På vej mod en integrationspolitik i Rebild


Henrik Christensen (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget

Kommunen har ikke nogen formuleret integrationspolitik. Nu tages de første konkrete skridt. Men der er lange udsigter til, at politikken træder i kraft.

I modsætning til mange andre af landets kommuner har Byrådet i Rebild ikke vedtaget nogen integrationspolitik. Men på Byrådets møde i april i år blev det besluttet, at nu var det på tide, at også Rebild Kommune fik en integrationspolitik.

Arbejdsmarkedsudvalget har efterfølgende godkendt et forslag til et kommissorium for forvaltningen, som skal danne grundlag for dens videre arbejde med spørgsmålet. Resultatet af det arbejde skal så – efter en offentlig høring – forelægges Byrådet til godkendelse.

Men det forventes først at ske i april 2016. Dvs. at processen med at få lavet en integrationspolitik er beregnet til at vare et helt år.

På spørgsmålet om, hvorvidt han synes det er tilfredsstillende, at det skal tage Rebild Kommune et år for at få udarbejdet en integrationspolitik, svarer formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Christensen (S).

– Nej, overhovedet ikke. For at sige det rent ud, så har jeg ikke været opmærksom på, at slutdatoen for arbejdet forventes at ligge så langt ud i fremtiden, erkender han. – Så nu vil jeg gå tilbage til forvaltningen og sige, at det kan vi altså ikke vente på.

Flere flygtninge til kommunen

Baggrunden for at arbejdet med en integrationspolitik igangsættes nu er, at kommunen forventes at skulle modtage en hel del flere flygtninge end tidligere, både i indeværende år og fremover.

Hver enkelt af landets kommuner får tildelt en kvote for, hvor mange flygtninge, de skal huse. Kvoten i 2015 for Rebild Kommune er 98. Dertil kommer eventuelle familiesammenføringer. I 2014 var kommunen tildelt en kvote på 22 personer.

– Vi har været vant til at have et meget lille antal flygtninge i Rebild, siger Henrik Christensen. – Og det er en af forklaringerne på, at der endnu ikke er formuleret en integrationspolitik. Men det spiller efter min mening også ind, at der tidligere har været et byrådsflertal, som ikke har haft det store fokus på integrationsspørgsmålet.

Det er han overbevist om har ændret sig med den sammensætning, det nuværende byråd har.

Integrationsråd

Byrådet besluttede også på sit april-møde, at der i kommissoriet skal indgå et forslag om nedsættelse af et integrationsråd.

Det er Henrik Christensen glad for. Forslaget om at etablere et integrationsråd er ikke nyt. Helt tilbage i 2007 behandlede Byrådet et forslag fra de Radikale om at oprette af et sådant råd, men det blev stemt ned af Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne – med undtagelse af netop Henrik Christensen, som imod resten af sin byrådsgruppe stemte for de Radikales forslag.

Rebild på en næstsidsteplads

I januar i år offentliggjorde Ugebrevet A4 en undersøgelse af, hvor gode de enkelte kommuner i perioden 2009 til 2013 har været til at gøre nyankomne flygtninge selvforsørgende – først og fremmest ved at få dem i arbejde – efter et års ophold i kommunen. Det har Rebild ifølge undersøgelsen været næstdårligst til, idet kun 10 % af flygtninge var kommet i arbejde eller blevet selvforsørgende efter et år. Slagelse Kommune toppede listen med 45 %, og gennemsnittet for alle landets kommuner var 23 %.

– Resultatet af den undersøgelse er ikke blevet refereret for mig, siger Henrik Christensen. – Den har ikke haft nogen betydning for, at vi sætter processen med at lave en integrationspolitik i gang.

Irakiske flygtningen i en flygtningelejr i Syrien (foto UK – DFID )

Kommissoriets indhold

I kommissoriet knyttes integrationspolitikken sammen med Byrådets ”Vision 2025”, hvor det bl.a. hedder, at kommunen skal danne ”rammen om et sundt, trygt og sammenhængende liv for alle”. Endvidere skal politikken i følge kommissoriet ses i sammenhæng med nogle af kommunens øvrige politikker og strategier, bla. børne- og ungepolitik, frivilligpolitik, sundhedspolitik og skole- og dagtilbudspolitik.

Arbejdsmarkedsudvalget har besluttet, at integrationspolitikken skal omfatte en bred målgruppe, nemlig foruden flygtninge også indvandrere og efterkommere. Desuden skal integrationspolitikken række ud over de tre år, hvor kommunerne ifølge lovgivningen er forpligtet til at stå for integrationen.

Om baggrunden for at vælge den brede målgruppe siger Henrik Christensen:

– Vi vil godt indrette vores integration mod alle de udlændinge, der kommer til Rebild Kommune, og være behjælpelig med at give et løft, hvor der er behov for det.