Mad fra bunden


(foto Bertil Mortensen)

Marked i den kommende weekend i Skørping under sloganet ”Gourmet under kronerne” – med syv forskellige boder med gourmetmad.

– Markedsboderne bliver bemandet med madentusiaster, som hver på deres felt har ambitioner om at skabe en uovertruffen velsmag på baggrund af udvalgte råvarer, siger gourmetmarkedets initiativtager Gitte Klarup fra butikken ”Glas og Glimt”, som lægger lokaler til arrangementet. – Maden bliver så at sige lavet fra bunden.

Selve glasværkstedet, butikslokalet og gårdspladsen inddrages til markedet.

De besøgende vil kunne finde både udvalgte madvarer og drikkevarer i de syv boder i værkstedet. F.eks. røget lammekølle fra Gotland, portugisiske specialiteter og honning fra Himmerland. Desuden vil der være juletræssalg på gårdspladsen, og glaskunst i butikken.

Gitte Klarup i døren til “Glas og glimt” (privatfoto)

Gitte Klarup syslede oprindeligt med tanken om at lave et marked for kunsthåndværk, men droppede ideen, da hun mener, at dem kan man finde mange andre steder.

– Men et gourmetmarked er der mig bekendt ikke andre, der arrangerer her i området, siger hun.

Og hun garanterer, at publikum vil møde ”en rigdom af smags-, syns- og duftoplevelser for alle med hang til den gode smag”

Hvis det viser sig, at weekendens markedet får mange besøgende, vil Gitte Klarup overveje også at lave et sommermarked.

– Jeg håber i hvert fald, at det er noget, der kan sættes i værk, siger hun. – Men det ved vi mere om, når vi lukker markedet på søndag.

Infoboks

STED: ”Glas & Glimt”, Jyllandsgade 81, Skørping

TIDSPUNKT: Lørdag d. 12. dec. og søndag d. 13. dec. kl. 10-16

BODERNE:

Vibeke & Jens: Gotlands-Lammekød i Rullepølser/Røget lammekølle/Frosne stege og fars

Lisbet & Carl Christian: Hjemmemarinerede sild/Hjemmelavede bag-selv-leverposteje m.m.

Adelino/ v. Christina: Portugisiske specialiteter/Portvine/Vine/og meget mere

Kirsten & Ida Marie: Hjemmebagte småkager/Bag-selv-dej/Marmelader/Rødbeder m.m.

Kaj: Honning fra Himmerland

Jan (kun søndag): Verdens bedste varm-selv-fiskefrikadeller/Tyttebær-og Tranebærsyltetøj

Gitte: Chokolade/Lakrids/Vanilje/Nødder/Julekrydderier/Specielle oste og meget mere

Desuden Jan Lydersen (kun lørdag) fra naturbutikken Vivara.dk

 




Nul huller! – næsten


Tænder (3)

(foto Dozenist, Wikimedia Commons)

Tandplejen i Rebild Kommune har opgjort tandsundheden hos børn og unge i kommunen for 2014. Kun få af dem har huller i tænderne, og Rebild klarer sig godt ved en sammenligning med både Region Nordjylland og hele landet.

Landets kommuner skal hvert år indberette tandsundheden hos børn og unge i alderen 3, 5, 7, 12, 15 år og 18 år til Sundhedsstyrelsen, som på baggrund af indberetningerne udarbejder en statistik, der gør det muligt at sammenligne tandsundheden på tværs af kommunerne.

Når man foretager en sammenligning på baggrund af tallene for 2014 mellem Rebild og henholdsvis Region Nordjylland og hele landet klarer Rebild Kommune sig godt og ligger for de 3-, 5-, 7- og 12-årige nogle procentpoints bedre end både regionen og landsgennemsnit.

F.eks. har 99 % af de 3-årige i Rebild et tandsæt fri for huller, mens tallet for Region Nordjylland og hele landet er 97 %. Det samme billede går igen – bare lidt mere udtalt – når man sammenligner tandsættet for de 12-årige. Her er tallet for Rebild 82 % og for Regionen 77 % og 78 % på landsplan.

For de ældre aldersgrupper – de 15- og 18- årige – ligger Rebild på niveau med Regionen, men ligger et par procentpoint under landsgennemsnittet, når man måler procentandelen af unge, der ikke har caries i tænderne.

Hvis man ser på udviklingen i tandsundheden i Rebild over de seneste 7 år, kommer det fine resultat for 2014 ikke helt overraskende, fordi tallene for børns og unges tandsundhed for Rebild i årene 2008-13 som regel også har været bedre end tallene for både Region Nordjylland og hele landet.

Tandplejen i Rebild forklarer de gode tal med, at den i de sidste mange år har haft fokus på forebyggelse, og siger, at tallene viser, at indsatsen har haft effekt.

Generelt er det påvist i mange undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem tandsundheden både hos både børn, unge og voksne og deres uddannelsesniveau og indkomst. Eller med andre ord: Jo højere uddannelse og indkomst, jo færre huller har man og jo flere tænder bevarer man i takt med, man bliver ældre. Det skyldes bla., at der for den voksne befolknings vedkommende – i modsætning til det meste af det øvrige sundhedsområde – er brugerbetaling for tandbehandling, og derfor har en del af befolkningen ikke råd til at holde deres tænder i en tilstrækkelig god stand.

Da der er forskelle på befolkningens uddannelsesniveau og indkomster i landets kommuner, skal man derfor have det for øje, hvis man sammenligner tandsundheden i de enkelte kommuner med hinanden.




