringsproces for at skabe ens vilkår for borgerne i den ny kommune. F.eks. harmonisering af dagrenovation, lokaletilskud m.m.m.

Men byrådspolitikerne har tilsyneladende overset to områder: Hundeposestandere og skraldeaffaldsspande. Det rådes der altså nu bod på.

Hundeposestandere

Der findes 9 hundeposestandere i Støvring, som tømmes én gang om ugen. Men som det fremgår af billedet nedenfor er det ikke dem alle, der har modstået tidens tand eller nytårsaftens hærværk.

Nogle er kommet politikerne i forkøbet. Her er harmoniseringen allerede så småt begyndt (foto Gunnar Christensen)

Skraldeaffaldsspande på gader og veje

Lidt anderledes er situationen for de affaldsspande, som findes på gader og veje rundt omkring i hele den ny kommune. Her er der forholdsvis mange i den gamle Støvring Kommune, færre i gamle Skørping Kommune og endnu færre i gamle Nørager Kommune. Altså igen et uensartet serviceniveau.

Teknik- og miljøudvalget vedtog på sit møde at nedtage alle de gamle skraldeaffaldsspande og opsætte nogle nye i byerne Støvring, Skørping, Terndrup, Blenstrup og Rebild. Særligt interesserede borgere kan se affaldsspandenes fremtidige placering ved at studere Teknik- og miljøudvalgets dagsorden fra d. 11/11-15, dagsordenpunkt 236 med tilhørende bilag http://rebild.dk/politik/dagsordener-og-referater/124/5170 på Rebild Kommunes hjemmeside.

Der er økonomi i skidtet

Nu kunne en og anden måske få den tanke: Er det her virkeligt noget, lokalpolitikerne skal sidde og tage stilling til. Men der er faktisk økonomi i skidtet. Teknik- og miljøforvaltningen vurderer, at kommunen ved hele operationen vil spare 82.000 kr. på driften det første år efter ændringen, 164.000 kr. det andet år og 245.000 det tredje år og fremover. At det sparede beløb ikke er så stort de første to år, forklarer forvaltningen med, at der den første tid efter ændringerne erfaringsmæssigt stadigt skal ryddes op nogle steder, fordi brugerne lige skal vænne sig til, at der ikke længere står en affaldsspand det sædvanlige sted.

Enighed i udvalget

Teknik- og miljøudvalget er nok det af Byrådets fagudvalg, hvor beslutninger i størst omfang tages ved split decision. Men det har ikke været tilfældet i denne sag, hvor formanden udvalgsformand Morten Lem (S) kan berette, at det var et enigt udvalg, som tog beslutningen.

Udsnit af kort over den fremtidige placering af affaldsspande (de gule stjerner) i Støvring, Skørping, Terndrup, Rebild og Blenstrup (kort fra Rebild Kommune)

Del artiklen:

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *