Succesfuld nytårskoncert på KulturStationen


Skål i champagne efter den vellykkede koncert. Fra venstre Gaia Falkenfleth, Morten Lønborg Friis og John Pilkington (privatfoto)

Havde Mozart levet endnu kunne han være yderst begejstret og tilfreds med fejringen af hans fødselsdag på KulturStationen i Skørping tirsdag aften.

Wolfgang Amadeus Mozart, født den 27. januar 1756, blev på sin fødselsdag spontant og festligt hyldet med ”Happy Birthday”, som afslutning på Skørping Borgerforenings nytårskoncert.

En uventet og sjov afslutning på en hyggelig aften med populær og god musik, bl.a. af Mozart, Lumbye, Brahms og Lehar.

Hovedpersonerne denne aften var dog ikke kun Mozart, men i særdeleshed nogle dygtige dirigenter, orkestermusikere, korsangere og solist.

Hobro Kammerorkesters dirigent, Morten Lønborg Friis, sørgede for meget kompetent og dygtigt at lede orkester og koordinering af musik, kor og solist – suppleret med fin præsentation, anekdoter og sjove historier i tilknytning til programmet.

nytårskoncert 2015 003

Dirigent Morten Lønborg Friis forener musik og sang (privatfoto)

De fine toner fra Kammerorkesteret blev suppleret af sopranen, den kun 20-årige Gaia Falkenfleths skønne stemme og sikre fremføring, hun sang bl.a. Vilja Lied fra Den glade Enke og en arie fra Mozarts Don Giovanni.

Gaia Falkenfleth sang fremragende, og hun fik meget fortjent stående ovation fra et begejstret publikum.

Også Hobro Bykor, dirigeret af John Pilkington, gav deres bidrag til, at nytårskoncerten blev vellykket.  

Nytårskoncerten blev afsluttet med H. C. Lumbyes ”Champagnegaloppen”, hvor borgerforeningens formand, Erling Junker Holst, blev udstyret med prop og skud til markering og åbning af champagnen.

Det er første gang borgerforeningen har stået som arrangør af en nytårskoncert, men ifølge formanden ikke sidste gang.

Borgerforeningens formand takkede på publikums vegne for en vellykket koncert og håbede på et gensyn i 2016.

Gaia Falkenfleth og Morten Lønborg Friis (privatfoto)