Bilvask i en god sags tjeneste


rebildnetavis.dk’s udsendtes bil blev skinnende flot – trods dens høje alder (foto Bertil Mortensen)

Søndag kan man i Støvring få vasket sin bil og samtidigt glæde sig over, at pengene for bilvasken går til et godt formål.

Det startede for et par år siden med en taxavognmand i Århus, som syntes. at han selv og hans chauffører var lige kraftige nok. Løsningen på det problem blev at danne et cykelhold – Tour de Taxa – med det mål at køre på cykel fra Århus til Paris i forbindelse med Tour de France. Og det gjorde de så, første gang i 2013.

Samtidigt ville de gerne gøre noget for nogle, hvis situation mindede om deres egen. Derfor besluttede de at donere de penge, som de kunne rejse via deres cykelprojekt, til Julemærkefonden og Julemærkehjemmet i Hobro.

Tommy Hvilsom fra Støvring var med på holdets første tur til Paris– selvom han ikke er taxachauffør – og opdagede, at der på holdet også var en del himmerlændinge.

– Derfor fik jeg og en anden deltager, Knud Erik Høeg, den ide, at vi kunne danne vores egen, lokale afdeling af holdet, siger Tommy Hvilsom. – Og den gav vi så ikke overraskende navnet Tour de Taxa Himmerland. Vi blev 45 ryttere, hvor hovedparten kom fra Støvring-Skørpingområdet, der sidste år cyklede til Paris.

Tommy Hvilsom fra Tour de Taxa Himmerland (foto Bertil Mortensen)

Holdet afholdt for nyligt i Skørpinghallens fitnesscenter en marathon-spinning, (også omtalt i rebildnetavis.dk), hvor hele omsætningen gik ubeskåret til Julemærkehjemmet.

Men denne gang rejser Tour de Taxa Himmerland penge ved i samarbejde med Top Vask og OK-benzin at tilbyde at vaske biler. Det foregår søndag i den store vaskehal på OK-tanken ved afkørsel Støvring Syd fra kl. 9-15, hvor bilerne bliver taget under kærlig behandling. Prisen er 70 kr. pr. vask. Også her går hele fortjenesten til Julemærkehjemmet.

Glad leder af Julemærkehjemmet

Lederen af Julemærkehjemmet i Hobro, Lise Claësson, sætter meget stor pris på indsatsen fra Tour de Taxa.

– De folk laver et kanon stykke arbejde for os og er enormt gode til at samle penge ind på alle mulige måder. De har virkeligt hjertet med i det, de udretter.

Lise Claësson, leder af Julemærkehjemmet i Hobro (privatfoto)

Hun fortæller, at holdet også består af forældre, hvis børn har opholdt sig på Julemærkehjemmet, og desuden deltager en af hjemmets tidligere elever også i projektet.

Der er allerede tilmeldt 37 ryttere til dette års cykeltur til Paris. Maksimumgrænsen for deltagerantallet er 45, så der er stadigvæk nogle få pladser tilbage. Betingelsen for at komme med på Paris-turen er ”bare”, at man inden afrejsen i uge 29 har kørt minimum 2500 km.

Både i 2013 og 2014 donerede Tour de Taxa 400.000 kr. til julemærkehjemmet.

I øvrigt gentager Tour de Taxa Himmerland d. 8. marts i samarbejde med Frem Skørping marathon-spinningen i fitnesscentret i Skørpinghallen.




Stor opbakning til loppemarked til fordel for hjemløse


 – Vi er faktisk mange unge, der gerne vil gøre en forskel og hjælpe andre, siger Tilde Busk, initiativtager til søndagens loppemark på Støvring Gymnasium til fordel for hjemløse og socialt udsatte. – Jeg er lidt træt af, at mange opfatter os unge som nogle, der har nok i os selv.

Den opfattelse har Tilde Busk gerne villet rokke ved. Så da hun luftede ideen om et loppemarked for hjemløse og mærkede, at der var opbakning til ideen både fra gymnasiets elevråd, eleverne og skolen i det hele taget, gik hun i gang med et projekt, der kan vise, at unge er parat til at hjælpe mennesker, der lever under svære vilkår.

Ideen har været, at eleverne kunne rode deres gemmer igennem og donere de ting, de mener at kunne undvære, til loppemarkedet. Indtægterne fra salget går ubeskåret til Den Sociale Café Hjerterummet i Aalborg, som drives af Blå Kors.

I starten af den her uge var jeg lidt bekymret for, om der ville komme effekter nok ind til at afholde markedet, siger Tilde Busk, – men i går skete der virkeligt noget. Der strømmede det ind med ting fra skolens elever. Så jeg er virkelig imponeret over den opbakning. Og det er også dejligt at se, at så mange mennesker – også ”udefra” – allerede er dukket op, selvom loppemarkedet bare lige er åbnet.

At det er Den Sociale Café i Aalborg, som modtager alle indtægterne fra salget på loppemarkedet er ikke tilfældigt. Cafeen er udvalgt, dels fordi det er et stykke lokalt/regionalt hjælpearbejde, der foregår her, dels fordi cafeen har en størrelse, der gør, at støtten både kan ses og mærkes.

Tilde Busk har mod på at gentage arrangementet.

– Jeg tror også, vi laver et loppemarked næste år. Det har vi faktisk allerede snakket om, vi kunne.

DSC04883

Tilde Busk, loppemarkedets initiativtager (foto Bertil Mortesen)

DSC04892

(foto Bertil Mortensen)

DSC04914

(Foto Bertil Mortensen)

DSC04919

(foto Bertil Mortensen)