Trafiksikkerheden ved skolerne skal forbedres


Hobrovej, hvor beboerne fra den østlige side af vejen ønsker etableret en gangtunnel. Det ønske vil politikerne ikke opfylde (foto Bertil Mortensen)

Byrådet vedtog på sit møde i aftes at sætte fire trafiksikkerhedsprojekter i gang i 2016. Det højest prioriterede af dem går ud på at forbedre trafiksikkerheden ved skolerne på de såkaldte ”ankomstarealer”.

Baggrunden for, at skoleankomstarealerne er med i puljen med projekter, der skal igangsættes i 2016, er, at der er sket en ændring af trafikmønstret omkring skolerne. Flere og flere elever bliver kørt i skole af forældrene, og det skaber nogle steder nærmest trafikalt kaos om morgenen, når eleverne møder ind.

I et kommunalt katalog på hele 167 sider over forslag til trafiksikkerhedsprojekter fylder trafiksikkerheden på netop ankomstarealerne da også meget. Hver af skolerne i kommunen – både folkeskolerne og de private – har fået sit afsnit i kataloget, hvor der detaljeret og konkret peges på de trafikproblemer, der er.

Udsnit af kort, der angiver problematiske ankomstarealer ved nogle af kommunens skoler. Flere af kortene kræver dog en opdatering (fra kataloget over trafiksikkerhedsprojekter, hvor kortene kan ses i “fuld størrelse” – Rebild Kommune)

Det anslås at koste 1,9 mio at forbedre trafiksikkerheden ved skolerne, men inden arbejdet sættes i gang, skal det først undersøges, hvilke helt konkrete behov for trafiksikring, de enkelte skoler aktuelt har.

Bet til beboerne i boligområde i Støvring

Derimod afsætter Byrådet ikke penge til et forprojekt, som skulle undersøge behovet for at etablere en gangtunnel under den 4-sporede del af Hobrovej i Støvring mellem boligområdet nord for Buderupholmvej og Højdedraget. Her er der en del bløde trafikanter, der krydser Hobrovej for at komme fra boligområdet til og fra Karensmindeskolen.

En sådan behovsundersøgelse ville koste 200.000 at få lavet. I trafiksikkerhedskataloget anslås selve tunnellen at koste 1,5 mio, og en udgift af den størrelse er tilsyneladende for stor til, at politikerne anser etablering af en tunnel for realistisk. I stedet vil man forsøge at finde en alternativ løsning.

Helle på Nibevej

Men et andet af de fire projekter, der realiseres i 2016, er etableringen af en midterhelle på Nibevej i Støvring, så det bliver mere sikkert for skolebørn og andre bløde trafikanter at krydse vejen mellem den ny udstykning Høje Støvring og Højdedraget. Prisen forventes at blive 200.000.

Nibevej, hvor der etableres en midterhelle (foto Bertil Mortensen)

Det tredje projekt, der er med i puljen for 2016, drejer sig om byfornyelse i Bælum ved Vestergade/Smidievej, og det sidste af de fire projekter for 2016 gælder iværksættelsen af trafiksikkerhedskampagner.

Bilister kører for hurtigt

Byrådet besluttede desuden, at der i kataloget over trafiksikkerhedsprojekter bliver indarbejdet to andre projekter om øget trafiksikkerhed.

Det første drejer sig om etablering af vejbump på Buderupholmvej ved indkørslen til Skørping. Her har en trafikmåling vist, at bilisterne kører med en gennemsnitshastighed på 64 km/t, hvilket er betydeligt over de tilladte 50 km/t. Det vil koste 40.000 kr. at lave vejbump på strækningen.

Indkørslen til Skørping på Buderupholmvej, hvor bilisternes gennemsnitshastighed er målt til 14 km/t over det tilladte (foto Bertil Mortensen)

Det andet projekt gælder etableringen af fortov og vejbump i Gl. Skørping på vejen ud af byen mod Skindbjerg og Fræer.

At et projekt optages i kataloget betyder dog ikke, at der er garanti for, at det gennemføres, og der er heller ikke sat dato på, hvornår det eventuelt sker.

Trafiksikkerhedsprojekterne skal prioriteres

Kataloget indeholder 60-70 forskellige ønsker om trafiksikkerhedsprojekter med tilhørende overslag over, hvad det vil koste at gennemføre hvert af dem. Der er ikke foretaget en egentlig prioritering af dem, men det har Teknik- miljøudvalget besluttet at råde bod på ved i den nærmeste fremtid at gennemgå og foreslå en prioritering af de mange projekter.

—–

Se, om det sted, hvor du bor eller bevæger dig i trafikken, optræder i trafiksikkerhedskataloget, som du kan finde her:

http://bilag.rebild.dk/Dagsordener/Byraadet(2015)/26-11-2015/Dagsorden(ID731)/Bilag/Punkt%20205%20Bilag%201%20Trafiksikkerhedprojektkatalog.pdf