rebildnetavis.dk på Stand By


Logo + tekst 6

Rebildnetavis har eksisteret ca. 1 ¾ år og har udgivet knap 300 artikler om forskellige emner. Avisen er som bekendt et non-profit foretagende uden annonce- og andre indtægter.

Den interne statistik for avisens hjemmeside viser, at den har rigtigt mange læsere og når vidt omkring. Blandt læserne er der mange hundrede faste abonnenter.

I al beskedenhed vil redaktøren vove den påstand, at avisen er en succes.

Alligevel sættes den nu på stand by. Avisen lukker altså ikke, men den vil – i en endnu ukendt periode – ikke udkomme. Forklaringen følger her:

Det kræver en hel del arbejde at lave en avis. Den har heldigvis haft nogle faste skribenter tilknyttet – Søren Risborg, Lise Nedergaard og Karl Peder Bevensee (og tusind tak til dem og også til avisens dygtige webmaster, Jonathan Bentholm) – men hovedparten af artiklerne er skrevet af redaktøren selv. Det har han gjort med stor fornøjelse, men der har ikke været så megen tid til overs til andre ting, som han har lyst til at beskæftige sig med.

Det er slet ikke usandsynligt, at rebildnetavis kommer igen. Men det bliver i så fald nok i en anden konstruktion med en stærkt udvidet redaktion, som kan dele opgaverne mellem sig. Så hvis der findes nogle, som har ideer til, hvordan en sådan ny konstruktion kunne se ud, og/eller som selv kunne være interesseret i at være en del af den, så kontakt redaktøren på tlf. 305 406 36 eller på mail kontakt@rebildnetavis.dk

Bertil Mortensen

Redaktør




Skovløberne i Rold


Tovholder Anne Voss (tv) og seks af de DGI-uddannede trænere: Jacob von der Hude, Maria Johansen, Sidsel Troelsen, Anette Bentholm, Steen Madsen og længst th. Christoffer Bredsgaard (foto Bertil Mortensen)

Nej, denne artikel handler ikke om skovløberne, der arbejder i Rold Skov, men om en nydannet løbeklub ”Skovløberne Rold”.

Planerne om at lave en egentlig løbeklub i Skørping under IF Frem Skørping er nu blevet realiseret. Klubben har fået navnet ”Skovløberne Rold”, og den officielle start på klubben fandt sted ved en standerhejsning ved Rebild Idrætscenter, hvor 30-35 løbeinteresserede mødte op, inden de begav sig ud på en løbetur.

Forhistorien er den, at initiativtagerne til den ny klub i foråret arrangerede fællestræning for interesserede motionsløbere hver tirsdag og torsdag med start fra Skørping Idrætscenter. Det er blevet en stor succes med op til 50 deltagere hver gang – ikke bare fra Skørping og omegn, men fra hele kommunen. Meningen har været at træne op til Rebildløbet, som fandt sted i juni måned, men fællestræningen er også blevet brugt til at få et billede af, om der skulle være interesse for at få løbeprojektet ind i mere faste rammer ved at danne en egentlig løbeklub.

– Og den interesse har der i høj grad været, siger tovholder Anne Voss. – Derfor synes vi, at der skal være en løbeklub i Skørping, når vi har det her pragtfulde område at løbe i. Og der er generelt også en masse mennesker, der interesserer sig for at løbe. Så vi har tænkt: Lad os se, om der ikke også er endnu flere, der har lyst til at løbe i fællesskab.

Tovholder Anne Voss (foto Bertil Mortensen)

En social løbeklub

Klubben kalder sig selv en social løbeklub, men det betyder ikke, at der ikke kan blive gået til stålet. Målet er nemlig, at løberne har det hyggeligt med hinanden, men også at de udvikler sig at blive bedre løbere.

Derfor kan man melde sig på tre forskellige hold, der træner på hvert sit niveau. Holdtræningen finder sted hver tirsdag, hvor løberne efter en fælles opvarmning selv finder ud af, hvilket hold de den dag vil løbe på. Om torsdagen er der holdtræning med styrkeøvelser, intervalløb, tempotræning mv.

Til at varetage træningen på de tre hold står otte DGI-uddannede trænere.

Opvarmning (foto Bertil Mortensen)

Tre typer af hold

Der er hold for enhver smag – og form. ”Trim-holdet” er beregnet for dem, som ikke løber så stærkt, eller måske ikke har løbet i mange år. Der sigtes mod at løbe med en hastighed på 6-7 min/km og en distance på 5-7 km.

Det ligger næsten i navnet, at på holdet ”De rutinerede” er kravene til tempo og distancen øget, og træningen består også af forskellige typer af løb (intervalløb, bakkeløb m.m.).

Endeligt kan man vælge at deltage i træningen på ”Tempo-holdet”, hvor ambitionen er at kunne komme til at løbe en halvmaraton (ca. 21 km) på under 1t 55 min. (en nærmere beskrivelse af de tre hold findes på klubbens Facebookside – se Infoboksen sidst i artiklen)

Hva’ nu, hvis…?

For nogle interesserede løbere vil der måske være et enkelt spørgsmål, som trænger sig på: Hvad nu, hvis jeg ikke er i stand til at følge med på Trim-holdet? Her er klubbens svar, at så må man i gang med at træne på egen hånd for at komme i tilstrækkelig form. Det anbefales i øvrigt også – hvis man misser en træningsaften – at indhente det forsømte ved at tage en løbetur på egen hånd.

(foto Bertil Mortensen)

Infoboks

Tid: Træningen foregår tirsdage kl. 17.30-18.30 og torsdage kl. 18.30 til 19.30.

Sted: Rold Skov og Rebild Bakker med start fra Rebild Idrætscenter.

Kontingent: 200 kr. for andet halvår frem til jul. Man må gerne prøvetræne med et par gange, inden man beslutter sig for, om det er noget for en.

Læs mere om Skovløberne Rold på: https://www.facebook.com/groups/skovloebernerold/?fref=ts

 




Stor musikalsk oplevelse i vente


Sokkelund Sangkor (pressefoto)

Et af Danmarks bedste kammerkor – Sokkelund Sangkor – giver koncert i Skørping Nykirke lørdag aften. Samtidigt er koncerten startskuddet til byfesten i Skørping og optakt til søndagens ”Opera i Rebild”.

Det er Erik Schuldt, som har taget initiativet til at få koret til byen.

Det har længe været min drøm at få det kor, som er et af Danmarks allerbedste, til Skørping, siger han. – Og det er nu lykkedes i samarbejde med kirkens menighedsråd og organist Per Bach.

Koret under ledelse af Morten Schuldt Jensen optræder med både et klassisk og moderne repertoire. Bl.a. med en afdeling af den færøske forfatter William Heinesen og komponisten Vagn Holmboe.

– Og netop William Heinesen passer fint med kirkens nye, smukke altertavle, som er lavet af den færøske kunstner Tróndur Patursson, påpeger Erik Schuldt.

Sokkelund Sangkors dirigent, Morten Schuldt Jensen (pressefoto)

Kirken og byen matcher hinanden

Erik Schuldt er imponeret over ikke bare altertavlen, men i det hele taget af det nye kirkerum, som blev indviet i påsken 2015 – skabt i et samarbejde mellem Menighedsrådet, arkitekten Søren Kibsgaard og Tróndur Patursson.

– Koncerten kan betragtes som en hyldest til den vellykkede forvandling, som kirkerummet har undergået, siger Erik Schuldt. – Man kan sige, at nu matcher kirkerummet den udvikling som stationsbyen har undergået igennem de sidste 30 år – i dag en myldrende og mangfoldig kulturby omkranset af Rold Skov og nabo til Rebild Bakker.

En tak til Skørping

Der er plads til 100 tilhørere i kirken, og billetsalget finansierer en del af udgifterne til koncerten. Også Menighedsrådet giver et tilskud, og den sidste del betaler en privatperson. Det lykkedes at få Erik Schuldt til at afsløre, – hårdt presset – at privatpersonen er ham selv.

– Jeg betragter mit bidrag som en tak til byen for de 45 spændende år, jeg har boet her – en by, som har givet mig nogle formidable oplevelser.

Erik Schuldt flytter sammen med sin hustru Hanne næste år til Bornholm efter i mange år at have været en markant skikkelse i Skørping, bl.a. som bestyrelsesformand for Kinorevyen.

Sokkelund Sangkor (pressefoto)

Info om koncerten

Tid: Lørdag d. 13. aug. kl. 21.00

Sted: Skørping Nykirke

Billetter: Der er få billetter tilbage, som kan købes på ”Himmerlandsbilletten”. Pris kr. 100,-.